Gennem årene har jeg ofte i Syd- og Mellemeuropa set, hvordan byhusenes tage var udstyret med rækker af pigge for på den måde at holde fuglene borte. Et meget ubehageligt syn, når man tænker på den smerte, det må medføre for disse vore medskabninger. Vi mennesker elsker ellers fuglene, men klatte på vores tag det må de altså ikke.
Nu kan jeg så i Kristeligt Dagblad den 20. juni læse, at man i London også har forsøgt sig med pigge på fortovet foran store forretninger, men her for at hindre hjemløse i at sove sådanne steder. Noget sådant gør vi ikke i Danmark. Vi begrænser os til at lave bænkene skæve eller forsyne dem med ekstra armlæn midt på bænken, så man ikke kan sove på dem. Overnattende hjemløse er også uønsket her. Tidligere kunne man her i Horsens ofte møde hjemløse på hovedgaden eller dens sidegader; enten enkeltvis eller i mindre flokke. Men i de seneste par år har de været fraværende. Årsagen kender jeg ikke, men væk er de.
Og jeg må ærligt indrømme, at jeg heller ikke kender meget til, hvorfor folk bliver hjemløse, eller til, hvorfor antallet af udenlandske hjemløse er stigende. Men det er mit indtryk, at det overvejende er fredelige folk, som ikke volder anden skade, end at de ikke ligner os andre. Men de er mennesker i nød, og de skal have hjælp, hvis de ønsker det.
De er dog stadig danske statsborgere, og de udenlandske hjemløse er statsborgere i andre EU-lande og som sådan naturlige medlemmer af det samfund, vi har bygget op i det enkelte land eller i unionen. Og de har derfor deres naturlige plads i samfundet og skal ikke skubbes bort.
For mange af os skaber disse fremmede fugle vel en fornemmelse af utryghed, når vi møder dem eller ser dem sove på en bænk, men de er stadig mennesker som alle andre. Der er mange steder i Danmark skabt et herberg, hvor de kan overnatte men måske er der ikke pladser nok. Dertil kommer, at de udenlandske hjemløse ikke må overnatte på et kommunalt herberg. Ikke i Danmark men gerne i Sverige, Norge og Tyskland.
I Danmark vælger man at presse de hjemløse væk fra det offentlige rum. Man stikker hovedet i busken og lader, som om de ikke eksisterer. Deres eksistens og deres fattigdom forsvinder dog ikke, men vi konfronteres ikke med det.
Vores holdning er lidt besynderlig, når man tænker på, hvordan vi med åbne arme byder asylsøgere, også fra lande uden for Europa, velkommen. Vi tilbyder dem mad og drikke og anden hjælp til at skabe et liv her, samt tag over hovedet i det mindste for en længere periode. Alt sammen betalt af samfundet.
Men den form for godgørenhed eksisterer vist ikke for de hjemløse. Til trods for at vi er et kristent samfund, synes vi ikke at leve op til det. I første rækkes tekst til første søndag i trinitatis kan vi læse, at Herren siger, at han ønsker, ”at du deler dit brød med den sultne, giver huslys til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne”.
Hver enkelt af os kan sikkert ikke hjælpe meget, men samfundet kan, hvis politikerne vil. Hver enkelt af os kan dog hjælpe ved ikke at vende ryggen til. Og samfundet kan hjælpe ved at give brød og husly. Politikerne kan italesætte problemet og foreslå løsninger, som det gøres, når det gælder asylsøgere.
Betragt de hjemløse som internt fordrevne, der ønskes tilbage i samfundets midte. De bør ikke presses uden for vores synsvidde.