Prøv avisen

Arbejdsløshed. Europa på Herrens mark

Den engelske økonom John Maynard Keynes, som var en slags konsulent for hele den vestlige verden under den store depression i 1930'erne, argumenterede for, at den voldsomme arbejdsløshed kunne bekæmpes ved nedsættelse af skatterne og iværksættelse af offentlige investeringer, som ville føre til øget efterspørgsel efter arbejdskraft.

Det var det råd, han blandt andet gav den nyvalgte amerikanske præsident Roosevelt i 1933: Gør noget ved arbejdsløsheden, så skal statsbudgettet (underskuddet) nok klare sig selv. Underforstået, at så vil den resulterende vækst i økonomien føre til øgede skatteindtægter.

Det er i kort form også det, mange økonomer råder til i dag med henvisning til de tragiske sociale konsekvenser af den voldsomme arbejdsløshed i Sydeuropa. Problemet er bare, som for eksempel den amerikanske økonom og nobelpristager James Buchanen, der døde sidste år, har påpeget, at politikere af opportunistiske grunde har misbrugt Keynes til at overstimulere økonomien i nedgangstider og omvendt trykke for lidt på bremsen i opgangstider.

Resultatet bliver uundgåeligt, at statsgælden vokser ud over alle grænser. Derfor udviklede Buchanan i den sidste del af sin karriere en ”forfatningsøkonomi”, hvorefter der i landenes forfatninger skal sættes stramme grænser for de offentlige budgetunderskud.

Det er for så vidt det, EU's regler (konvergenskriterier) indebærer: Underskuddet må i det enkelte år højst udgøre tre procent af et lands nationalindkomst (BNP) og den samlede offentlige gæld højst 60 procent af BNP. Samtidig forbyder EU-traktaterne, at unionen påtager sig ansvar for enkeltstaters forpligtelser (statsgæld). Det kaldes ”no bail-out-klausulen”.

Problemet er bare, at spillereglerne ikke overholdes. Grækenlands gæld er 175 procent af BNP og Italiens 135. Frankrig har de sidste 30 år haft underskud på statsbudgettet hvert evige eneste år. Og tyske og franske banker har i forventning om statslige redningsaktioner gennem årene opbygget store beholdninger af sydeuropæiske statsobligationer.

Den opgave er nu overtaget af Den Europæiske Centralbank (ECB), som i 2012 udstedte et løfte om at ”gøre, hvad der skal til” for at redde euroen og siden gennem støtteopkøb har holdt renten på sydeuropæiske statsobligationer nede og derved lettet virkningerne af den sanering af de pågældende landes statsfinanser, som først og fremmest tyskerne har krævet gennemført.

Sydeuropæerne (læs: Italien og Frankrig) vrider og vender sig for ikke at leve op til de budgetsaneringer, de er blevet pålagt, og har hidtil ikke vist nogen vilje til at gennemføre nødvendige reformer. I stedet beder de om udsættelse med at overholde deres tidsfrister og hakker på tyskerne, som igennem en del år har holdt stram disciplin og føler sig som atleter, der anklages for at vinde maratonløb, fordi de træner mere end de andre.

Tyskerne er i øvrigt blevet hårdt angrebet for nylig, da den engelske økonom Philippe Legrain, der efter i tre år at have været økonomisk rådgiver for kommissionsformand Manuel Barroso, advarer imod de tyske sparekrav, som ikke giver regeringerne noget selvstændigt råderum til at reagere på konjunkturerne. Det sker i en bog med titlen ”European Spring: Why our Economies and Politics are in a Mess (uføre) and How to Put Them Right”.

Han advarer også i et interview i Weekendavisen den 27. juni mod at se bort fra de klare signaler, der blev sendt fra befolkningerne ved valget til Europa-Parlamentet. Her siger han: ”Det er i mine øjne ikke politisk holdbart, at regeringer stemmes ud ved det ene valg efter det andet, hvorefter (økonomikommissær) Olli Rehn dukker op på tv og udtaler: 'I må fortsætte med den samme politik som den forrige regering.'.”

Tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer gav faktisk allerede i et indlæg i Politiken den 15. juni 2012 udtryk for samme holdning som Philippe Legrain: ”Hvis man erkender, at en politik er slået fejl, vil det være sund fornuft at ændre den. Den nuværende krise kan ikke reddes ved enorme obligationskøb. Man må tænke i udmeldinger (udtræden af euroen), eventuelt med støtte og tilbagevenden. Eller en splittelse af euroområdet i to dele.”

Han har i øvrigt i anden sammenhæng forklaret tyskernes fastholden ved euroen med, at det for dem er en æressag. De accepterede euroen som en væsentlig del af betalingen for de andre landes accept af Tysklands genforening.

Denne æresgæld er så tung at tænke på, at tyskerne søger tilflugt i en anekdote for at holde det hele ud. Den handler om Angela Merkel, som søger audiens hos Vorherre og spørger: ”Mein lieber Gott, hvornår får vi dog styr på arbejdsløsheden i Europa?”. Svaret lyder: ”Meine liebe Angela, det bliver ikke i din tid.” ”Jamen, lieber Gott, hvornår får vi dog så orden på Europa?”. Vorherre, der kender politikeres natur endnu bedre end James Buchanan, ryster på sit milde hoved og svarer: ”Ach, mein Engelein, det bliver nok ikke i min tid.”