I ANLEDNING AF sognepræst Kathrine Lilleørs skifte til Sankt Pauls Kirke i København diskuterer Kristeligt Dagblads lederartikel den 25. juni, om ”kendte præster kan redde lukningstruede kirker i København og måske ligefrem hjælpe den kriseramte folkekirke” og konkluderer, at ”berømte præster ikke er nogen langtidsholdbar og generel løsning på folkekirkens problemer med faldende medlemskab og popularitet” underforstået: Vi må lede videre for at finde en sådan.
Problemet er bare, at der slet ikke findes nogen generel løsning, og det skyldes, at danskernes forhold til folkekirken er meget forskelligt, hvorfor der kræves en bred vifte af forskellige løsninger, hvoraf kendispræster formodentlig er en af dem.
Men forudsætningen for at skabe den rette bredde er, at folkekirken overhovedet er klar over, hvordan danskernes forhold til kirken er forskelligt. Og da vi på dette punkt ikke er nået ret langt, er der behov for sociologiske analyser af befolkningens forskellige præferencer: Hvad kan hvem godt lide ved kirken, og hvad kan hvem ikke fordrage ved den?
En eventuel indvending om, at vi danskere bliver stadig mere ens, er uden betydning, for selvom dette på mange måder er tilfældet, så er det afgørende, at vi bliver stadig mere kræsne med, hvad vi bruger vores sparsomme tid til, fordi vi får stadig flere valgmuligheder.
I den situation er det de fine nuancer, der tæller. Kirkens tilbud bliver derfor kun valgt, hvis de er relevante for den enkelte, det vil sige giver mening i forhold til den livssituation, den pågældende aktuelt befinder sig i.
Det er naturligvis fristende at se bort fra denne vanskelige opgave og gøre, som man så ofte gør i informationssamfundet, og som lederen da også gør, nemlig at henvise til, at ”folkekirkens kommunikation også skal styrkes i medierne, hvis det kristne evangelium skal stå distancen i det 21. århundrede.”
Henvisningen til en styrket brug af medierne forskyder dog blot problemet, for også brugen af medier er bestemt af ens livsform. Der er således ingen vej uden om, at folkekirken må udvikle sin sans for befolkningens forskellige livsformer og disses betydning for både dens tilgang til kirken og dens brug af medierne. Dette livsformsperspektiv handler blandt andet om at udvikle et fælles sprog, som gør os i stand til at tale om disse forskelligheder, og i den forbindelse vil jeg pege på den tyske Sinus-model, som er ved at etablere sig som en fælles reference for de evangeliske og katolske kirker i de tysksprogede lande.
Da denne kultursociologiske model har været under udvikling i mere end 30 år, giver den mulighed for at sætte de kirkesociologiske analyser ind i en bred samfundsmæssig sammenhæng og give kvalificerede skøn over, hvordan de livsformer vil udvikle sig i de kommende år, som kirken i særlig grad er forankret i, og på det punkt ser det ikke alt for lovende ud.
I det igangværende forskningsprojekt om ”en aktivitetsstatistik for folkekirken”, som afsluttes i efteråret 2014 (under det nyligt etablerede Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter), arbejder jeg på et delprojekt, der blandt andet præsenterer Sinus-modellen og forsøger at afklare, om det er muligt at udforme brugerundersøgelser, som kan vise, om folkekirken i sin daglige virksomhed (bortset fra de kirkelige overgangsritualer, som stadig har bred tilslutning) reelt er i kontakt med den mangfoldighed af livsformer, som er en forudsætning for, at folkekirken også fremadrettet kan leve op til sit begreb, som jo tilsiger, at den skal være kirke for hele folket.