Prøv avisen

Første Verdenskrigs rædsler viser, at vi mennesker aldrig bliver klogere

Her omringer tyske dragoner kroen og smedjen ved Ketting kirke på Als i Sønderjylland i 1914 - for hundrede år siden.

Første Verdenskrig var en uhyggelig tid. 30.000 sønderjyder blev indkaldt, 5.000 blev derude og mange hjemkomne var invalider både på krop og sjæl

Da Første Verdenskrig begyndte i år for 100 år siden, betød det, som det vil være en del af læserne af denne avis bekendt, at mange sønderjyder blev indkaldt.

De tysksindede tog det sikkert med en vis form for glæde, som man gjorde i Tyskland. Men for de dansksindede var situationen en helt anden - deres indkaldelser var tvang.

I min familie blev begge mine bedstefædre indkaldt. Farfar nåede ikke at komme ud i kamp - han døde i en træningslejr. Morfar var alle årene i Rusland. Han kom hjem helt ødelagt, men viste dog, at han havde fået jernkorset for kone og tre døtre.

”Det lort vil jeg ikke bære!”.

Og straks gik han ud og smed det i nærmeste branddam.

Men farfars ældste søn mærkede krigens rædsler på egen krop og sjæl. Han blev ramt i højre ankel og slæbt ind på lazarettet og opereret. Efter tre uger blev han sendt ud igen. Knægten var kun 17 år! Staklen blev truffet igen - denne gang i højre knæ af to granatstumper. Uden videre barmhjertighed blev han slæbt ind på nok et lazaret, hvor sygepasserne rev bukserne af ham. Lægen kikkede vel et sekund eller to på knæet og befalede så amputation.

Uden nogen form for bedøvelse skar man bare rundt oppe over knæet, trak kødet op og savede lårbensknoglen over. Bankede kødet på plads og syede så sammen. Såret heledes ikke, der udbrød koldbrand, og benet blev amputeret helt op til hoften.

En anden knægt fik ”alle tiders” 16-årsfødselsdagsgave. Han deltog i Jyllands-slaget 1916 og blev kommanderet ud på et af de åbne dæk for at smide de tomme granathylstre i Nordsøen. En granatsplint ramte hans høje ben og rev det ganske simpelt af! ”Hjertelig til lykke!”.

En husmand fortalte mig, at død og rædsler efterhånden var blevet en hverdagsbegivenhed, som man ikke tog sig så nøje af. Det kunne være rædselsfuldt, men den slags var efterhånden blevet en vane. Under tilbagetrækningen i 1918 skulle de forsvare sig liggende bag en kirkegårdsmur englændernes granater hvinede og brølede hen over dem (også det var en vanesag), hvad enten det var engelske eller franske granater.

Men husmanden fortalte, at det var ganske rædselsfuldt at overvære, når granaterne slog ned på kirkegården og rev de døde op fra deres sidste hvilesteder. Skeletter hvirvlede rundt og spredtes for alle vinde - det kunne endda gå an! Men at se nyligt begravede også blev revet op fra hvilestedet, det var ved at få dem til at blive ganske desperate og fortvivlede. Han fortalte, at det var han aldrig nogensinde kommet over. Og man kunne tydeligt se på ham, at det passede.

Engang spurgte jeg min søsters svigerfar, om han dog ikke godt ville fortælle mig om livet ved fronten i Frankrig. Han så meget alvorlig på mig og sagde så: ”Kurt, hvis du spørger om det én gang til, så vil jeg aldrig tale med dig mere!”. Og det var særdeles tydeligt, at han mente det.

Min hustrus farfar hørte til de heldige, kan man vist på en måde sige. Han var artillerist, og de, som betjente kanonerne, var typisk omkring 5 til 10 kilometer bag selve fronten. Under tilbagetrækningen slog de sig ned i en landsby for at overnatte og proviantere. Her blev to tyske soldater snigmyrdet.

Da de kom til næste landsby, blev omkring 40 til 50 af byens mest kendte og betydningsfulde mænd udkommanderet og tvunget til at sætte sig ned på byens torv. Her fik de og resten af byen ganske tydeligt at vide af kompagnichefen: ”Hvis der sker én eneste af mine soldater det mindste, så bliver alle I hver og én skudt!”. Og der var aldeles ingen tvivl om, at hans trussel ville være blevet udført, hvis det var sket.

Første Verdenskrig var en uhyggelig tid. 30.000 sønderjyder blev indkaldt, 5.000 blev derude og mange hjemkomne var invalider både på krop og sjæl. Vi mennesker bliver næppe nogensinde klogere!