KRISTELIGT DAGBLAD skriver i sin lederartikel den 6. juni ”nej tak til multireligiøse bederum” på landets hospitaler. Tilsyneladende mener avisen, at kristendommen står over alle andre religioner og retmæssigt kan kræve både at være repræsenteret på et offentligt hospital og at være den eneste religion på hospitalet. Dette bakkes op af en udtalelse fra landets hos-pitalspræster.
Helt grundlæggende er det ikke nogen rettighed for folkekirken at være repræsenteret i offentlige bygninger, og det er heller ikke nogen rettighed, at det offentlige skal betale for det.
Der er mange argumenter for, hvorfor religion ikke burde blive blandet sammen med offentlige opgaver såsom hospitalsvæsenet. Ikke mindst, fordi et hospital er et sted, hvor videnskaben skal være det bærende og ikke troen. Det må dog anerkendes, at for mange mennesker er det vigtigt at have mulighed for at udøve deres religiøsitet på et hospital, hvorfor det offentlige har besluttet at give mulighed for det.
Nu vil det offentlige så se på, hvordan vi kan indpasse muligheden for at være spirituel og religiøs under sygdom på et hospital for alle mennesker uanset tro. Dertil foreslås at lave et rum, hvor alle kan være. Det handler ikke om størrelsen på den enkelte religion. Det handler simpelthen blot om respekt for alles tro, grad af tro eller ateisme.
I et sådant fælles bederum er alle mennesker velkomne uanset religion, og uanset hvor religiøse de er. Rummet vil favne alle, også dem, der ikke føler, at deres niveau af religiøsitet eller mere sammensatte og individuelle forhold til religion passer ind i de gængse religioners regelsæt, hvorfor de muligvis ikke er medlem af en religion.
For dem vil bederummet endelig give dem mulighed for at være spirituelle uden at skulle tvinges til at passe ind i en religion, der ikke altid favner det moderne livs kompleksiteter, individualisme og mangfoldighed. Og det giver rigtig god mening i det Danmark, der i stigende grad kendetegnes ved en høj grad af individualiserede livsstile og trosmæssig mangfoldighed.
Til gengæld er der ingen gode argumenter for, hvorfor kun én religion skal have lov til at servicere folk, som er syge på et hospital. Vi kan ikke antage, at alle som er indlagt på et hospital tilhører den samme religion. Der burde heller ikke gå noget af hospitalspræsterne ved at leve efter den næstekærlighed og rummelighed, som de prædiker, og give plads til andre menneskers version af tro eller ateisme.
Det er tåkrummende og grænsende til det dobbeltmoralske at påberåbe sig plads til at udføre sin religion på et offentligt hospital, hvor alle har ret til at komme, og samtidig nægte andre at gøre det samme.
Er man stærk nok i sin tro, kan jeg ikke se, hvorfor man skulle blive bange for andres tro. Og jeg kan slet ikke se, hvorfor man ikke skulle ønske for andre, det man ønsker for sig selv.