Prøv avisen

Dansk stormoské. Støttekomitéens medlemmer var som sunket i jorden

TORSDAG DEN 19. JUNI uge åbnede den nye moské i Rovsingsgade i København. Et stort, smukt og imponerende byggeri, som giver officielt, københavnsk ansigt til det islam, som er fuldkommen fremmed for den kristendom, der gennem mere end 1000 år har præget og formet Danmark.

Op til, under og efter åbningen har der været stor pressebevågenhed. De fleste har haft mere end vanskeligt ved at finde en grimasse, der kunne passe. Mange, fra kongehuset over den politiske til den kirkelige ledelse, var inviteret til den højtidelige åbningsceremoni, men kun få mødte op. Måske fordi sagens alvor i sidste øjeblik er gået op for dem?

De (kultur-)radikale blandt politikerne, som ellers plejer at være svært begejstrede for moskéer, i hvert fald i teorien, fik meget belejligt nogle uheldige udtalelser om homoseksualitet fra en imam ved den nye moské at undskylde sig med. Biskop og præster havde, for de flestes vedkommende, lige så belejligt kalenderen fyldt af uopsættelige møder på netop den torsdag

De, der har fulgt debatten om moskébyggeri i København det seneste års tid, må alt efter temperament have undret eller moret sig over, hvor i alverden den sædvanligvis moskébegejstrede politiske og kirkelige elite var blevet af. For Støttekomitéen til opførelse af en stormoské i København var som sunket i jorden. Man så ikke det mindste glimt til Anders Gadegaard, Stine Bosse, Uffe Ellemann-Jensen (V) eller de øvrige i Støttekomitéen, der ellers har gjort sig gældende i den offentlige debat som fortalere for et såkaldt dansk moskébyggeri. Hvorfor mon?

Grunden er antagelig, at det er de ”forkerte” muslimer, der har stået for byggeriet i Rovsingsgade. Dér har Dansk Islamisk Råd med finansiering fra Qatar (et land, hvor straffeloven udtrykkeligt forbyder at frasige sig islam), bygget en stor moské (i to ord). Men Støttekomitéen havde allieret sig med Muslimernes Fællesråd, som åbenbart organiserer nogle helt andre muslimer, om at ville bygge en stormoské (i ét ord).

Der lader til at være hård konkurrence om, hvem der i virkeligheden er de helt ”rigtige” muslimer. Modsat støttekomitéens naive forestillinger om en moské ”for alle”.

Så mens støttekomitéen sover videre i drømmerierne om en fælles ”dansk” moské, som skal gøre islam spiselig for det kristne Danmark, afventer vi andre, som lever i virkelighedens verden, ikke uden ængstelse endnu en moské ude på Vibevej i København NV.

Den skal være for shiamuslimer. Højborgen for shia er Iran, et land, hvor det ligesom i Qatar er forbundet med livsfare at forlade islam for eksempel for at blive kristen.

I modsætning til de to nævnte muslimske lande er der i Danmark religionsfrihed. Og i modsætning til islam er den kristne tro en frihedens tro. Vi skal derfor ikke forbyde hverken moskébyggeri eller konvertering til islam. Men måske kunne vi med fordel oparbejde et mere realistisk syn på, hvilken potentiel fare islam udgør for Danmark. Det islam, som jo udtrykkeligt afviser Kristus og den kristne tro.