Prøv avisen
Debat

Som far er jeg dybt bekymret for mine børns skolegang

Samfundets respekt for lærergerningen som helhed og folkeskolen som institution i særdeleshed er uhyre lav, mener debattør. Foto: Steffen Ortmann

Disciplin, respekt og ikke mindst selvdisciplin er ord, som har fået en negativ klang i manges ører. Men hvorfor det? Disse tre ord burde være søjler, hvorpå folkeskolen hviler, skriver Martin Jonassen, medlem af Ballerup Byråd for Det Konservative Folkeparti

LIGE INDEN skolerne rundt om i landet slår dørene op til et nyt skoleår og begynder implementeringen af den nye folkeskolereform, så tillader jeg mig at komme med min egen betragtning over denne reform.

Jeg er forælder til to skolebørn - den ældste skal i gang med sit fjerde år, mens min yngste skal starte i skole og dermed bliver den første årgang med den nye reform. Det bliver da helt sikkert spændende, men jeg har nogle generelle betænkeligheder, der som far gør mig dybt bekymret for mine børns skolegang og folkeskolens fremtidige fundament.

For overordnet set synes jeg ikke, at reformen gør noget ved folkeskolens største udfordring, som er respekten, eller manglen på samme. Samfundets respekt for lærergerningen som helhed og folkeskolen som institution i særdeleshed er uhyre lav. Det smitter beklageligvis af på den måde, både elever, forældre, skoleledelser og politikere agerer på. 

Alt for få ser på lærerne som de retmæssige autoriteter, de er, og desværre gør mange lærere det heller ikke. Elever og forældre sætter i større og større grad spørgsmålstegn ved lærernes dispositioner i hverdagen og den stigende tendens til, at alt er til debat, er i mine øjne det, der underminerer folkeskolens fundament.

Disciplin, respekt og ikke mindst selvdisciplin er ord, som har fået en negativ klang i manges ører! Men hvorfor det? Disse tre ord burde være søjler hvorpå folkeskolen hviler. Ikke kæft, trit og retning som for 50 år siden, men stadigvæk derhenad. Når lærerne taler og underviser, så er eleverne så disciplinerede, at de holder kæft og rækker hånden op, hvis de vil spørge om noget.

De respekterer, at når lærerne siger, at tingene er på én måde, så er det ikke til debat. Og ikke mindst selvdisciplinen til at behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet. Det samme kan siges om forældrene. Hav dog disciplinen til at respektere lærernes beslutninger og i særdeleshed selvdisciplinen til at se indad og indse, at jeres børn måske ikke verdens centrum og ikke har brug for at blive curlet og håndholdt igennem livet. Og skoleledelserne skal have modet til at sætte konkrete og håndfaste rammer. Have disciplin, respekt og selvdisciplin nok til at stå fast i opbakningen til lærernes beslutninger og implementere nogle principper for sanktioner på skolerne, der gør, at curlingforældre bliver nødt til at tage ansvar for deres børn. 

Sidst, og ikke mindst, skal politikere, lokalt og især nationalt, træffe beslutninger, der bakker op om disse. Faglige reformer er udmærkede, men hvis folkeskolen er blottet for disciplin og respekt, er det i min verden omsonst. Folkeskolen har brug for en tillidsreform, som bygger på disciplin, respekt og selvdisciplin, for ellers kan vi glemme alt om, at børnene opnår den faglighed, vi alle ønsker, de skal besidde. Rigtig god sommer herfra.