Drop hykleriet i debatten om Palæstina-konflikten

Vi burde tage diskrimination og nedsættende tale om muslimer og arabere lige så alvorligt, som vi med rette gør med hensyn til antisemitisme rettet mod jøder, skriver ph.d. Ida Pape

At bagatellisere diskrimination og hadforbrydelser over for arabere og muslimer, mens vi tager kraftigt på vej over de samme overgreb på jøder, illustrerer meget godt, hvordan Palæstinakonflikten indskrives i den hjemlige identitets- og værdipolitiske kamp, mener Ida Pape
At bagatellisere diskrimination og hadforbrydelser over for arabere og muslimer, mens vi tager kraftigt på vej over de samme overgreb på jøder, illustrerer meget godt, hvordan Palæstinakonflikten indskrives i den hjemlige identitets- og værdipolitiske kamp, mener Ida Pape.

SOM NÆVNT i et tidligere debatindlæg mener jeg, at der udøves selvcensur i medierne omkring Israels manglende proportionalitet og brud på international lov, der nu som før er direkte påtalt af FN (husk, at netop dette var retfærdiggørelsen af invasionen af Irak). Og det vækker med rette vrede og harme verden over.

Men som vi har set på det seneste i hele Europa, er antisemitisme, overfald på jøder og hærværk på jødiske forretninger og bygninger vokset markant i forbindelse med Israels destruktion i Gaza. Og det er helt og aldeles uacceptabelt. I stedet for igen og igen at opremse alle de grunde til, at det er forkert (noget det ikke skorter på i den danske medieverden med hensyn til antisemitismen), og reproducere konflikten på kognitivt niveau, skulle vi hellere tage at analysere, hvad det er, der er på spil her i Europa og Danmark.

Vi skal som samfund ikke acceptere antisemitisme, og overgrebene skal tages meget alvorligt. Det nytter ikke noget at være berøringsangst over for fakta. I Europa er det især to grupper, der udøver overfald, hærværk og trusler med antisemitisk indhold: nynazister og europæiske arabere. Det er lige så forkert at benægte dette, som det er at benægte Israels overgreb og lovbrud.

Men det skal ikke bruges til at sværte muslimer eller folk af arabisk afstamning generelt. De er lige så lidt ansvarlige for overfald på jøder, som jøder er for staten Israels drab på børn i Gaza.

I VESTEUROPA, også i Danmark, har unge, frusterede arabere og muslimer, mest i marginaliserede områder, stået bag antisemitiske slogans og overfald. Diskrimination og eksklusion undskylder på ingen måde racisme, hærværk eller vold. Men at det er medårsager hertil og derfor bør adresseres og i hvert fald ikke benægtes eller forties, hvis man vil problemerne til livs, er sikkert. Det er nemlig ved nærmere eftersyn det samme problem.

I de seneste to årtier har vi i Danmark skabt et klima, hvor der er stor plads til diskrimination og udgrænsning af minoriteter eller andre grupper, der falder uden for en ret snæver norm. Og det har konsekvenser. Det kan ikke være lige meget, og det er ikke bare uskyldig bramfrihed, der hersker.

Vi burde tage diskrimination og nedsættende tale om muslimer og arabere lige så alvorligt, som vi med rette gør med hensyn til antisemitisme. Disse ting er ikke udelukkende symbolske, det er et faktum, at folk med udanske navne og mørk hud har meget sværere ved at få job og læreplads, at den mentale diskrimination er afspejlet direkte i empirisk diskrimination, der stærkt begrænser mulighederne for nogle. Heller ikke dette nytter det noget at benægte. Hvis man tror, det ikke betyder noget for et samfund, eller at man bare kan være ligeglad, får man både problemer og et ubehageligere offentligt rum at være i.

DET ER I DEN danske debat påfaldende, at der er fremkommet gængse borgerrettighedsargumenter omkring den jødiske kalot fra de samme politikere og debattører, der vil forbyde tørklæder og i denne sammenhæng håner samme argumenter.

At bagatellisere diskrimination og hadforbrydelser over for arabere og muslimer, mens vi tager kraftigt på vej over de samme overgreb på jøder, illustrerer meget godt, hvordan Palæstinakonflikten indskrives i den hjemlige identitets- og værdipolitiske kamp.

Det gælder om at lade være at være hyklerisk og undlade at bruge ens principper kun til egen side af sagen og om at få fat om det virkelige problem her, som er manglende dialog og manglende overholdelse af egne principper. Som det er nu, adresserer vi ikke selve problemet med diskrimination, nedgørelse og udgrænsning af minoriteter og svage grupper godt nok.

Ud over at leve op til vore egne ofte proklamerede idealer om lighed for loven og respekt for international lov, skulle vi måske også tage vores egne identitets- og værdipolitiske postulater lidt mere alvorligt. Om at vi er kristne, eller kulturkristne, om at vi ikke diskriminerer, om at vi mener, at alle skal behandles lige i et demokrati.

Når det er sagt, må vi slippe berøringsangsten og få gjort klart over for gerningsmændene, at chikane, hærværk og overfald på jøder er fuldstændigt uacceptabelt i det danske samfund. Jeg tror, det ville hjælpe gevaldigt, hvis disse grupper fik at vide på en troværdig måde, at det samme også gjaldt dem selv.