IsraelGaza konflikten er ikke for børn. Og dog var det børn eller teenagere, der satte den seneste udvikling i konflikten i gang. Tre israelske teenagere blev kidnappet og dræbt. En palæstinensisk teenager blev dræbt “ og så rullede historien. Men hvilken historie? Og hvem har ret? Hvem er skurk og hvem er helt?
I en konflikt som denne, som vi ”kun” kan følge i medierne, er det svært for os at vide præcist, hvad der sker. For refererer medierne uafhængigt? Har journalisterne og medierne selv nogle holdninger, som de skal have luftet i denne forbindelse?
Den 11. juli kunne man læse et manifest i Politiken med overskriften ”Fordøm Israels angreb på civile i Gaza”. Dette manifest er underskrevet af 27 kendte danskere. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget de og vi alle ved om de faktiske begivenheder i Israel og i Gaza. Om hvad der faktisk er sket og sker. Er ophavsmanden til og underskriverne af manifestet uafhængige? På listen ses flere, som ofte udtaler sig med had imod Israel og for palæstinenserne.
I Kristeligt Dagblad den 14. juli udtaler tidligere overrabbiner Bent Melchior, at ”selve erklæringen er malplaceret og dårligt timet. Selvom den også kritiserer Hamas, lægger den helt klart skylden på Israel. Det beskrives, som om Israel kun bomber. De nævner ikke noget om, at Israel for eksempel har behandlet nogle af de sårede børn på israelske hospitaler”.
Og Bent Melchior fortsætter: ”Det er meget godt at udtale sig i Danmark. Men hvad ville Roskildes biskop gøre, hvis det regnede med raketter over Sjælland? En del af humlen i konflikten er, at Hamas ikke accepterer Israels eksistens. Israel er ikke uden skyld. Men parterne kan ikke komme til at snakke sammen, hvis den ene part vil have den anden likvideret. Det forbigås i debatindlægget.”
På YouTube er der flere video-film fra Sderot i Israel, hvor man hører raket-alarm og ser både voksne og børn styrte af sted, fordi de kun har 15 sekunder til at komme i skjul for Hamas' raketter. Dette sker adskillige gange i døgnet. Hvad ville vi gøre, hvis det skete i vores eget lokale område?
Ligeledes er der en dokumentar, som viser, hvorledes Israel angriber et Hamas-våbenlager, som viser sig at være fyldt med civile, både børn og voksne. Man kan næsten ikke undgå at tænke, om det var planlagt sådan, for at Israel skulle hænges ud for angreb på civile. Jeg spørger bare!
Og hvad ville vi gøre, hvis vi vidste, at vore nabolande ønskede vores land slettet fra landkortet? Hvor kan der dog stilles mange spørgsmål, som er svære at besvare. Og derfor er jeg faktisk enig med Bent Melchior, når han i ovennævnte artikel udtaler, at manifestet i Politiken er ”en gratis omgang”.
I Danmark kan vi udtale os om hvad som helst. Det er ”gratis”. Men udtalelser kan sommetider ødelægge mere end de gavner. Hvor ville jeg ønske især i forbindelse med en sådan konflikt at mediefolk, journalister og underskrivere virkelig var uafhængige. Og tænkte på, hvad der kunne gavne freden imellem to parter.
Et manifest som det nævnte skaber kun yderligere had. Det skaber eller fremmer på ingen måde fred. Og fred er præcis, hvad børn og voksne har brug for både i Israel og i Gaza.