Kære kommuner. Børn af alkoholikere fortjener hjælp på erfarne behandlingssteder

LIGE FØR SOMMER-FERIEN traf Folketinget enstemmigt en beslutning, der i den grad var tiltrængt: sikring af en reel behandlingsgaranti til børn af forældre med alkoholmisbrug. Det var en afgørende beslutning for de flere end 120.000 danske børn, der vokser op i hjem med alt for mange tomme flasker, omsorgssvigt og voldsomme oplevelser, der i mange tilfælde fører til angst og depression senere i livet.

Flere hundrede børn står allerede i dag på venteliste til at modtage kommunal behandling, og presset vil forventeligt stige, når den nye behandlingsgaranti træder i kraft. Det er kun godt for jo flere udsatte børn, der får både støtte, terapi og anden behandling, de har behov for, jo bedre.

Men det resulterer i et stort ansvar hos kommunerne for, at den hurtige behandling faktisk leveres og samtidig er af høj kvalitet. Og her er det afgørende, at man politisk fastholder kravet om, at behandlingen bør foregå uden for kommunalt regi.

Kommunerne skal ikke opfinde den dybe tallerken og konstruere nye uprøvede behandlingsstilbud til børnene i kommunalt regi. Hvad de færreste ved, er nemlig, at en række private og selvejende behandlingssteder med omfattende erfaring på området allerede står klar til at hjælpe, så snart garantien træder i kraft. Eksempelvis Frederiksberg Centeret i København, Blå Kors, TUBA og Barnets Blå Hus. Organisationer, der i årevis har indsamlet erfaringer og udviklet kompetencer til behandling af børn fra alkoholhjem, og som derfor har en enorm faglig kapacitet, der med viden og indsigt kan hjælpe børnene videre i livet.

Men vil det ikke være dyrere for kommunerne at inddrage private og selvejende institutioner til at hjælpe børnene? Nej, faktisk ikke. Både de private og selvejende institutioner har konkurrencedygtige og i mange tilfælde lavere priser end de offentlige, så med inddragelsen af disse behandlingssteder sikrer kommunerne både børnene høj kvalitet i et prøvet behandlingstilbud og borgerne en god kommunal økonomi.

Men hvordan sikrer vi så, at alle børn af alkoholmisbrugere, hvad enten de søger hjælp i Aalborg eller Odense, får samme gode behandling? Her peger både Frederiksberg Centeret og Blå Kors på vigtigheden af, at garantien støttes op af nationale retningslinjer, så der sikres dokumenteret kvalitet i de tilbud, der gives til alle udsatte børn, hvor end de behandles.

Med behandlingsgarantien til børn fra alkoholhjem har vi nået en vigtig milepæl for hjælpen til udsatte børn i Danmark. Men hvis vi undlader at bruge de mange eksisterende behandlingstilbud med erfaring på området, risikerer vi, at kvaliteten ikke følger med garantien, og at børnene, trods de gode intentioner, alligevel tabes på gulvet.