Prøv avisen

Panteismen - den evige fristelse

Panteismen er i sine grundlæggende antagelser og i alle sine mange forklædninger og fremtrædelsesformer, i Asien som på Bornholm, i absolut modstrid med den kristne tro og den kristne verdensforståelse; og der er grund til at advare mod at lade sig besnære af alle forsøg på at fremstille og sælge panteisme som den højeste og mest avancerede åndelighed.

Lige meget hvilke fine og ”spirituelle” forklædninger, det panteistiske verdensbillede optræder i, bevarer det sin særlige smag. Smagen er til en begyndelse sød og indtagende, bitterheden viser sig først senere

PANTEISMEN MELDER SIG atter og atter, og den melder sig i mange forklædninger. Men i bund og grund er den altid den samme, og den har i sin inderste kerne det sigte at bringe menneskeheden tilbage i magiens og naturreligionens angstfyldte mørke. Som digteren så malende siger: ”Man sætte 'ølse' for, man sætte 'ølse' bag, pølsen bevarer dog sin smag.”

Således også det panteistiske verdensbillede. Lige meget hvilke fine og ”spirituelle” forklædninger, det optræder i, bevarer det sin særlige smag. Smagen er til en begyndelse sød og indtagende, bitterheden viser sig først senere.

Den frister mange, ja, den frister dybest set alle; for panteismen er den menneskelige bevidstheds dybe, naturlige tilbøjelighed. En tilbøjelighed, vi ikke kan hæve os over ved egen kraft, men alene ved dagligt at lade os gendanne i Kristi billede.

Kristendommen er personlig. Gud er ingen ”energi” eller ”luftart”, men en person, eller rettere tre personer. Panteismen derimod er baseret på upersonlige abstraktioner, på størrelser uden specifikt indhold, typisk ”bevidsthed” og ”spiritualitet”.

I Kristeligt Dagblad den 8. juli kan man studere endnu et eksempel på panteismens mærkelige greb om sindene. En meditations-terapeut (tror jeg, det kaldes), Bodil Egeberg, søger at fremstille sit tilbagefald til den mest primitive naturreligion, som var det den højeste og mest forfinede oplysning af det menneskelige sind. Egeberg beretter, at ”jeg var selv kirkelig i min tidlige ungdom, fordi det var vigtigt for mig, at der var kontakt til noget, der var højere end mig selv.”

EGEBERG OG MANGE MED hende, som mener at have frigjort sig fra kirkens snærende bånd, mener vist nok, at de er ”kommet videre”. At de har erstattet den kristne tros enkelhed og naivitet med en meget mere subtil og forfinet åndelighed.

I virkeligheden er det lige omvendt! Den kristne Gud har skabt alting på forskellige måder, til forskellige formål og med forskellige opgaver med mennesket som skabningens krone, men panteismen synker atter og atter tilbage i naturreligionens primitive verdensbillede, hvor alting er guddommeligt, hvor alting dybest set er det samme, hvor der med andre ord er identitet mellem Gud og universet.

Egeberg forestiller sig for eksempel ”lokationer på Bornholm, der har en særlig kraft”, steder med et ”særligt indtag fra universet”.

På disse ”kraftfyldte” steder skal Bodil Egeberg lede en gruppe mennesker med den ikke lille opgave ”at finde ind til det guddommelige i dem selv”. Det er logisk, for når alt, hvad der er til, er identisk med Gud, så gælder det også os mennesker. Ikke blot naturen, men også vi mennesker er guddommelige! Vi skal blot ”finde ind til det”, og vupti, så bliver vi selv Gud.

Sikken frihed, vi så får. Nu er det os, der bestemmer! Nu er det ikke Gud, som definerer os, men lige omvendt. Nu har vi endelig skaffet os kontrol over det mystiske ”noget” fra Bodil Egebergs ungdom, vi har fået styr på ”kraften”, og vi bestemmer helt selv, hvad den skal hedde: ”Den kraft kan være Gud eller Buddha eller universet, og jeg kalder den åndelige kraft Gud, andre kalder det kosmos.”

Bodil Egeberg folder ikke sin teologi helt ud. Det er ærgerligt, for det kunne antagelig være en advarsel for mange. For sagen er jo, at hvis Gud er identisk med universet og alt, hvad der er deri, ja, så er Gud lige så meget til stede i alt dét, vi kalder ondt, som i dét, vi kalder godt.

Panteismen ophæver med andre ord forskellen mellem godt og ondt, mellem sandhed og løgn, mellem Gud og Djævelen, og erstatter den med en forestilling om, at blot vi er ”spirituelle” nok, og blot vi mediterer længe nok, helst på de særlige ”kraftsteder”, så vil alle de nævnte modsætninger fortone sig som rent menneskelige illusioner.

For at konkludere: Panteismen er i sine grundlæggende antagelser og i alle sine mange forklædninger og fremtrædelsesformer, i Asien som på Bornholm, i absolut modstrid med den kristne tro og den kristne verdensforståelse; og der er grund til at advare mod at lade sig besnære af alle forsøg på at fremstille og sælge panteisme som den højeste og mest avancerede åndelighed.

Som evangelisten Johannes klart siger det: ”Tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud.”