I KUMBELS DIGT ”Det eneste rigtige” hedder det:
”Når klokken er 11 i Danmark,
er den 5 i USA, 10 i London og 18 i Kina, og 13 omkring Moskva. Hvor er vi danske et udvalgt folk, at vi netop er født i selve det lille velsignede land, hvor klokken er 11, når den er 11.”
Så er den særligt danske selvtilstrækkelighed sat på plads, hvor man lever i forestillingen om, at resten af verden ikke kan lære en noget. Konsekvenserne af denne holdning sammenfattede Berlingske på forsiden: ”Uambitiøse forældre koster Danmark store talenter”.
Den stort opsatte artikel handlede om, at vi forsømte danske idrætstalenter, fordi vi lever under devisen om, at vi ikke behøver anstrenge os for at opnå resultater. Eller som professor i pædagogik Niels Egelund sagde til avisen: ”Generelt forlanger danske forældre ikke, at børn skal holde ved og være ihærdige. Vi får ikke de dygtigste og kan dermed ikke konkurrere med lande, der mange gange i ekstrem grad styrker talentet.”
EN TILSVARENDE ERFARING har Weekendavisens USA-korrespondent Klaus Wivel gjort i New York. Wivels teenagedatter har måttet konstatere, at kravene i skolen og med hensyn til lektier er ganske anderledes kontante på Manhattan end i København. Her får eleverne heller ikke lov at flanere formålsløst rundt i gaderne eller drikke alkohol, før de fylder 21 år.
Klaus Wivel konkluderer i en sammenligning mellem Danmark og USA: ”Kulturkløften er uoverstigelig. Den frihed, der ligner tøjlesløshed til forveksling, findes næppe noget andet sted uden for Skandinavien. Måske har den taget overhånd.”
Ja, måske har friheden taget overhånd. Det var der nok mange, der ville udbryde, hvis de fik Morgenavisen Jyllands-Posten i hænderne forleden. Her mødtes læseren af billedet af to fnisende præster i ornat, som var i færd med at puste kondomer op.
Præsterne skal nemlig på festival, og kondomerne agter de i embeds medfør at uddele på Nibe Festival. Som ungdomspræsten fra Aalborg Stift forklarer avisen: ”Vi ved, at de unge drikker og har sex.” Distributionen af kondomer til den opstemte ungdom skal finde sted i præstekjole, for ”vi mener, det er et ægte næstekærligt budskab”.
Til gengæld forsikrer de to præster fra det nordjyske stift om, at de ikke spilder tiden med at forkynde Guds ord mellem teltene eller sende taknemmelige bønner op, når solen skinner. Nej, folkekirkepræster tilpasser sig rigtignok tidens takt og tone, og de to festivalpræster får da også understreget, at kirken skal være ung med de unge.
Det minder om den aldrende spejderleder, der understreger, at han sandelig også en gang har været ung. Da det ikke rigtig gør indtryk på ulveungerne, udbryder han fortvivlet: ”Yngre end de fleste!”.
MEN KONDOMDISTRIBUTION i ornat minder også om en anden episode. For en snes år siden demonstrerede sognepræst Orla Villekjær i ornat mod abort. Det fik han en påtale af Kirkeministeriet for. Hvad mon der sker med de to gejstlige, der inspirerer til festivalsex? Jo, de får sikkert en pris for folkekirkelig innovation!
Men måske en og anden tænker ved sig selv, at tvivlsomme budskaber ikke bliver mindre tvivlsomme af at komme i kirkelig klædedragt. Somme tider tværtimod.
Og kirkens fornemmeste opgave er faktisk ikke at tilpasse sig tiden, men at være et korrektiv til den. Det var beskeden i den kronik, CBS-professor Bent Meier Sørensen skrev i Politiken, hvor han foreslog, at man tog ved lære af middelalderens klostre for at komme universitær slendrian til livs:
”Klostrene tillod ikke spild af tid, fordi tiden naturligvis tilhørte Gud, og fordi han når som helst kunne komme og kræve den tilbage, eftersom Jesu genkomst ved dommedag var en permanent mulighed. Man måtte derfor være parat. Det blev man ikke, mente klostrenes grundlæggere, ved at flanere rundt på gader og stræder og gøre, hvad man havde lyst til.”
Professorens forslag lyder fornuftigt, hvad enten man skal til festival på Nibe, dyrke idræt eller videreuddanne sig.