Prøv avisen

Kongehus, kristenforfølgelser og konservatisme - lidenskaberne er i kog

”Med den rygrad og robusthed, Søren Pape Poulsen udstråler, kan han såmænd ligefrem ende som en omvandrende reklamesøjle for kristendommen,” mener Kristian Østergaard. Foto: Sophia Julie Lydolph/Scanpix

MON HISTORIKEREN Lars Hovbakke gerne vil være ny hofmarskal? Han er i alt fald plus royaliste que le roi mere kongelig end kongen selv. Hovbakke mener således, at der ligger en dyb pointe i, at det netop er det dyreste hus i Danmark, prins Joachim har købt, og han ifører sig nærmest silkestrømper og paryk, når han skal begrunde det over for TV 2: ”Det er en institution, som vi alle betaler til, derfor skal vi tage det seriøst, så de ikke bor som den almindelige dansker.”

Det var ellers det modsatte, Joachims bedstefar, Frederik IX, uden held betonede, da han engang i DR viste rundt på Amalienborg: ”Ja, vi bor såmænd som alle andre mennesker og her er så gobelinsalen.”

Som modstykke til Hovbakke var Jens Høvsgaard på banen i TV 2: ”Det er beskæmmende, når manden forlader Udkantsdanmark til fordel for jetsetlivet.” Men Høvsgaards kritik tæller ikke rigtigt, for han har altid hånden oppe, når der efterlyses kritik af kongehuset.

Katrine Winkel Holm er derimod monarkist, og i Morgenavisen Jyllands-Posten begræder hun den kongelige faneflugt, som hun kalder det. Formanden for Trykkefriheds-selskabet mener ikke, det er afgørende, om Joachim driver Schackenborg eller ej, når blot han og hans familie lever deres liv i Sønderjylland.

Da Benedikt af Nursia grundlagde sit kloster i Monte Cassini i 529, formulerede han som den første regel begrebet stabilitas loci pligten til at blive på sit sted. Det er i virkeligheden denne regel, Winkel Holm minder kongehuset om, for som hun bemærker, så har kongehuset og Sønderjylland altid stået hinanden i særlig grad nær. Og det forpligter begge veje: ”Hvis kongehuset ikke længere gider være lige så trofast mod Sønderjylland, som Sønderjylland har været mod kongehuset, er det slået ind på en meget farlig vej.”

DIGTEREN W.F.B. YEATS skrev: ”De bedste savner enhver overbevisning, hvorimod de værste er fyldte med lidenskab og intensitet.” Denne iagttagelse er desværre ikke uden aktualitet, idet det islamiske rædselsregime IS i et galopperende vanvid massakrerer kristne i Irak.

Kristeligt Dagblad skrev forleden, at danske missionsselskaber bliver kritiseret for passivitet, når det gælder forfulgte kristne i Mellemøsten. Forbeholdt denne kritik svarer biskop Peter Fischer-Møller: ”Hvis vi dæmoniserer islam generelt, risikerer vi at bidrage til en forgiftning af forholdet mellem kristne og muslimer i Mellemøsten.”

Denne analyse fik en læser til at karakterisere biskoppens argumentation som forrykt på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Karla Andersen uddyber: ”Det svarer til, at man i 1930'erne skulle undlade at kritisere Nazitysklands forfølgelse af jøderne, fordi det ville være at 'dæmonisere tyskere'.”

Andre har hæftet sig ved, at Peter Fischer-Møller tilsyneladende ikke nærer tilsvarende betænkeligheder, når han kritiserer Israel.

MEN ENDNU FLERE har bemærket sig, at Det Konservative Folkeparti har fået ny leder. Her er ballade fra første færd. Det drejer sig om en lidt indviklet sag om sponsorstøtte. Men sjældent har man set en politiker håndtere modstand så suverænt og myndigt som Søren Pape Poulsen.

Efter hele dagen at have været i krydsild vedrørende sponsorstøtten og med udsigt til at optræde på forsiden af Ekstra Bladet under overskriften ”Jeg er homo”, tørnede Søren Pape Poulsen tirsdag aften sammen med Pia Olsen Dyhr i TV 2.

Spørgsmålet gjaldt folkeskolernes obligatoriske lektiecaféer, og det var en karakterfast og lidenskabelig Søren Pape Poulsen, der fik understreget, at dette handlede om en elementær og principiel problemstilling: Hvem ejer børnene? Forældrene eller staten? Den nye formand var ikke i tvivl om, at obligatoriske lektiecaféer var et anslag mod familielivet, og derfor råbte han nu gevalt.

Til Fyens Amts Avis fortalte Søren Pape Poulsen også om den kristne tro, i hvilken han finder styrke. Og med den rygrad og robusthed, Søren Pape Poulsen udstråler, kan han såmænd ligefrem ende som en omvandrende reklamesøjle for kristendommen.

Dermed vil Søren Pape Poulsen også dementere Yeats' ord om, at det er forbeholdt de værste at være fyldt med lidenskab og intensitet.