Prøv avisen
Debat

Tvangsadoption sidste udvej

At tage udgangspunkt i barnet betyder i nogle få tilfælde, at man seriøst må overveje spørgsmålet om tvangsindgreb. Men vi har i Danmark ingen tradition for at forholde os aktivt og konstruktivt til for eksempel tvangsadoption, mener læser. Foto: John Birdsall

At tage udgangspunkt i barnet betyder i nogle få tilfælde, at man seriøst må overveje spørgsmålet om tvangsindgreb. Men vi har i Danmark ingen tradition for at forholde os aktivt og konstruktivt til for eksempel tvangsadoption, skriver John Aasted Halse, psykolog, forfatter og tidligere formand for Børns Vilkår

Som blandt andet artikler og lederartikel her i avisen viser, er det helt åbenbart, at vi i vort samfund har endog meget svært ved at rumme alvorlige indgreb i familien som tvangsfjernelse af børn og tvangsadoptioner.

Den aktuelle sag om en hjerneskadet mor, hvis barn skal tvangsadopteres, kan muligvis diskuteres. Og er som alle andre sager af denne karakter dybt ulykkelig. Men andre typer af familiedilemmaer er hyppigere forekommende. 

Måske er baggrunden for modstanden mod tvangsadoptioner, at det er så stort et indgreb i forældrenes rettigheder? At man, når alt kommer til alt, stadig overser, hvad der er barnets bedste?

Selvfølgelig skal forældres og vordende forældres retssikkerhed håndhæves. Men det løser ikke problemet: at der hvert år er en gruppe børn, der udvikler alvorlige skader fysisk så vel som psykisk på grund af forældrenes manglende evne til at løfte forældreopgaverne. 

Der er således en modsætning: på den ene side forældrenes legitime krav på at få deres barn, på den anden side barnets lige så legitime krav på at blive beskyttet.

At tage udgangspunkt i barnet betyder i nogle få tilfælde, at man seriøst må overveje spørgsmålet om tvangsindgreb. Men vi har i Danmark ingen tradition for at forholde os aktivt og konstruktivt til for eksempel tvangsadoption.

Den efterhånden lange række af reformer på børneområdet betyder, at man i dag har flere og mere varierede muligheder for at tvangsanbringe et barn. Man har fået klarere regler vedrørende brug af tvangsadoption, som naturligvis til enhver tid må være den absolut sidste udvej. Men det er vigtigt her at huske på, at loven rummer en mulighed for såkaldt åben adoption, hvor barnet godt nok bortadopteres, men med mulighed for at der opretholdes en vis kontakt med den oprindelige familie.

Tvangsadoption kan aldrig blive et mål i sig selv og slet ikke styret af økonomiske hensyn, fordi kommunen slipper for store udgifter til anbringelse, hvis barnet bortadopteres. Men det er vigtigt, at man så tidligt som muligt søger at skelne mellem de forældre, der kan hjælpes, og dem, man på ingen måde kan forvente at få ud af et uhensigtsmæssigt adfærdsmønster. Kan man undgå tvang og ”nøjes” med en anden og mildere form for behandling, er det klart at foretrække.

I de indledende faser af et sagsforløb vil det altid være de primærkommunale myndigheder, der træffer beslutninger. Men når de mest vidtgående indgreb kommer på tale, bør et statsligt organ træde til. Her kan man oparbejde den tilstrækkelige ekspertise, ligesom den lidt større afstand til familien kan gøre beslutningen mere konkret og baseret på faglige og almenmenneskelige overvejelser, hele tiden med udgangspunkt i ”barnets bedste”. 

Man kan naturligvis indvende, at man gennem en proces, der fører frem til en tvangsadoption, kommer til at true forældrene, når man foreholder dem konsekvenserne af deres manglende forældreevne. Man kan hævde, at det er ude af trit med moderne behandlingsprincipper, hvor vægten som grundlæggende lægges på positivt at motivere forældrene. Dette princip er i de fleste tilfælde rigtigt som udgangspunkt. Men der er tilfælde, hvor det ikke nytter at forvente forældrenes positive motivation endsige deres medvirken.

Det er svært at trække grænsen, for der vil altid være masser af konkrete tilfælde, hvor det kan forekomme urimeligt for den enkelte familie det enkelte menneske. Men både debatten og modet til at træffe beslutninger og vælge fra og til er nødvendig, fordi voksnes ret til at få børn ikke nødvendigvis går hånd i hånd med barnets bedste. Og fordi de ”politisk korrekte” holdninger ofte handler mere om voksnes rettigheder end om børns behov.