Palæstinensernes tavshed brydes på de sociale medier

Mediedækningen af Gaza-konflikten bærer ofte præg af gentagelse og besværgelse. Men det er ved at ændre sig, i takt med at informationsstrømmen brydes af de sociale medier, skriver Ida Pape, ph.d. i Development Studies and Government

Det er velkendt, at der ved Israels skabelse blev fordrevet cirka 750.000 palæstinensere fra deres hjem. Siden Israels ulovlige besættelse i 1967, er der hen over årene foregået en radikal indskrænkning af palæstinensisk territorium. Det betyder i praksis, at folk bliver smidt ud af deres hjem og får frataget deres jord, som bliver overtaget af bosættere. Det er tyveri under alle de former for lovgivining, man kan konsultere, mener læser.
Det er velkendt, at der ved Israels skabelse blev fordrevet cirka 750.000 palæstinensere fra deres hjem. Siden Israels ulovlige besættelse i 1967, er der hen over årene foregået en radikal indskrænkning af palæstinensisk territorium. Det betyder i praksis, at folk bliver smidt ud af deres hjem og får frataget deres jord, som bliver overtaget af bosættere. Det er tyveri under alle de former for lovgivining, man kan konsultere, mener læser. Foto: Marco Longari

DET ER SVÆRT AT FORESTILLE SIG et emne, hvor der i den grad forekommer selvcensur som i Israel-Palæstina-konflikten.

Politikerne og en stor del af jounaliststanden synes at krympe sig ved udsigten til at stå sig dårligt med sin store allierede og magten. Sympatien for Israel, som USA understøtter økonomisk, er traditionelt stor. Så stor, at der er ting, man må sige og ikke sige. Man må for eksempel ikke ytre, at Gaza på en lang række punkter minder om den jødiske ghetto i Warszawa og Palæstina om apartheid i Sydafrika.

Der ligger med andre ord en så stor magtbrynde hen over emnet, at det åbenbart forhindrer os i at tænke. Derfor har dækningen af denne konflikternes moder i Mellemøsten ofte et præg af gentagelse og besværgelse. Men det er ved at ændre sig, i takt med at informationsstrømmen brydes af de sociale medier, og ofrene selv kan dokumentere drab og ødelæggelser. 

Man kan være næsten sikker på at blive beskyldt for at være antisemitisk, hvis man påpeger Israels lovbrud, og hvis man er jøde, er man selvhadende. Det er intimidering. Og det kan ikke være rigtigt. I den anledning vil jeg gerne ridse nogle fakta op, der som regel fortrænges fra debatten.

Det er velkendt, at der ved Israels skabelse blev fordrevet cirka 750.000 palæstinensere fra deres hjem. Siden Israels ulovlige besættelse i 1967, er der hen over årene foregået en radikal indskrænkning af palæstinensisk territorium. Det betyder i praksis, at folk bliver smidt ud af deres hjem og får frataget deres jord, som bliver overtaget af bosættere. Det er tyveri under alle de former for lovgivining, man kan konsultere.

GAZA, VESTBREDDEN og Jerusalem er omfattet af Genve-konventionen fra 1949. De palæstinensere, der bor der, er under konventionen ”beskyttede personer”. Deres sociale, økonomiske og menneskerettigheder er ukrænkelige under folkeretten. FN's Sikkerhedsråds resolution 1322, der i 2000 blev enstemmigt vedtaget og derfor er bindende international lov, siger følgende: ”Sikkerhedsrådet henstiller, at Israel omhyggeligt overholder sine lovmæssige forpligtelser under den fjerde Genvekonvention til at beskytte civile i krigstid.” Der er ingen tvivl om, at Israel gang på gang har brudt begge.

I skrivende stund er dødstallet i den nuværende krig cirka 1800, flertallet civile. Unicef siger 264 børn er blevet dræbt. På den israelske side er tallet 67, hvoraf tre er civile. I den seneste krigshandling i 2012 var tallene henholdsvis 87 og 6, og ved den forrige i 2008 var de 759 og 9. Gazas infrastruktur er ødelagt, heriblandt premierministerens kontor og private hjem, Indenrigsministeriet, børnehaver, skoler, hospitaler og elektricitetsværket. Altsammen civile mål. Det er ulovligt.

Dette rejser spørgsmålet om, hvornår noget kan kaldes selvforsvar. Israels af FN gentagne gange påtalte overdrevne brug af drab og ødelæggelse kaster et skarpt lys på styrkeforholdet imellem de to parter.

DER ER GRÆNSER FOR, hvad der kan kaldes gengældelse. Israel har i årevis blokeret Gaza og kontrollerer alt, hvad der kommer ind, madvarer tælles i kalorier, man har efter eget udsagn ”sat Gaza på slankekur”. Man bruger sult som våben. Også det er ulovligt.

Gaza, et af verdens tættest befolkede områder (10 gange 40 kilometer med 1,8 millioner indbyggere), er hermetisk lukket. Der er ingen steder at flygte hen. Dette gør Israels opfordringer til evakuering meningsløse og giver krigshandlingerne karakter af kollektiv afstraffelse, som FN-generalsekretær Ban Ki-moon har udtalt.

Klokkeklar international lovgivning nedtones i netop denne konflikt og ignoreres, når emnet debatteres, mens man bruger den som argument for at invadere lande under stor moraliseren. 

At bombe skoler, der er tilflugtssted for de civile, der på Israels bud har forladt deres hjem og søgt beskyttelse, er ikke bare et uheld. FN havde givet Israel koordinaterne 17 gange.

Det er ikke lovligt at dræbe civile under påskud af, at de bruges som menneskeskjold. Som tidligere FN-repræsentant i Bosnien, Paddy Ashdown påpeger, er det en krigsforbrydelse at tæppebombe tilbage i en sådan situation.

Hvad der opfattes som fakta ændrer sig. Det er ikke let at bortforklare billeder af døde børn, der sov i et FN-refugium eller døde børn på en tom strand ved højlys dag, om hvilke en række interna-tionale journalister, der var øjenvidner, kan berette, at de var helt synlige og i gang med at flygte, da de blev slået ihjel af et krigsskib, der beskød dem for anden gang. 

ISRAEL HAR IKKE nogen billeder af døde børn, fordi der ikke er nogen. Det er, fordi landet har et missilforsvar, der afværger Hamas' raketter. Det er svært at forestille sig nogen anden situation, hvor dette ville blive godtaget som argument for ekstrem vold og ødelæggelse i civile områder.

Medierne rapporterer, at sympatien er skiftet, og mediebilledet har ændret sig, efter at billeder af de dræbte mennesker og totalødelagte beboelseskvarterer kommer ud. Udvidelsen af, hvad det er muligt at tænke om Palæstina-konflikten, åbner for, at de retlige fakta om besættelsen, blokaden og bosættelserne kan blive taget med i vurderingen.