Forbøn. På besøg i folkekirkens maskinrum

I august 2007 stod jeg i våbenhuset i Maribo Domkirke og sagde farvel til menigheden. Her var der en ældre kvinde, som holdt mig fast i hånden og sagde, at de var en lille gruppe, som samledes til forbøn en gang om ugen. Hvis jeg havde brug for dem, måtte jeg endelig sige til.

Et par dage efter fik jeg et brev, hvor hun blandt andet skrev: ”Tak for gudstjenesten i søndags i Maribo. Det var mig, der nævnte, at vi er seks-syv piger alle over 70 der hver tirsdag mellem 14 og 15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja, hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt på grund af deres tro på Jesus “ Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. n næsten blind, én har Parkinsons sygdom, vi er to, der har sklerose. n kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar. Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård ...”

Jeg har i de mellemliggende år gjort brug af gruppen flere gange, når der var forhold, som godt kunne have brug for ekstra forbøn. Men jeg havde aldrig selv besøgt gruppen, så den første tirsdag i juli meldte jeg min ankomst og blev modtaget med åbne arme. Der var fire kvinder i stuen, én var fraværende på grund af sygdom. De fortalte, at de lægger stor vægt på den økumeniske sammensætning. Så der er både katolikker og folkekirkemedlemmer i gruppen.

På bordet var tændt to lys, der lå en bibel og salmebøger, og midt på bordet stod en skål fyldt med mange små sedler. Det var forskellige bønner og bedeemner.

Vi indledte med at synge en salme, lyttede til en Davids salme og sagde trosbekendelsen højt sammen. Derpå tog man nogle af sedlerne fra krukken på bordet, og nu begyndte forbønnen. Det foregik ved, at man skiftedes til at læse en af de bønner eller bedeemner højt, som man havde fundet i krukken. Den første seddel, jeg trak, var en takkebøn for de digtere og komponister, som har givet os de mange nye salmer. I mit stille sind måtte jeg indrømme, at det var et område, som jeg vist aldrig har husket at takke Gud for.

I den næste lille times tid var der mange andre emner og bønner, som kom op af skålen og ud af hjerterne. Der blev bedt for det nære, for Lolland-Falsters Stift, for præsterne, menighederne, men også for en iransk præst, som sidder fængslet.

Det var mærkeligt, så naturligt det føltes at være en del af denne gruppe. Når man hører om en forbønsgruppe, vil mange måske krumme tæer. For er det ikke grænseoverskridende? Men der er ingen tvivl om, at der er en stor velsignelse ved en sådan gruppe. Det at være sammen med andre er både at få givet et fællesskab og at få givet bønner, som man ikke selv kunne finde på. Og man bliver hjulpet til at fastholde en disciplin i bønnen.

I 17 år har denne gruppe mødtes, trofast uge efter uge. Gruppen holder ikke sommerferie den fortsætter sin forbøn hver tirsdag i sommervarmen.

Efter dette besøg følte jeg, at jeg havde været på besøg i folkekirkens maskinrum. I denne lille stue gøres der virkelig et stille, trofast og upåagtet men uundværligt arbejde. Jeg har bare lyst til at sige: Tak for det!