I KRISTELIGT DAGBLAD den 4. juni kommenterer professor emeritus Finn O. Hvidberg-Hansen, hvad han kalder mit ”udfald mod Dronningens position i relation til folkekirken”. Hans kilde er nogle udtalelser af mig i Berlingske den 19. maj, der var foranlediget af Kristeligt Dagblads omtale af det møde i Selskab for Kirkeret, som havde den nye Betænkning 1544 om folkekirkens styre på dagsordenen.
Baggrunden for mit påståede udfald er i al beskedenhed følgende. Den foregående kirkeminister nedsatte i overensstemmelse med regeringsgrundlaget et udvalg, der skulle fremsætte forslag til en ”mere sammenhængende og moderne styringsstruktur” for folkekirken på to områder: den fælles økonomi og de såkaldt indre anliggender.
Ved sidstnævnte må man forstå de anliggender, der har at gøre med folkekirkens centrale opgave som evangelisk-luthersk kirke: at forkynde evangeliet. Efter min forståelse bør netop disse anliggender varetages af kirken selv og ikke være overladt til politisk beslutning.
Det følger af Luthers afgørende sondring mellem det åndelige og det verdslige regimente. På grund af tidens omstændigheder var Luther nødt til at lade fyrsterne spille en afgørende rolle ved dannelsen af de nye evangeliske kirker. For vores reformator var det en nødløsning, der imidlertid viste sig at have en længere varighed end som så.
Ved enevældens afskaffelse i 1849 var det naturligt at lade den begyndende demokratisering ledsage af en selvstændiggørelse af den evangelisk-lutherske kirke, der i Grundloven benævnes den danske folkekirke. Denne selvstændiggørelse er indholdet af paragraf 66, den såkaldte løfteparagraf.
Som bekendt er denne paragraf aldrig blevet opfyldt, og som følge heraf er nogle af kirkens indre anliggender salmebøger, ritualer, bibel-oversættelser og så videre fortsat blevet reguleret ved kongelig anordning eller resolution. Med andre ord: man har bevaret et levn fra enevælden som styringsform for nogle af folkekirkens indre anliggender.
Det kan man jo betragte som fortrinligt, hvis man har absolutistiske tilbøjeligheder. Jeg havde forventet, at man i det mindste stillede det til diskussion, når nu opgaven lød at overveje en mere ”moderne” styringsform for folkekirken.
I Betænkning 1544 gør flertallet det modsatte. I stedet for at overveje en moderne reguleringsform for alle indre kirkelige anliggender, vælger man at holde sig til de anliggender, der nu reguleres ved kongelig anordning og resolution. Og så foreslår man at stadfæste denne reguleringsform ved lov. Dermed skiller man de indre anliggender ad på en måde, der teologisk set forekommer helt uhensigtsmæssig.
De udtalelser, Hvidberg-Hansen opfatter som ”udfald” handler ikke så meget om Dronningen som om det forhold, at Betænkning 1544 ønsker at fastholde en politisk reguleringsform (den kongelige anordning og resolution), som strider mod den kirkelige selvbestemmelse, der svarer bedst både til en luthersk kirkeforståelse og til en nutidig stat.
Ifølge Hvidberg-Hansen ville en virkeliggørelse af min tankegang kræve en ”regulær grundlovsændring”. Hans sandhedsvidne er hærprovsten, der i nogle udtalelser tillægger kongehuset ”den højeste myndighed over kirken”, hvilket skulle komme til udtryk i at ”majestæten [skal] tilhøre landets evangelisk-lutherske folkekirke”.
Når det drejer sig om tolkningen af Grundloven er jeg mere tryg ved en forfatningsretskyndig som Hans Gammeltoft-Hansen. Han gjorde på det indledningsvis omtalte møde i Selskab for Kirkeret opmærksom på, at Grundloven ikke kræver, at monarken skal være medlem af folkekirken.
Derimod hedder det i paragraf 6: ”Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke”. Den evangelisk-lutherske kirke er mere omfattende end den danske folkekirke. En ændring af den politiske regulering af de indre kirkelige anliggender, som Dronningen er en del af, kræver ikke nogen grundlovsændring. Tværtimod: den ville være en naturlig del af en opfyldelse af Grundlovens paragraf 66.
En modernisering af folkekirken i form af en selvstændiggørelse vil heller ikke ændre ved det grundlovssikrede tætte forhold mellem staten og folkekirken. Som statsoverhoved vil Dronningen fortsat på fornemste vis kunne symbolisere dette forhold.