Prøv avisen
Debat

Jobcenteret afgør folks fremtid med ligegyldige samtaler

Det er ingen spøg at være i kontakt med sit lokale jobcenter, mener Robert Olsen, forstander for Kofoeds Skole

Fem minutter. Så lang tid er der afsat til de obligatoriske samtaler, ledige skal have med jobcenteret. Er det rimeligt, at man afgør folks fremtid med den ligegyldighed, spørger skoleforstander

EN ELEV VISTE MIG et brev fra sit jobcenter, der blev indledt på denne måde: ”Vi indkalder dig til samtale om din uddannelses-/jobsøgning pr. telefon. Du bedes ringe: Onsdag d. 16-07-2014 kl. 13.20-13.25 på telefon: xx xx xx xx. Ved samtalen skal vi tale om dine muligheder for at komme i ordinær uddannelse/arbejde. Du kan forberede dig til samtalen ved at komme med forslag til, hvad der skal til for at starte i ordinær uddannelse/arbejde. Vi skal under samtalen drøfte hvilke aktiviteter, der kan bringe dig nærmere ordinær uddannelse/arbejde, og vi skal aftale nogle konkrete aktiviteter, du skal deltage i.”

Herudover meddelte jobcenteret i brevet, at eleven ville blive trukket i kontanthjælp, hvis han ikke ringede op inden for det interval på fem minutter, samtalen skulle finde sted i.

Han optog samtalen på sin mobiltelefon og afspillede den for mig. Den blev indledt med at jobcentermedarbejderen i den anden ende af røret spurgte, hvordan det gik i Væksthuset. Nu har den pågældende aldrig været tilknyttet Væksthuset, som er et andet tilbud til ledige, i sin aktivering. Så allerede her drejede samtalen ind på et sidespor. Tiden - og det var faktisk kun fem minutter - gik med, at eleven forklarede, at han såmænd var i gang med både værkstedsarbejde og undervisning på Kofoeds Skole. Hvilket jobcenteret allerede havde fået at vide indtil flere gange og havde registreret i sine systemer. Jamen, det var jo godt, så er du jo i gang, lød konklusionen på samtalen i den anden ende af røret. Her kunne eleven altså gå i flere uger og lade op til en samtale, hvor han risikerer at miste noget af sin indkomst, hvis han glemmer at ringe op. Og når han så gennemfører dette overordentligt vigtige telefonopkald, kommer han til at tale med en medarbejder, som tydeligvis ikke har sat sig ordentligt ind i tingene. Det kommer der helt naturligt en ligegyldig samtale ud af, som eleven ikke kan opfatte som andet end kontrol for kontrollens egen skyld.

Jeg ved ikke, hvor mange samtaler af denne karakter, der bliver holdt mellem landets jobcentre og de ledige. Men jeg både håber og tror, at de politikere, som har vedtaget den lovgivning, der gør denne type samtaler mulige, er enige i, at de næppe bringer nogen videre mod arbejde og selvforsørgelse.

Det maksimale, samfundet får ud af denne type kontrol, er, at den enkelte kommune lever op til sine forpligtelser over for staten i forhold til at sikre, at de ledige opfylder kravene om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De ledige får næppe andet ud af denne type systemkontakt end at blive endnu mere stressede og frustrerede. Jeg har det ydmyge ønske til den næste reform af systemet, at den vil sigte på at skabe en ramme, som sigter på at tage de mennesker, som er ramt af ledighed, alvorligt. For eksempel ved at mødet med systemet efterlader dem med en følelse af håb og muligheder i stedet for følelsen af bare at være et nummer i systemet, der skal ringe op inden for fem minutter.

Ser vi på konjunkturudviklingen, viser tal fra Nykredit, at der i 2007 var fem ledige for hver opslået stilling på landsplan. I 2013 var dette tal vokset til 18 ledige pr. opslået stilling. Kampen om arbejdspladserne er blevet mere end tre gange så høj på seks år.

Gad vide, om nogen har regnet på, hvor mange samtaler af fem minutters varighed, landets jobcentermedarbejdere skal holde, før dén triste kurve vender?