NÅR HELDAGSSKOLEN efter sommerferien bliver indført hen over hovedet på elever, lærere og forældre, så er konsekvensen, at det offentlige overtager en større del af ansvaret for vore børn.
Spørgsmålet er, om det så er god en idé. At der er nogle børn, som har brug for en længere skoledag ved at have tvungen lektiecafe, kan der godt være noget fornuftigt i. For der findes børn, som har svært ved at lære, og nogle af dem har også svært ved at få hjælp derhjemme.
Men at alle børn nærmest med vold og magt skal tvinges til en lang skoledag, også selvom det ikke er alle, der har det behov, kan jeg som kristendemokrat ikke se nogen mening med. Medmindre heldagsskolen reelt set bare er et stort socialistisk eksperiment, hvor staten ønsker at overtage opdragelsen af den næste generation i Danmark.
Lad staten gøre det, den er god til, men opdragelsen af vore børn er ikke noget, som staten bør blande sig i, medmindre forældrene ikke gør det godt nok selv. Der er jo således, at forældre (for det meste) har en naturlig kærlighed til børnene. Det har staten ikke. For staten er børn en investering, der kan skabe indtjening i fremtiden. At staten vil investere i vore børns fremtid er fint. Men det er ikke den vinkel, vore børn skal opdrages med.
DER ER IKKE nogen holdbar dokumentation for, at heldagsskolen vil medføre bedre læring for de danske skoleelever. Nærmest tværtimod. For heldagsskolen mangler en respekt for individet. Den skærer alle elever over en kam ved at give dem den samme lange skoledag, selvom børnenes behov er forskellige.
Så at påstå, at heldagsskolen bliver indført for at gøre eleverne bedre, viser, at regeringen enten er utroværdig eller ikke har undersøgt ideen bare nogenlunde.
Fordi heldagsskolen bliver indført uden noget troværdigt forklaringsgrundlag, er der grund til at være stærkt bekymret for dette tyveri af børnenes tid, som medfører at børnenes opdragelse vil komme til at ligge i statens regi.
At en socialistisk ledet regering kan se nogen fordele i det, kan jeg sådan set godt følge. Men at Venstre som gammelt minimalstatsparti er hoppet med på den vogn, er tragisk. For hvordan kan et parti, som ellers mente, at det er forældrenes opgave at opdrage, nu støtte, at staten i større grad overtager den rolle? Spørgsmålet er, om vi ikke har brug for politikere, der vil arbejde for at give forældrene deres ansvar tilbage igen?