Danskere uden dannelse og kendisser uden kompas

To ting skræmmer turister, der besøger Danmark: høje priser og uhøflige danskere, skriver Kristian Østergaard, præst og anmelder på Kristeligt Dagblad

Casper Christensen (th.), der er kendt fra tv-serien ”Klovn”, var en af en række kendisser, der for nylig mødtes på Kongens Nytorv, hvor deres opførsel ifølge et vidne fik britiske hooligans til at minde om vandkæmmede spejderdrenge. Foto: Scanpix

I DISSE UGER DRAGER mange danskere udenlands, men der kommer jo også en del udenlandske turister til Danmark. Der kommer dog ikke helt så mange, som vi kunne ønske os. To ting skræmmer nemlig turisterne: høje priser og uhøflige danskere. Det skriver Kristian Østergaard, præst og anmelder på Kristeligt Dagblad

I Deadline på DR 2 havde man derfor inviteret historikeren Henrik Jensen for at høre lidt om, hvordan det var kommet så vidt. Henrik Jensen lagde ud med at pointere, at når der er bestemte regler for opførsel, hænger det sammen med, at man ikke er det eneste menneske i verden. Og Henrik Jensen føjede til, at omgangsformer netop ikke er stive. De er tværtimod med til at muliggøre en uanstrengt adfærd.

Manglen på former har til gengæld gjort os usikre i blikket og stive i bevægelserne.

Ja, vi er faktisk mindre frie, end dengang Emma Gad stadig prægede tidsånden og satte dagsordenen. I dag skal man hver gang overveje, hvordan man skal opføre sig over for de mennesker, man møder på sin vej. Det har resulteret i en hårdnakket inderlighed, hvor man ikke bare handler af vane eller pr. refleks, for det ydre skal afspejle det indre.

Man skal mene noget med det, man siger og gør. Det er måske derfor, at håndtryk ikke sjældent bliver ledsaget af det ironisk distancerende: ”Pænt goddag”.

Det fik Johannes Møllehave til engang at udbryde i Berlingske: ”Jeg synes, at ”pænt goddag” er værre end slet ingen goddag. Det er som at få en spytklat i nakken.”

Forleden blev manglen på dannelse også udenrigskorrespondent Annegrethe Rasmussen for meget. Som hun beskrev på sin blog i Information, havde hun været på café, da hun blev introduceret for en slags platitudernes koreografi.

En række kendisser havde nemlig sat hinanden stævne på Kongens Nytorv og fik med deres optræden britiske hooligans til at minde om vandkæmmede spejderdrenge. En tilfældigt forbipasserende kvinde blev således klasket bagi, mens resten af selskabet brød sammen af grin og satte enhver selvbeherskelse overstyr.

Kendisser uden kompas kaldte Rasmussen selskabet, der bestod af blandt andet Casper Christensen (”Klovn”) og den forhenværende finansmand Klaus Riskær Pedersen. Snart stod de to dog og trippede med en anden version af episoden.

Klaus Riskær forklarede således til BT: ”Det kan hurtigt komme til at fremstå sådan, når der sidder 8-10 drenge i solen med et par store flasker rosévin, så kan det da godt være, at den ... hvad skal jeg sige ... stemning ligesom opstår.”

Jo tak. Vi forstår. Men måske skulle bemeldte herrer tænke sig om en anden gang, før de i offentligheden besynger det vulgære, lovpriser det bøvede og ophøjer det afstumpede. ”Hvad skjuler du, når du viser alt?”. Sådan spurgte allerede filosoffen Nietzsche. Og Rasmussen spurgte på sin blog: ”Hvor uudholdelig kan man blive, før man ender med at se sig selv i spejlet en dag og få øje på en overflade, der ikke dækker over andet end en personlighed, man heller ikke selv kan holde ud. Eller holde af?”.

Hvorfor er de gode manerer gået fløjten og kendissernes kompas forsvundet? Måske gav børnepsykolog Margrethe Brun Hansen en del af svaret i Kristeligt Dagblad, da hun fortalte om konsekvenserne af ungdomsoprøret: ”Nogle børn havde nok svært ved at se deres forældre og pædagoger som autoriteter, når de rendte rundt og drak sig fulde (“) Det var, som om de voksne mistede fodfæstet i frigørelsens navn. De blev selv som børn.”

Er det antiautoritære oprør da endt i en karikatur og i en falsk frigjorthed? ”Genopbyggelsen er større end selve skabelsen” hed Martin Halls debutroman, og måske er det denne erfaring, vi er i færd med at gøre.

Når templet er styrtet i grus, kalder tomten med ruinerne på en ny begyndelse. Man kan ikke nøjes med at male ruinerne til støv. Der skal sætte noget andet i stedet.

Men som Henrik Jensen påpegede, er det ikke sket. En vis åndelig inerti præger derfor det felt, som i gamle dage gik under betegnelsen takt og tone. Resultatet ser vi i skikkelse af upolerede danskere og kendisser med et egocentrisk forhold til omgivelserne.