Prøv avisen
Debat

Hver menighed kan gøre noget for forfulgte kristne

Tusindvis af familier er på flugt fra Islamisk Stats jihadister i Irak, og folkekirkens menigheder kan gøre mere for at hjælpe dem, skriver to debattører. Her er det en familie på syv, der venter på en bil i det nordlige Irak. Foto: Scanpix

Kritikken lyder, at folkekirken tier over for forfølgelse af kristne. Men det står menighederne frit for at handle, skriver to debattører

SÅ BLEV KRITIKKEN af den umælende folkekirke luftet igen: Kirken svigter Iraks forfulgte kristne. Kritikerne gjorde det klart, at andre burde gøre noget.

Men vi har en folkekirke, hvor vi ikke behøver vente på, at overordnede organer tager initiativerne eller sanktionerer dem. I mangt og meget står det os frit for at handle. Vælger man den tilgang, åbner der sig desværre kun alt for mange muligheder til at tage fat på grund af alt for mange behov, når det kommer til forfølgelsen af kristne rundt om i verden.

I foråret 2011 tog vi i Dalby Menighedsråd ved Kolding det for os store skridt at knytte venskabsbånd til Sankt George Kirke i Bagdad på trods af, at egentlige besøg og reelt fysisk fællesskab har temmelig svære vilkår, når ens venskabsmenighed i en del år nu har måttet holde gudstjeneste med bevæbnede vagter. Men vi forsøger at holde forbindelsen.Ved alle gudstjenester beder vi for vores venskabsmenighed og samler ind til den. Via den lokale sogneavis informerer vi løbende sognets cirka 3000 indbyggere om forholdene. Med gode samarbejdspartnere stod vi bag en konference i Kolding i sensommeren 2012 om kristnes forhold i Mellemøsten efter det arabiske forår, hvor daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) deltog sammen med kirkelig og geopolitisk sagkundskab. Siden er også sognene Tystrup-Hjerndrup blevet engageret. Her tog man emnet op i forbindelse med indsættelsen af ny præst søndag den 17. august.Vi finder endelig anledning til at nævne, at årlige forbønsgudstjenester i Haderslev Domkirke har sat fokus på problemet med verdens forfulgte kristne.

At det meste af dette arbejde er gået de fleste danskeres ører forbi er vel naturligt. I storpolitisk sammenhæng er det næppe heller så prangende, men vi kunne givetvis være bedre til vores informationsarbejde. I alt fald må vi konstatere, at det er svært at bryde gennem medielydmuren.

Ikke desto mindre: Det passer ikke, at folkekirken ikke gør noget. Det gør den og har også gjort det, mens verdens øjne var rettet andre steder hen. Javist, vi kunne gøre mere og gøre det bedre. Det ved vi alt for godt.

NU ER øjnene blevet vendt mod Irak igen. Den seneste tids rædselsvækkende fremmarch fra Islamisk Stat, IS, har forværret en allerede nærmest håbløs situation i monstrøs grad. Men vores venskabsmenighed gør fortfarende en kolossal indsats for fred og forsoning i Bagdad under uhyre farlige forhold.

Hvordan kan vi som kirke støtte den på tusindvis af kilometers afstand? Bønner og midler til det daglige arbejde, sådan som det efterspørges fra vores venskabsmenighed, er en nødvendighed, men desværre langt fra tilstrækkeligt, som situationen er nu.

Hvad gør vi så? Det er et voldsomt stort skridt som kirke at bede sin nation træde militært ind. Men måske er det det, der reelt efterspørges af dem, der synes, folkekirken skal gøre noget? Selv vakler vi, blandt andet fordi det er så let at bede andre sætte livet på spil og bede andre træffe beslutningen herom.

Hvornår kan en kirke i øvrigt kalde til militær indsats? Vi vakler. Men dagligt får vi ufattelige rapporter fra vores venskabsmenighed og internationale medier, så vi har vanskeligt ved at se nogen anden vej.

Det er tid til også at bede for ansvarsfulde politikere, der må træffe særdeles tunge beslutninger i disse dage. Må de have både indsigt og mod til at gøre det rette.