AF EN ELLER ANDEN grund har jeg lige siden mine drengeår ikke kunnet forliges med udtrykket idealisme. Hvad der får en dreng på omkring 12 år til at komme på sådan en tanke, har jeg faktisk undret mig over lige siden.
Med idealisme mener jeg: ”At handle ud fra uselviske motiver” (ifølge Gyldendals definition). At mine handlinger ikke er for min egen skyld, men til glæde for andre.
Mange vil jo nok mene, at alle høster af enhver handling, der udføres, og det gør vi selvfølgelig også til en vis grad, men jeg vil alligevel hævde, at idealisme som defineret ovenfor ganske enkelt ikke eksisterer. Jeg synes, det ser ud til, at alle vores handlinger i bund og grund er selviske.
Vi handler ud fra, hvad der føles bedst, og jeg er ganske sikker på, at det er noget grundlæggende i ethvert menneske, at det dybest set er vores følelser, der bestemmer vores handlinger, selv fornuften er underlagt vores følelser.
Hvis vi foretager os en handling, vi ikke har lyst til, kan der jo være flere årsager dertil måske vi synes, vi ikke kan være andet bekendt, vi har pligt til det, det er vores ansvar og så videre. Også her er det følelserne, der bestemmer. Vi er måske bange for negative reaktioner, fordømmelse, at blive opfattet som et dårligt menneske, eller måske vores egen dårlige samvittighed og så videre.
Jeg ser intet forkert i, at vi først og fremmest sørger for os selv og vores nærmeste, og sådan er det da heldigvis også for mange, selvom det ikke er noget, der siges højt.
For en del år siden hørte jeg en soldat sige, at hans fremtidige arbejde skulle være at hjælpe medmennesker han så det som noget af det mest følelsesmæssigt givende, men han var overbevist om, at betingelsen for at være noget for andre var, at han hjalp sig selv først.
Den gode soldat mente, at reel omsorg kun kunne komme af overskud, og det synes jeg, var meget smukt sagt og meget rigtigt, idet omsorg fra et underskudsmenneske ikke er en god hjælp tværtimod. I stedet for omsorg bliver det til forbrug og misbrug.