Hvad står Dansk Islamisk Råd for?

Måske skulle læren af det tvivlsomme moskébyggeri være, at fremtidens moskéer ikke skal være kolossale bygningsværker, som totalt dominerer omgivelserne, og som herboende muslimer slet ikke selv kan finansiere, skriver Kirsten Sarauw, teolog og forfatter

”Som terrorforskeren Lorenzo Vidino har udtalt til Kristeligt Dagblad, så er 'mosképrojektet i Rovsingsgade typisk for Broderskabets måde at arbejde i Europa på',” skriver Kirsten Sarauw om stormoskéen i København, som blev indviet i sidste uge efter lange forberedelser.
”Som terrorforskeren Lorenzo Vidino har udtalt til Kristeligt Dagblad, så er 'mosképrojektet i Rovsingsgade typisk for Broderskabets måde at arbejde i Europa på',” skriver Kirsten Sarauw om stormoskéen i København, som blev indviet i sidste uge efter lange forberedelser. Foto: Leif Tuxen

DEN OMFATTENDE DEBAT i Kristeligt Dagblad i anledning af indvielsen af den nye stormoské i Rovsingsgade i København har vist en stor usikkerhed med hensyn til, hvad Dansk Islamisk Råd, foreningen bag moskéen, egentlig står for.

Hvad betyder det for den udgave af islam, som vil udbredes fra moskéen, at projektet er blevet støttet med et trecifret millionbeløb af den stenrige oliestat Qatar, kendt for sin radikale wahhabisme (streng udgave af islam) og sine tætte bånd til Det Muslimske Broderskab? Man kan have sine tvivl, om der slet ikke skulle foreligge nogen påvirkning eller i det mindste et åndeligt fællesskab?

Plusord ved indvielsen har der været nok af: Moskéen betyder i sig selv bedre integration, den vil arbejde for åbenhed og religiøs tolerance, respekt for forskellighed, dialog og brobygning. En skønsang, som også de multikulturelle ideologer og moralister, ansat ved institut for tværkulturelle og regionale studier i København, har sunget med på.

Tilknytningen til Qatar og til Det Muslimske Broderskab, som imam ved moskéen, læge Jehad Al-Farra, åbent har vedkendt sig, varsler dog nok en anden dagsorden. Som terrorforskeren Lorenzo Vidino har udtalt til Kristeligt Dagblad, så er ”mosképrojektet i Rovsingsgade typisk for Broderskabets måde at arbejde i Europa på”.

DANSK ISLAMISK RÅD har meget sigende nedtaget sin hjemmeside, så ingen i forbindelse med moskéindvielsen har kunnet tjekke rådet for, hvad det selv siger, og hvem det samarbejder med.

Det fremgår dog af andre tilknyttede hjemmesider, at Dansk Islamisk Råd samarbejder med The Federation of Islamic Organisations in Europe (FIOE), som er oprettet af Det Muslimske Broderskab i 1989, og som under sig tæller en lang række radikale muslimske organisationer i Europa, og som også har taget initiativ til oprettelsen af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning (ECFR).

Her residerer den kendte imam fra Qatar Yussuf Al-Qaradawi (berygtet for sin opmuntring til selvmordsterrorisme) som præsident for 25 lærde islamkyndige, de fleste med tilknytning til Broderskabet.

Fatwarådet stiler efter at blive øverste retsråd for alle muslimer i Europa. På fatwarådets hjemmeside kan man læse de fatwaer, rådet udsteder. Sharia er naturligvis grundlaget, parallelsamfund skal tilstræbes, og kvinder skal bære tørklæde, ”så man kan kende forskel på rettroende kvinder og de vantro”. Dødsstraf for frafaldne er også stadig genuin islamisk lære, ser man. Fatwarådet må givetvis regnes for Dansk Islamisk Råds grundlag.

Imam ved stormoskéen, Jehad Al-Farra, har også udtalt sin beundring for Tariq Ramadan,isarer i islam ved Oxford Universitet, og hans såkaldte ”moderate” europæiske islam.

Ramadan, som er barnebarn af Det Muslimske Broderskabs grundlægger i Egypten Hassan Al-Banna, støtter også Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning. Han er nær ven med Al-Qaradawi, og som det fremgår af hans bog ”At være europæisk muslim” har Ramadan som et af sine store forbilleder den radikale shariajurist og militante jihadist Ibn Taymiyya fra 1300-tallets Syrien. Ibn Taymiyya blev inspirationskilde for den senere rabiate islamisme i Saudi-Arabien ved navn wahhabisme, som også er grundlaget for islam i Qatar. Ringen er sluttet.

Til Broderskabets ”typiske måder at arbejde på” må regnes kunsten at mestre taqiyya, det vil sige at lyve om sine hensigter. Det er en af de giftigste islamistiske doktriner, som blandt andet Tariq Ramadan er blevet afsløret i af den franske politolog Caroline Fourest: udadtil en moderat fløjlstunge, men blandt sine egne en durkdreven islamist.

OGSÅ LORENZO VIDINO opererer med begrebet, når han skal klarlægge muslimbrødrenes ideologi. Deraf den store forvirring, som har præget debatten i Kristeligt Dagblad. Man vil så gerne tro på formanden for Dansk Islamisk Råd, Abdelhamdi Hamdis, smukke ord ved moskéindvielsen om, at ”dialog er fokusordet i vores projekt” og på Qatars minister som ser ”verden som en stor landsby, hvor menneskers forskellige religioner og kultur respekteres”.

Men mistanken nager om en helt anden dagsorden, hvor opfordringen til uddannelse, integration og politisk deltagelse slet ikke sigter på integration i og respekt for vores demokratiske samfund, men først og fremmest på det demokratiske samfunds integrering i islam, med andre ord: islamisering. Vi får se. De muslimske brødre arbejder på meget langt sigt. Yussuf Al-Qaradawi har udtalt, at islams endemål er dominans såvel i Europa som i Amerika.

Måske skulle læren af dette tvivlsomme moskébyggeri, som til sidst også gav de bevilligende politikere kolde fødder, være, at fremtidens moskéer ikke skal være disse kolossale bygningsværker, som totalt dominerer omgivelserne, og som herboende muslimer slet ikke selv kan finansiere.

Hvad med at opføre mere beskedne bygninger, som andre trossamfund har gjort? Hvad er der i vejen med en mere normal størrelse som den smukke jødiske synagoge i Krystalgade eller den ortodokse kirke i Bredgade? Begge bygninger falder fint ind i bybilledet og er en berigelse for København.