Prøv avisen
Debat

Den lokale kirke er unik menneskeligt og diakonalt

Arkivfoto: Samuels Kirke i København er en af de kirker, som blev lukket og solgt tidligere i år

Det betyder rent faktisk noget, om vi opfatter sognekirken som noget unikt for sognet og sognebørnene eller blot som en tilfældig filial af den danske folkekirke, skriver cand.mag i samfundsfag og psykologi og medlem af Vester Hassing Menighedsråd

JEG HOLDER AF at gå i kirke, men indrømmer gerne, at jeg ikke slider på kirkebænken hver søndag. Når jeg og min familie springer gudstjenesten over, så kan det selvfølgelig skyldes, at vi ikke er hjemme og har andre planer for, men oftest skyldes det ene og alene, at det ikke er vores præst, der prædiker i vores kirke.

Meget tyder på, at vi ikke er de eneste sognebørn, der har det på denne måde. I hvert fald er der som oftest betydeligt færre kirkegængere på bænkene, når det ikke er vores præst, der prædiker. Derfor tillader jeg mig at antage, at det generelt betyder noget for sognebørnene, om det er vores præst, der prædiker, eller ej.

I parentes bemærket får begrebet ”vores præst” en ekstra dimension, når man som jeg også er medlem af det lokale menighedsråd og i den forbindelse aktivt har været med til at beslutte, hvem der skulle være vores præst. Vores præst er også min præst og vores organist er også min organist og så videre.

FOR MIG ER den lokale sognekirke netop sognets kirke. Det vil sige, at min sognekirke ikke bare er en tilfældig filial af den landsdækkende kæde, der hedder folkekirken. På samme måde er min sognepræst heller ikke en tilfældig bestyrer af en tilfældig filial af folkekirken på en tilfældig plet et sted i Danmark.

Men hvorfor er det vigtigt, at vi holder fast i sognekirken, sognepræsten og sognemenigheden som noget bestemt og noget særligt? Det handler vel om folkekirken det hele? Det er vigtigt, fordi ordet, som Grundtvig så rigtigt har formuleret det i salmen ”Vidunderligst af alt på jord”, har det med at skabe, hvad det nævner.

Hvis sognekirken, vores kirke, i daglig tale blot reduceres til at være en filial af folkekirken, så sniger der sig for mig at se samtidig let en simpel købmandslogik ind i diskussionen om kirkens fremtid. Hvis den lokale kirke alene forstås og italesættes som en filial af folkekirken, så ligger det også lige for at argumentere for eller imod den enkelte filials fortsatte beståen ud fra en simpel optælling af besøgende i filialen. Hvis der ikke er kunder nok i butikken, så kan de jo bare lade sig betjene af en anden filial i nærheden.

En sådan tankegang synes også at have fundet vej helt ind i de enkelte menighedsråd. Her tales der også om stordriftsfordele og rotationsordninger, hvor flere sogne - med fordel, forstås - kan gå sammen om at betjene sognebørnene i de forskellige sogne. På denne måde lægges der op til, at de enkelte sognepræster og den øvrige kirkebetjening i for eksempel tre eller fire nabosogne på skift kan betjene sognebørnene.

HVIS MAN BETRAGTER den enkelte sognekirke som en filial af folkekirken, så ligger stordriftstankegangen da også ligefor. I princippet er der således ingen forskel på, om det er sparekassen, der lægger filialer sammen, eller det er kirken.

Men hvis man som jeg betragter vores sognekirke og vores sognepræst som noget særligt, er ovenstående tendens ikke uproblematisk. I modsætning til sparekassen eller brugsen er der for mig et unikt menneskeligt og diakonalt aspekt ved den lokale sognekirke for de mennesker, der rent fysisk bor på det ganske bestemte sted, hvor sognets kirke som oftest danner rammen om vigtige begivenheder i vores liv, som når vi døbes, konfirmeres, giftes og begraves.

Mit ærinde med dette debatindlæg er ikke at tale imod kirkelukninger, men ene og alene at gøre sognebørn, sognepræster, provster, biskopper og andre med interesse for sognekirkernes liv og vækst opmærksom på, at det rent faktisk betyder noget, om vi opfatter sognekirken som noget unikt for sognet og sognebørnene eller blot som en tilfældig filial af den danske folkekirke.