I DENNE SOMMER har jeg læst Jan Lindhardts ”En biperson i mit liv Erindringer i utide” fra 2003.
Jan kom til København som teolog, fordi han ikke ville være i Aarhus, hvor hans far var professor. Vi mødte hinanden tidligt, og min kone fandt, at det ville være en idé at invitere ham sammen med min kusine, Inge Lise. Det er den eneste gang, jeg har medvirket i rollen som ”Kirsten giftekniv”. De blev gensidigt lykkelige og fik sammen fire døtre.
Jeg læser bogen, fordi jeg kan følge dem fra kapitel til kapitel. En forskel på os var, at jeg læste teologi for at blive præst, mens han troede, at han skulle være forsker.
Så længe jeg har været præst (fra 1963), har jeg sådan set været delt i to. Jeg har aldrig holdt foredrag, når jeg prædikede, til gengæld har jeg aldrig holdt et foredrag uden at forkynde. Det har været vigtigt at tale for meget forskellige menigheder.
Mest afgørende var det, at jeg blev fængselspræst i Vridsløse Statsfængsel. Jeg lærte på de fire år, at jeg lige så godt kunne blive hjemme, hvis jeg læste mit manuskript op. De indsatte var frakoblet, hvis jeg ikke talte frit og spontant.
Efter min tid som fængselspræst blev jeg seminarielærer på Dag- og Aftenseminariet i Skovlunde. Her oplevede jeg vanskeligheden ved at undervise i religion og kristendom. Mange protesterede mod religionstimerne. Det lå ligesom i tiden. Men det var ikke mig, som havde bestemt, at de skulle havde dette fag. Det var obligatorisk. Til gengæld viste det sig, at en stor del af dem, der var mest modvillige over for faget, siden valgte det som linjefag.
Jan fortæller, at det var hans faglige undervisning, der lærte ham siden at blive præst. Jeg tænker ofte på en anekdote:
Tavs Neiiendam var en halvdårlig skuespiller, men blev berømt for sine hørespil, mest for ”Mordets melodi”. Hans fætter hed Michael Neiiendam, og han var præst. Det fortælles, at den kongelige skuespiller Johannes Poulsen gik til alters med en kollega hos Michael. Michael dramatiserede, når han sagde: ”Dette er Jesu Kristi legeme, og dette er Jesu Kristi blod.” Johannes Poulsen hviskede: ”Han er bedre end Tavs!”.
Historien anfægter mig, for jeg har aldrig som præst haft trang til at være skuespiller. Når jeg nu som pensionist går i kirke helst hver søndag er det svært for mig at undgå at tænke: Hvad gør en prædikant, når han er stum? Skal han have en ”from” attitude eller bare være sig selv?
Jeg tror ikke, Jan Lindhardt har haft disse overvejelser. Jan Lindhardt har ret i, at man lærer, så længe man har elever. Det vil sige, at han har lært mest, når han selv underviste, men at den indsigt har været afgørende for ham som præst.
Mens jeg læser hans bog, tænker jeg på de mange gange, jeg har hørt hans far, som formodentlig har præget de fleste præster i Danmark. Hans teknik var, at han tiltalte menigheden med et De, når han overvejede teksten. For eksempel kunne han sige: ”Hvis De nogensinde har beæret dåben ved Deres tilstedeværelse“” Til gengæld brugte han du-formen som prædikant : ”Hvorfor ser du splinten i din næstes øje, men ikke bjælken i dit eget?”. (Lukas kapitel 6, vers 41-42.)
Jeg tror næppe, at Piet Hein nogensinde har skrevet om Det Nye Testamente, men ét sted gør han det:
Med splinten i næstens øje/Skal ingen brobygger regne./
Nej, broerne mellem os bygges/ Af bjælkerne i vore egne.
DET SMERTEFULDE ved at læse ”En biperson i mit liv” er, at Jan i dag har fået konstateret alzheimer og opholder sig på et plejehjem i Odense. Jeg kommer i tanker om, at vi engang diskuterede, om der i Blichers novelle ”Hosekræmmeren” står ”Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær” eller: ”Den største sorg i verden her er dog at skilles fra den, man har kær.”
Jeg holdt på det første, mens Jan var sikker på, at der stod skilles. Vi havde begge ret. For til at begynde med står der miste, men i slutningen retter Blicher det til skilles. I dag kan man læse det, som om det er en skilsmisse, men det var ikke Blichers erfaring.
Blichers mor var dybt sindslidende, og det vil sige, at han kendte alt til, at man kan være fraværende i det nærværende. Og det er den største sorg. Ikke kun for den pågældende, men også for de pårørerende. For nylig kunne man i en kronik i Politiken læse Jans datters beretning om sin fars sygdom.
Jeg spurgte Jan for nylig: ”Hvad er det værste ved din sygdom?”. Han svarede: ”Det værste er, at man hver dag bliver dummere, men så er det jo godt, at man har så meget at tage af.”
Jeg vender tilbage til Jans indledning til bogen: ”Selvtilliden fik jeg i arv. Jeg har altid været overbevist om, at hvordan det end gik, skulle jeg nok klare mig. Det var langtfra altid, at virkeligheden levede op til denne overbevisning.”