Prøv avisen
Debat

Skal bibelske lande være uden kristne i fremtiden?

"For de vestlige magter har beskyttelsen af de kristne mindretal også sikkerhedspolitiske implikationer, da disse grupper kan danne en modvægt til radikale militser som Isil," skriver Kim Hartzner. Foto: Christian Ringbæk/Scanpix

Der er en reel risiko for, at kristendommen forsvinder fra de historiske lande og områder, der var religionens vugge

DA DET ARABISKE FORÅR startede i december 2010, håbede mange, at det ville medføre en bølge af fred og demokrati i Mellemøsten. I stedet har omvæltningerne ført til en lavine af social uro, samt religiøst og etnisk motiveret vold, hvor især de kristne mindretal har været udsat for forfølgelser og overgreb.

I Egypten har der været drab, bombeattentater og ildspåsættelse rettet mod koptiske kirker. I Irak er antallet af kristne ifølge visse kilder faldet fra halvanden million i 1987 til under halvdelen, fordi mange er flygtet på grund af forfølgelser. Og i Syrien er halvdelen af landets kristne flygtet fra deres hjem, og utallige er blevet dræbt under den blodige borgerkrig, der ikke længere blot er et internt syrisk anliggende, men dækker over et utal af internationale religiøse, geopolitiske og økonomiske interesser.

Paul Haidostian, der er ph.d. i teologi og præsident for det engelsksprogede Haigazian Universitet i Beirut, betragter radikaliseringen af islam og den stigende forfølgelse af de kristne mindretal som en direkte udløber af det arabiske forår. Han mener, at konsekvensen af de seneste års forfølgelser kan blive, at de kristne for altid fordrives fra de områder, hvor de har boet igennem århundreder.

Universitetslederen påpeger, at der er en reel risiko for, at kristendommen forsvinder fra de historiske lande og områder, der var religionens vugge, og hvor evangeliet blev forkyndt i løbet af de første århundreder efter Kristus, hvilket kan få langsigtede konsekvenser for hele regionen.

EN AF ÅRSAGERNE til fordrivelsen af de kristne er, at de radikale islamistiske grupper har stærke antivestlige holdninger og betragter de kristne som pro-vestlige. I disse gruppers optik vil en pro-vestlig holdning uanset om den er indbildt eller reel også ofte opfattes som synonymt med at have pro-israelske sympatier.

Desuden lader mange vestlige politikere til at være berøringsangst, og de undlader at rette fokus mod de åbenlyse religiøse forfølgelser af kristne mindretal. Årsagerne kan være mange, men en mulig forklaring kunne være, at kristendommen i visse kredse anskues som en vestlig religion, der historisk set har spillet en rolle i de europæiske magters kolonisering af andre folkeslag, og man vil nødig forbindes med fortidens imperialistiske tendenser.

Samtidig er flere politikere i Europa tilsyneladende også nervøse for at støde muslimske grupper i Vesten, hvilket kan forklare, hvorfor forfølgelsen af kristne i Mellemøsten ikke figurerer særlig højt på den politiske dagsorden.

Imidlertid har kristendommen eksisteret i Mellemøsten lang tid før islam, og eksempelvis er armenierne som bebor både Syrien og Irak et af verdens ældste kristne folk. På den baggrund er spørgsmålet om de kristnes rettigheder først og sidst et spørgsmål om menneskerettigheder. Netop derfor pointerer Haidostian også, at det er illusorisk at forestille sig, at man kan opnå varig fred i Mellemøsten, medmindre man respekterer alle de religiøse og etniske gruppers menneskerettigheder.

De religiøse og etniske udrensninger i Syrien har også haft vidtrækkende konsekvenser for de mere fredelige nabolande, som dagligt modtager massive flygtningestrømme.

KRISEN I SYRIEN har affødt en af de største flygtningekatastrofer siden Anden Verdenskrig, og det har sat de omkringliggende nationer under voldsomt pres. Der er stor fare for, at konflikten i Syrien vil sprede sig til resten af regionen, hvilket Isils invasion i Irak viser. Flere konflikter og øgede flygtningestrømme kan også hurtigt forværre den humanitære katastrofe i Libanon og andre lande i området.

Netop på denne baggrund er det vigtigt at støtte kristne og andre mindretal i Mellemøsten for at undgå yderligere etniske og religiøse udrensninger. Flere syriske og libanesiske kristne fremhæver også behovet for, at de kristne i regionen styrker deres netværk og står sammen i kirker, skoler, klinikker og hjælpeorganisationer for at kunne overleve.

For de vestlige magter har beskyttelsen af de kristne mindretal også sikkerhedspolitiske implikationer, da disse grupper kan danne en modvægt til radikale militser som Isil.

Men først og fremmest har det internationale samfund en humanitær og moralsk forpligtelse til at hjælpe mennesker i nød og forsvare menneskerettighederne. Det er derfor tvingende nødvendigt, at den internationale hjælp til flygtningene og de religiøse mindretal i området intensiveres markant.