I DANMARK HOLDER VI med de svage! Og da de palæstinensiske tabstal er langt højere end de israelske, er sagen afgjort for mange danskere. Palæstinenserne er ofrene, Israel er skurken og vi ved, hvem vi holder med! Derfor regner fordømmelserne igen ned over Israel.
Tabstallene i Gaza er virkelig dybt forfærdelige, og de kunne have været undgået. Allerede den 3. juli sendte Israel en appel til Hamas. Hvis Hamas stoppede raketangrebene, ville Israel stoppe luftangrebene. Men Hamas ville ikke stoppe raketterne.
Tirsdag den 15. juli godkendte Israels regering et våbenstilstandsforslag udarbejdet af Egypten. Hamas afviste det. Torsdag den 17. juli var der nye våbenhvileforhandlinger i Kairo. Igen sagde Hamas nej til en våben-hvile, der ville have sparet hundreder af palæstinensiske menneskeliv. Den egyptiske udenrigsminister erklærede frustreret, at så måtte Hamas bære skylden for de nye dødsofre.
Onsdag den 23. juli holdt Hamas-leder Khaled Meshaal en ophidset tale i Qatar, hvor han afviste en våbenhvile, som ikke omfatter ophævelse af den egyptisk-israelske blokade af Gaza. Han sagde, at Netanyahus ønske om en våbenhvile bare skyldes, at den israelske hær er løbet ind i store problemer i Gaza.
Hvorfor kom krigen? Fordi Hamas ikke ville stoppe ra-ketangrebene. Hvorfor har krigen varet alt for længe og kostet alt for mange menneskeliv? Fordi Hamas afviste forslagene om våbenhvile.
DE DANSKERE, der fordømmer Israel i disse dage, glemmer at stille sig selv et afgørende spørgsmål: Hvad skal Israel egentlig gøre, når raketterne regner ned over civile israelere? ”Ophæv blokaden af Gaza,” siger nogle. Tja. Men raketterne kom før blokaden, og raketterne stopper ikke med blokadens ophævelse.
I 2005 nedlagde Israel alle bosættelser og trak sig ud af Gaza. Men allerede den 24. september 2005, bare 12 dage senere, affyrede Hamas uden grund 26 raketter mod Israel. De vedblivende raketangreb førte til blokaden.
Blokaden skal hindre raketter fra Iran i at komme ind i Gaza. Nogle raketter kommer ind trods blokaden, og det lider beboerne i Tel Aviv og mange andre steder under. Men mange er blevet stoppet. Blokaden har reddet menneskeliv. At ophæve blokaden uden en afvæbning af Hamas er en dødsdom over civile israelere. At kræve det er enten tankeløshed eller en rystende ligegyldighed med israelske menneskeliv.
Spørgsmålet til Israels kritikere består: Hvad skal Israel egentlig gøre? ”Trække sig tilbage fra Vestbredden og lade palæstinenserne oprette en fri palæstinensisk stat i Gaza og Vestbredden,” svarer mange. Ok, og hvad så? Vil det skabe fred? Araberne havde Gaza og Vestbredden fra 1948 til 1967, og der var ingen fred. I 2005 trak Israel sig ud af Gaza. Svaret var ikke fred, men raketangreb.
LEDERNE FRA HAMAS, Islamisk Jihad og salafistgrupperne står i kø for at forklare, at de ikke opgiver kampen, før Israel er udslettet.
Kravet er et Palæstina fra ”havet til floden”. Dette krav er religiøst begrundet i islamisternes tolkning af islam. Allah har givet hele landet til muslimerne, og staten Israels eksistens er derfor et blasfemisk oprør mod Allahs vilje. Derfor vil krigen fortsætte og blot blive mere blodig, hvis Israel trækker sig ud af Vestbredden, uden at Hamas forandrer sig.
De, der nu fordømmer Israel på grund af tabstallene, har været mærkeligt tavse i de senere år. Da Hamas brugte det fattige Gazas ressourcer på raketter og tunneller, var de tavse. Da Hamas indsnævrede religions- og ytringsfriheden, var de tavse. Da Hamas affyrede raketter mod Israel, var de (stort set) tavse. Men nu har de fået mæle og fordømmer Israel.
Måske kunne de også få mæle til at forklare, hvad Israel egentlig skal gøre for at opnå fred med et Hamas, der åbent og officielt nægter at slutte fred og kæmper for Israels udslettelse.