NU ER DER på ny sket et brud på privatlivets fred her til lands denne gang ligeledes med offentlige personer som ofre. Både statsministerens og forsvarsministerens cpr-nummer er nu blevet sendt ud til alverdens skue af den tidligere betjent Lars Kragh Andersen, som åbenbart er af den holdning, at politikerne skal ”smage deres egen medicin”, hvad han da end hentyder til.
Denne kriminelle handling er for mig at se et udtryk for en helt igennem udemokratisk adfærd, som bunder i en ligegyldighed over for den metode til opretholdelse af lov og orden og sikring af borgernes rettigheder, der benævnes retsstat, hvilken vi som bekendt benytter her i landet.
Hvis Lars Kragh Andersen mener, at denne metode ikke er effektiv eller ligefrem har den modsatte virkning, er jeg lutter øren over mulige alternativer. Faktisk har han allerede givet svaret, for sådan som jeg iagttager det, ønsker den tidligere betjent, at han skal overdrages den lovgivende magt (i tråd med offentliggørelsen og den civile ulydighed, som han påkalder sig at udføre) uden på nogen måde at være folkevalgt.
Ergo kunne et alternativ ud fra Lars Kragh Andersens argumentation være at afskaffe Grundlovens paragraf tre (magtens tredeling) og lade folk handle efter forgodtbefindende uden demokratisk vedtagne regler, hvilket sandsynligvis vil medføre anarki og i sidste ende betyde udvikling af et egentlig diktatur. Dette lyder selvfølgelig meget fremstormende og voldsomt, og jeg nærer da også det håb, at Lars Kragh Andersen virkelig ikke mener dette.
Ikke desto mindre kunne han bevise det fuldstændigt ved at lade sig opstille til Folketinget hvad der er normal procedure i et folkestyre, såfremt man ønsker indflydelse hvilket han dog ikke for indeværende har gjort. Netop dette faktum er i min optik latterligt, idet manden jo præcis higer efter indflydelse til at ændre status quo, som han så absolut ikke bryder sig om.
Han har i stedet for skaffet sig indflydelse ved hjælp af mafiakneb og forulempelse af folk, der er valgt til at bestride et offentligt embede. Dette må siges at være yderst ukarakteristisk for én med en i nogle henseender demokratisk funderet tankegang blandt andet med påberåbelse af ytringsfrihed.
Lars Kragh Andersens forbrydelse skal ikke være at sammenligne med civil ulydighed, hvor man ikke gør noget aktivt kriminelt, men hvor man blot på fredelig vis og med passivitet over for loven nægter at følge uretfærdige henstillinger fra ordensmagten.
Samtidig er det også en del af civil ulydighed, at målet med lovovertrædelsen ikke kunne være opnået ad lovlig vej, hvilket i grunden ikke er tilfældet i denne sag jævnfør hr. Kragh Andersens manglende vilje til via et valg at kæmpe om et politisk mandat.
På grund af ovenstående føler jeg mig nødsaget til at betegne omtalte lækageudøver som værende i kategorien ”folkestyrets ypperste forhånere”.