FREDAG DEN 4. JULI kunne man her i avisen læse Erik Sigsgaard og John Halse som fortalere for en teori om, at børnehaven afskærer børn fra den virkelige verden, og at barndommen ghettoiseres i daginstitutioner landet over. Skræmmende læsning for moderne forældre, som vil deres børn det bedste, og som ikke har lyst til at snyde ungerne for et rigt liv med sociale relationer på kryds og tværs og masser af fri leg, der giver skrammede knæ og ruster dem til livet.
Vi har hørt disse synspunkter mange gange før, og jeg vil da give dem begge ret i, at børns liv i dag ikke er, som det var for 50 år siden og gudskelov for det.
For selvom der måske var mere fri leg på gader og stræder dengang, så er der mange andre ting, der er blevet bedre, sikrere og ikke mindst mere lige.
I dag er de fleste mødre kommet væk fra kødgryderne og ud på arbejdsmarkedet, og derfor er der ikke et reelt alternativ til de vuggestuer og børnehaver, som de fleste danske børn går i. Væk er den tid, hvor ejendommens unger mødtes nede i baggården uden opsyn, og hvor man kunne forvente et par på kassen fra de større børn, hvis man ikke fulgte hierarkiet.
Derfor giver det mere mening at diskutere indholdet i de daginstitutioner, som er en del af den moderne virkelighed, end det giver at romantisere fortiden og ønske os tilbage til de forhold, der var, før iPads, sikkerhedsseler, læreplaner og supermarkeder blev en del af børnenes hverdag.
Vi har set flere undersøgelser, der viser, at børn, der går i daginstitution, klarer sig bedre senere i livet end børn, der bliver passet i hjemmet. Og vi ved, at antallet af børn pr. voksen har betydning for kvaliteten af daginstitutionerne. I dag bliver der ikke presset et fyldigt undervisningsskema ned over hverdagen i daginstitutionerne, og det skal der heller ikke.
Vi har læreplanerne, som viser retningen, men derudover er der rig mulighed for pædagogerne til at lave aktiviteter med børnene, som de ikke ville kende til, hvis de hang i mors skørter hele dagen, og der er store frihedsgrader i daginstitutionerne til at gå på opdagelse i omverdenen og til at få skrammet knæene.
DAGINSTITUTIONERNE er ikke isolerede samfund uden kontakt til omverdenen tværtimod. Daginstitutionerne er samfundet i dag, for her mødes forældre og børn fra nabolaget, her knyttes stærke relationer, her lærer børn at omgås andre med respekt, og her bliver der sat fokus på det enkelte barn i gruppen.
At børn også har brug for masser af tid sammen med deres forældre, er åbenlyst, og det er der nok ikke mange, der vil modsige.
Men der er ingen grund til, at forældre skal pålægges dårlig samvittighed for at sende deres børn i børnehave, mens de tager på arbejde, for de tager ikke skade af at gå der tværtimod.
Jeg tilhører ikke den generation, der var med mor på ismejeriet, men jeg er dog gammel nok til at huske de kampe, vi havde i gården, hvor der blev slået på tæven og kastet med ketchupposer fra den nærmeste pølsevogn.
Jeg husker også tydeligt bilturene uden sele på bagsædet, røgen i kabinen fra min storrygende far og det hvide brød med tandsmør. Gode minder, men også eksempler på en svunden tid, hvor vi er kommet et langt stykke videre.
I stedet for at lade debatten kredse om barndommens svundne gade kunne vi med fordel diskutere de ønsker, vi har til vores børns dagligdag i daginstitutionen hvor mange voksne har de kontakt med i løbet af dagen, hvor meget uddannet personale er der, og hvor stort et fokus skal der være på læring, mulighed for selvbestemmelse eller planlagte aktiviteter?
Det er en værdifuld debat, som vi fra pædagogernes side meget gerne vil tage, og som vil gøre mere for børnene end en diskussion om en svunden tid.