Prøv avisen

Det gør ondt at være vidne til tvangsadoption

Etikken må efter min opfattelse altid være, at den svageste skal beskyttes mest. Et barn må aldrig blive ”et hjælpemiddel” for en far og en mor, som har dybtgående personlighedsmæssige vanskeligheder, skriver Jørgen Breindahl. Modelfoto: Siris

Har man prøvet at medvirke til at tvangsfjerne helt små børn, hvor politiet skulle hjælpe med til at fjerne barnet ud af armene på mor, så oplever man massivt, hvor stærke kræfter der er i spil

Kristeligt Dagblad har i tre artikler den 5., 7. og 8. juli og en leder den 11. juli belyst et meget ømfindtligt emne: Tvangsadoption, altså adoption på trods af manglende samtykke fra forældrene. Og tak for disse artikler. Det er væsentligt ud fra foreliggende erfaringer at gøre sig overvejelser om lovgivningen omsat til praksis.

Så vidt jeg kan se, er den aktuelle sag kørt lige efter lovens intentioner. Det virker på mig ikke rimeligt, at nogle insinuerer, at Rødovre Kommune skulle have økonomiske motiver i form af sparede anbringelsesudgifter til at rejse denne sag om tvangsadoption.

Det fremgår af loven, som blev vedtaget i 2009, at hovedformålet er at sikre anbragte børns mulighed for kontinuitet og stabilitet under deres opvækst i de tilfælde, hvor det vurderes, at forældrene aldrig vil kunne tage sig af dem og give dem en stabil familierelation. Ændringerne i adoptionsloven var en del af Barnets Reform, hvor også en række ændringer i serviceloven skulle styrke barnets behov for kontinuitet i opvæksten.

Men hvor langt skal vi gå? Når man har prøvet at medvirke til at tvangsfjerne helt små børn, hvor politiet skulle hjælpe med til at fjerne barnet ud af armene på mor, så oplever man massivt, hvor stærke kræfter der er i spil. Og hvor dybt tragisk hele scenen er.

Frasen om, at forældrene er onde, er sjældent sandheden. Disse forældre er derimod ofte præget af afmagt forårsaget af betydelige personlighedsforstyrrelser, sværere karakterafvigelser og for nogles vedkommende sværere misbrug.

Mange forældre er præget af egne kummerlige opvækstvilkår, hvor de omsorgsmæssigt har været svært forsømte. Og det er for forældre svært, ja nærmest umuligt, at give omsorg, man aldrig selv har fået, videre til egne børn. Dertil kommer forældre med sværere psykiatriske problemer og sværere mentalt retarderede forældre.

Der er næppe tvivl om, at et adopteret barn har bedre og stærkere juridiske rammer omkring sig end et anbragt barn som livsgrundlag videre frem også i voksentilværelsen.

Hvad er da barnets tarv? Og hvilke etiske overvejelser skal der gøres? Etikken må efter min opfattelse altid være, at den svageste skal beskyttes mest. Et barn må aldrig blive ”et hjælpemiddel” for en far og en mor, som har dybtgående personlighedsmæssige vanskeligheder.

I et broget komplekst dilemma må det altid være barnet, der skal have førsteprioriteten i forhold til trivsels- og udviklingsmuligheder. Dette valg til barnets bedste kan gøre smerteligt ondt på en mor og en far og på bedsteforældre som vælges fra.

Det er en af de tunge og smertefulde nuancer i ”lidelsens problem”. Netværksanbringelser blev på et tidspunkt en mulighed, som også bruges. Men også der kan der være svære overvejelser i forhold til gråzonen mellem muligheder og afmagt.

Et tema, som ikke har været fremme i omtalen af den aktuelle sag, er moderens og morforældrenes mulighed for samvær med det barn, som muligvis bliver tvangsbortadopteret. Dette blev gjort muligt ved en tilføjelse til forældreansvarsloven (paragraf 20 a). Og ifølge forarbejderne og vejledningen er det netop med henblik på at bevare kontakt med slægten i det omfang, hvor der hidtil har været kontakt.

Dette for at det tvangsadopterede barn kan få mulighed for fortsat at kende sin biologiske slægt. Jeg tænker, at denne mulighed i nogle tilfælde kan være en navlesnor til den nye virkelighed i forlængelse af en tvangsadoption. Så følelser og identitet ikke nødvendigvis bliver hjemløse begreber i en smertefyldt og sårbar proces.