I FORBINDELSE MED Pia Kjærsgaards seneste tørklædedebat vil jeg gerne skære ind til sagens vigtigste kerne, som jeg ser den.
Det er naturligvis ikke overraskende at høre Pia Kjærsgaard eller Dansk Folkeparti komme med slige udtalelser. Den egentlige tragedie er, at folk får taletid til at udtrykke sig hadsk. Og mere skræmmende er det, at få løfter et øjenbryn, når det sker.
Vi har vænnet os til hadets stemme. At så mange mennesker i Danmark bakker op om et parti med en så klar og utvetydig hadretorik rettet mod et bestemt befolknings-segment. Det er foruroligende.
Jeg mener overhovedet ikke, at Pia Kjærsgaard eller Dansk Folkeparti skal have lov til at udtrykke sig hadefuldt. Det er en kæmpe misforståelse at sætte lighedstegn mellem ytringsfrihed og hadretorik. Denne debat har vi været igennem masser af gange før, men det kan ikke pointeres nok. Ord er ikke harmløse. At opildne til had er bestemt ikke børneleg.
Historien er desværre vidne til uhyggelige eksempler på, hvordan hadefulde ord udvikler sig til hadefulde gerninger. Tag nu for eksempel afroamerikanernes lange kamp mod hvidt overherredømme i USA eller Sydafrika.
Her i Europa har vi også set, hvordan hadefulde ord fører til vold og krig for eksempel i Hitlers Tyskland samt i det tidligere Jugoslavien. Borgerkrigen i Libanon er endnu et eksempel på, hvordan hadefulde ord udviklede sig til intern splittelse mellem mennesker og affødte en meget brutal borgerkrig. Og listen fortsætter.
Hvad får os til at tro, at vi er immune over for hadets ugerninger i Danmark?! Naturligvis er Hitler det ekstreme eksempel. Men bare for tankeeksperimentets skyld: Ville han få lov til at ytre sine idéer i dagens Danmark - i ytringsfrihedens navn?
Et mere nærliggende og realistisk eksempel er det faktum, at synligt muslimske kvinder dagligt udsættes for vold, chikane og åbenlys diskrimination i Danmark.
Men hvor kommer alt dette had mod muslimer fra? Jeg vil vove at påstå, at medier og politikeres daglige negative omtale af muslimer gennem årtier bærer en stor del af ansvaret.
Ord er ikke harmløse.