Troens organisationer skal tages alvorligt også under VM

Sydamerikanske kirkefolk og danske reklamemænd, som gav den store Jesus-statue, Cristo Redentor, fra Rio de Janeiro en fodboldtrøje over hovedet, har ikke samme værdisæt. Men i den globale landsby, hvor interessen for fodbold i disse dage er bindemidlet, krydses deres verdener, mens verden ser på

Jesus-statuen Cristo Redentor fra Rio de Janeiro.
Jesus-statuen Cristo Redentor fra Rio de Janeiro. .

VERDEN ER I DISSE VM-DAGE blevet til en global landsby. Fra Algeriet til Australien løber børn rundt og siger de samme navne på de største stjerner: Robben, Neymar, Müller.

Omtrent den halve verden har også bidt mærke i spilleren Surez fra Uruguay. I fire måneder er han nu udelukket fra al fodbold, efter at han forleden satte tænderne i en italiensk skulder under en afgørende kamp. Nu diskuteres straffens rimelighed.

Fodbold er ikke bare et spil. Det er også et symbolsprog, som kobler mennesker sammen og sætter samtaler i gang på tværs af kulturer og landegrænser.

Her er fælles regler. Her er planlægning. Her er økonomi og organisation. Her er fordele ved at have publikum i ryggen. Alligevel er det hele ofte tilfældigt, uforudsigeligt og risikobetonet.

Store nationer med stolte traditioner som Spanien, Italien og England kan ryge ud trods alskens forberedelser. Mindre lande kan som Costa Rica med gejst og sammenhold overraske, betage og imponere.

Men den enkelte nations bidrag bliver kun rigtig interessant, når de andre følger med. Det er som barnets tegning, der først bliver til kunst, når far eller mor ser den og siger: ”Nej, hvor er den flot”.

Med nutidens elektroniske medier har hele verden fået mulighed for at reagere, at kommentere, at føle sig inddraget i noget, der foregår på den anden side af kloden

Den dybt kommercielle fodboldverden lever af denne inddragelse. Hvad var tv-rettighederne værd, hvis ingen så på? Hvad var stjernerne uden fans? Hvad var kampene uden tilskuere? Hvad betød en scoring, hvis der ikke var nogen at dele betydningen med?

Et dansk firma har lavet en reklamefilm, der spiller netop på reaktionerne, inddragelsen, jubelen. Reklamen, der har til hensigt at få folk fra hele verden til satse penge på kampene ved VM hos et internationalt spilfirma, fortæller historien om en dreng, der er glad for fodbold, og som følger VM i Brasilien. I begejstring for et mål tager han sin trøje over hovedet. Sådan som de professionelle spillere også kan finde på at gøre det som udtryk for jubel.

Til sidst i reklamen ser man den store Jesus-statue, Cristo Redentor, fra Rio de Janeiro, som også har fået en trøje over hovedet. Budskabet er, at fodbold er så betagende, at selv Kristus som den største tilskuer må overgive sig til sportens barnlige jubel.

Efter kun ganske få dage på nettet måtte det danske reklamefirma dog fjerne filmen fra alle officielle fremvisningssteder. Ærkebiskoppen fra Rio de Janeiro havde, som omtalt her i avisen forleden, klaget og truet med krav om en erstatning, der var så stor, at ”det ville lægge firmaet ned”, som folkene bag selv udtrykte det.

Silas Jansson og Cliff Holm, der er artdirectors hos det danske firma, blev efter eget udsagn overraskede.

”Der vil altid være folk, der reagerer på en anden måde, end man håber og tror, men det har ikke været vores hensigt at skabe grobund for en konflikt,” udtalte de til den internationale gratisavis MetroXpress.

De tilføjede: ”Men vi er bestemt ikke åndssvage, og vi ved, at man skal træde varsomt, når man berører religion.”

Hvad de to reklamefolk ikke sagde var, at ærkebiskoppen formentlig har gjort dem en meget stor tjeneste. Ved at klage har han og kirken skabt præcis den konflikt, som har gjort det interessant for verdenspressen at skrive om de sårede religiøse følelser og om spilfirmaet, der jo har betalt for gildet.

Den danske reklame, der kobler fodbold og kristendom, er dermed også i endnu højere grad blevet en del af den samtale ved det virtuelle gadekær i den globale landsby, som VM bidrager til at skabe. Hobevis af mennesker spredt rundt omkring på kloden får dermed også på godt eller ondt et billede af kristendommen præsenteret.

Hvad kirken så heller ikke har lagt meget vægt på i den offentlige samtale er at få fortalt, at den har de kommercielle rettigheder og pligter til udnyttelsen af den berømte Kristus-figur.

Når statuen fra 1930'erne skal repareres, så er det ærkebispedømmet i Rio de Janeiro, som betaler millionudgifterne. Men når firmaer viser billeder eller vil lave modeller af statuen, ja, så er det også til ærkebispedømmet, der skal betales.

Får kirken ikke pengene, så må de betale udgifterne til vedligeholdelsen fra andre kasser, der ellers kunne bruges på socialt arbejde, forkyndelse eller kirkers drift.

I sagen om den danske reklame, der inddrager Kristus-statuen fra Rio, står vi slet ikke foran en ny og meget følelsesladet Muhammed-krise. Men vi står med et kulturmøde, som får næring af den globale mediebevågenhed.

Sydamerikanske kirkefolk og danske reklamemænd har ikke samme værdisæt, og de taler bogstavelig talt forskellige sprog. Men i den globale landsby, hvor interessen for fodbold i disse dage er bindemidlet, krydses deres verdener, mens verden ser på.

Og mens bolden triller videre, tv-kameraerne snurrer, tilskuerne jubler, og Luis Surez har lært sin lektie, ja, så har vi i det lille og kække Danmark nok engang lært, at troens folk og reaktionerne fra deres organisationer er noget, man skal tage alvorligt ude i den store verden. Også under et VM.