I DENNE OVERDÅDIGE sommer høres tusindvis af samtaler rundt i Vandkantsdanmark, hvor mennesker over grillpølser og rødvin bekræfter hinanden i, hvor vidunderligt der er i Udkantsdanmark. Om sommeren, vel at mærke.
Men om nogle uger har grillen atter fået plastikbetræk på og er blevet sat i venteposition til næste sommers fornøjelser. Og vi, der bor i udkanten hele året, får igen territoriet for os selv. Hvor vi kan gå rundt og bekræfte hinanden i, hvor dejligt der er i Udkantsdanmark. Også om vinteren.
Den politiske sommerferie vil også være forbi. Valgkampen går i gang, og den skandaløse skævvridning af vort land vil være en del af valgkampen med små pip snart her, snart der. Men det vil være stærkt begrænset. Området er jo så håbløst decentraliseret, at det ikke kan komme til at udgøre en politisk kraft, magthaverne behøver at tage alvorligt. Det er stort set hver kommune for sig selv, og derfor i sidste ende alles kamp mod alle.
Udkantens politiske impotens er en af to alvorlige mangelsygdomme. Naturligvis er der gode folketingsmedlemmer, som tager skævvridningen alvorligt. Og der er mere eller mindre dygtige borgmestre landet rundt, som ser problemet i øjnene. Men en ny politisk organisering er påkrævet, såfremt Udkantsdanmark skal blive taget alvorligt på tinge.
Den anden mangelsygdom viser sig i, at vi nok fortæller hinanden om ”det gode liv” ude i Vandkantsdanmark, men vi holder denne indsigt for os selv. Vi har slet ikke meldt os ind i kampen om den offentlige mening. Derfor er det ikke mærkeligt, at mediebilledet i en halvanden måneds tid bliver optagelser til ”Sommervejret” og klip i feel good-programmer med mennesker, der grillhygger. De øvrige 46 uger om året er vi tilbage ved billedet af os som triste ofre for udviklingen.
DET ER IKKE ET BILLEDE, der på nogen måde er dækkende for udkanten. Men det får lov til at stå tydeligst, fordi vi ikke selv har magtet at rejse det kor af stemmer, som kan dokumentere, at hverdagen i Udkantsdanmark er ganske anderledes inspirerende og fyldt med ildsjæle, der kæmper for deres lokalområde.
Det er nødvendigt at bekæmpe mangelsygdommene og skabe modbilleder af, hvordan livet i udkanten er. Det er nødvendigt overbevisende at beskrive, hvordan virkeligheden kunne være i et Danmark med en ganske anderledes bevidst udkantspolitik, end den vi ser i dag.
Kort og godt: Det er nødvendigt med et oprør fra udkanten! Ærø er et naturligt sted at starte oprøret. Professor Viggo Mortensen og jeg arrangerer derfor i Folkeuniversitetets regi en heldagskonference i Ærøskøbing Medborgerhus lørdag den 27. september under overskriften ”Oprør fra Udkanten”.
Indlæg fra konferencens oplægsholdere samt yderligere nogle vigtige aktører vil senere på vinteren indgå i en bog med samme titel som konferencen.
Medborgerhuset hedder også ”Mamrelund”. Og uden at drage håndfaste paralleller til 1. Mosebogs kapitel 18, så er det vort håb, at konference og bog vil klinge kraftigt med i det kor af stemmer, der nødvendigvis skal rejse sig for at vise udkanten som Mulighedernes Land. Og dermed sikre at hele Danmark også i fremtiden vil være befolket i stedet for at degenerere til at være nogle bycentre omgivet af masser af fri natur og ubeboede øer.