Prøv avisen
Kirkeligt set

Religionskritik frem for diskrimination

"Den religionskritik, som lutherske præster udsætter deres egen konfession for, udsætter de naturligvis også andre kristne konfessioner og andre religioner for," skriver Birthe Rønn Hornbech. Tegning: Peter M. Jensen

Hvis ikke vi i Danmark kan klare os uden den negative særbehandling af muslimer, så er det måske os selv, der har et problem, skriver Birthe Rønn Hornbech

Mit liv ville have været fattigere uden et hjem med højrøstede teologiske diskussioner. Jeg er opdraget til, at man i den grad kunne tale så iltert og højrøstet, at det lød, som om vi skændtes. ”Men vi diskuterer bare,” som min far sagde.

Min far og en lille halv snes andre præster med ægtefæller udgjorde deres eget præstekonvent, og det gik ofte hedt til, når de diskuterede det evige liv, kvindelige præster, kirkestruktur og Andet Vatikanerkoncil uden at det overhovedet gjorde skår i venskabet. Tværtimod.

Som voksen har jeg altid nydt at være med i et selskab af teologer, der diskuterede, så det bragede. Det er en del af den akademiske kultur, at faget hele tiden sættes under kritik. Det er kun den inkompetente diskussionspartner, der sætter personen foran sagen og skærer en helt gruppe mennesker fra samme religion over én kam.

Den religionskritik, som lutherske præster udsætter deres egen konfession for, udsætter de naturligvis også andre kristne konfessioner og andre religioner for.

I sagens natur bliver en diskussion med for eksempel katolikker mere afsøgende, fordi man sædvanligvis ved mindre om andres tro. Således blev drøftelser med katolske præster i mit hjem derfor mere stilfærdige, i hvert fald indtil man kendte hinanden bedre. Men typisk var det, at man naturligvis spurgte ind til teologien, gjorde sig lystig over pavedømmet, men selvsagt aldrig begyndte at hetze den gruppe af medborgere, der var tilknyttet den katolske kirke. Det var sagen, det var præsentationen og afsøgningen af de forskellige standpunkter, det drejede sig om. Og ved at lytte til en diskussion mellem mennesker med forskellige teologiske udgangspunkter kunne man blive meget klogere.

Derfor finder jeg det også stærkt besynderligt, at så mange i et land som Danmark med så lange traditioner for ytringsfrihed og en videnskabelig tilgang til teologien stadig er så til-bøjelige til at sætte lighedstegn mellem islamisme og den enkelte muslim. Naturligvis kan man ikke deleverden op i muslimer og ikke-muslimer og hverken skære kristne eller muslimer over én kam. Der er blandt muslimer i Danmark lige så mange nuancer i tro og liv som hos danske folkekirkedanskere. I det omfang muslimer er ekstremister og forbereder eller begår voldelige handlinger, skal de naturligvis vurderes på denne kriminalitet, der ikke kan undskyldes med religiøs tro. Disse handlinger bliver da også udsat for efterforskning og forsøgt pådømt ved domstolene.

Ligesom alle andre, må muslimer i Danmark naturligvis finde sig i, at medborgere, der er optaget af teo-logiske og religiøse spørgsmål, også udøver religionskritik over for deres religion. Islam er ikke hævet over kritik, og diskussioner om islam er ikke forbeholdt muslimerne selv.

Vi skal tage diskussioner-ne om de fundamentale forskelle og forklare mus-limerne, at en religions-kritisk tilgang til islam også er udtryk for, at vi tager praktiserende muslimer alvorligt.

Det er en eklatant misforståelse at mene, at religionen skal drives ud af det offentlige rum og alene praktiseres for nedrullede gardiner. Derfor har vi i 1000 år bygget kirker, der kunne ses.

Det er en vigtig vej til integration af de medborgere, der tager deres muslimske tro alvorligt, at vise dem, at man som kristen tager andres tro alvorligt, men på samme tid hævder, at Kristus er sandheden. Dette udelukker naturligvis ikke, at andre har ret til at have en anden opfattelse af sandhed, uden at det dog rokker ved endsige relativerer sandhedsspørgsmålet i kristendommen. Religionsfrihed og religionsrespekt må ikke forveksles med knæfald for andre religioner.

Til gengæld anser jeg det for direkte skadeligt for integrationen at sortere mennesker, der ønsker adgang til Danmark, efter deres tro. At forslag om negativ særbehandling af muslimer er med til at bevidstgøre de lunkne i troen, kan der ikke herske tvivl om. At det netop er denne form for generalisering og diskrimination, der fremmer radikalisering og befæster den radikaliserede i den opfattelse, at det danske samfund er hans fjende, er jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om.

Hvis ikke vi i Danmark kan klare os uden den negative særbehandling af muslimer, så er det måske os selv, der har et problem, fordi vi har mistet viljen og også evnen til at videregive budskabet om den gave, der blev rakt os i dåben.