EFTER KRIGEN I 1864 måtte Danmark aflevere nøglen til de danske stræder til den nye stormagt Tyskland. Danmark var ikke længere i stand til at opretholde et søherredømme i egne farvande. Det medførte, at Danmark klart lå i en strategisk skygge af Tyskland, der derfor frem til Første Verdenskrig fortsat var i besiddelse af nøglen til de danske stræder.

En landmilitær og en sømilitær strategi

Dette forhold gav sig udslag i to meget forskellige opfattelser af, hvorledes det danske forsvar skulle indrettes. De er blevet betegnet henholdsvis den landmilitære og den sømilitære strategiopfattelse.

Den landmilitære gik ud på, i tilfælde af en krig, hvor Danmark var Tysklands modstander, da at forskanse sig i København, indtil der kom hjælp udefra. Denne løsning forudsatte imidlertid en alliance med en venligtsindet stormagt, en alliance, som dog aldrig blev indgået.

Den sømilitære opfattelse gik ud på at opbygge et neutralitetsforsvar, der på ingen måder kompromitterede Tysklands nordflanke. Det danske forsvar skulle derfor primært opbygges til at afskrække Tysklands modstandere fra at krænke dansk territorialfarvand under en krig mod Tyskland.

Den 4. august erklærede England Tyskland krig.

Med hensyn til den tyske flåde var situationen den, at hovedflåden befandt sig i Nordsøen, hvorimod flådestyrken i Østersøen var meget begrænset. Der kunne i et vist omfang bringes skibe fra Nordsøen til Østersøen gennem den såkaldte Kejser Wilhelm-kanal, men situationen ville være kritisk, hvis englænderne meget hurtigt gennem de danske stræder sendte en flåde til Østersøen. For at dække sig ind over for denne risiko, måtte man spærre indsejlingen til den vestlige del af Østersøen, eller også måtte man have danskerne til at lukke deres stræder.

Allerede den 5. august om morgenen altså i dag for nøjagtig 100 år siden udlagde den tyske flåde 243 miner syd for Langeland og 12 miner ved den sydlige indsejling til Lillebælt. De militære hensyn vejede tungere end at vente på en politisk afklaring med hensyn til den danske holdning.

Regeringen, de politiske partiers ledere og værnscheferne blev derefter tilkaldt til møde samme morgen. Under dette indløb der fra den tyske gesandt forespørgslen, om Danmark agtede at spærre Storebælt effektivt med miner mod begge parter.

Flådechefen, viceadmiral O. Koefoed-Hansen, anbefalede kraftigt, i overensstemmelse med søværnets sømilitære strategiopfattelse, at det var nødvendigt at udlægge miner og spærre de danske stræder. Det stod klart i den foreliggende situation, at en spærring af de danske farvande var til fordel for Tyskland, men at dette netop ville sikre den danske selvstændighed.

Radikale Venstre-regeringen, støttet af Socialdemokratiet, lod sig overbevise af Koefoed-Hansens sømilitære opfattelse. Oppositionen derimod var ikke tilhængere af en minespærring, idet man mente, at den ikke var i overensstemmelse med folkeretten og de internationale aftaler.

Det blev afgørende for den endelige beslutning, at Christian X i det indkaldte statsråd gav tilslutning til aflåsningen af de danske stræder, samtidig med at man erklærede sig for neutral. Christian X sendte derpå et telegram til den engelske konge. Dette kongelige telegram har i eftertidens opfattelse af begivenhederne fået en særlig status som det initiativ, der på afgørende vis gjorde den danske beslutning mulig.

Sagen er dog, at den engelske regering gennem gesandten i København nøje havde fulgt udviklingen og i løbet af den 5. august indså, at det var nødvendigt for den danske regering at handle, som den gjorde.

Den 8. august meddelte det tyske udenrigsministerium, at man ikke havde flere krav til Danmark, og at Tyskland ”havde vist tillid til Danmark ved nu at have overgivet det nøglen til Østersøen”!

Mineudlægning holdt Danmark ude af Første Verdenskrig

Der er næppe tvivl om, at beslutningen om mineudlægningen var en væsentlig årsag til, at landet ikke blev inddraget i Første Verdenskrig.

Begivenhederne medførte, at Danmark fik lov til at beholde nøglen til egne farvande indtil den 9. april 1940, hvor tyskere kom og hentede den tilbage. Flyets fremkomst bevirkede på dette tidspunkt, at Danmark ikke denne gang blot kunne redde situationen ved at spærre gennemsejlingsfarvandene, selvom de strategiske forudsætninger for Danmark og problemerne var de samme som i 1914. Landets fortsatte selvstændighed afhang af, om tyskerne havde tillid til, at den danske neutralitet var i stand til at dække deres sårbare nordflanke. Det havde de i 1914, men ikke i 1940.

Derfor blev Danmark besat i 1940 og ikke i 1914!