Til kamp mod moderniteten

For at genoprette det gamle eller for at skabe noget anderledes nyt

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

I DISSE SENE augustdage for 100 år siden var den store krig kommet godt i gang. Jo, det gik godt - for de tyske hære, der nu allerede efter få ugers fremmarch var lige ved at nå frem til Paris; og det gik godt for den tysksprogede kulturelite, der med længsel havde afventet krigsudbruddet. Nu var det endelig sket, nu blev der ryddet op, nu blev vores Europa på ny bragt i orden.

Krigen havde naturligvis sin baggrund i nationale og magtpolitiske interessekonflikter. Det var også i kraft af smægtende udlægninger af dem, som et pynteligt supplement til simpel tvang, at millioner af unge mænd kunne mobiliseres til at gå i døden.

Mange intellektuelle så dog frem for alt krigen som en kulturkamp. For en tysker som Thomas Mann kunne viljen til tysk dominans og til genetablering af klassisk centraleuropæisk dannelse opleves som to sider af samme sag. For danskeren Henrik Pontoppidan drejede det sig alene om et opgør med den moderne verdens altnivellerende civilisation.

Kulturen var det dybe. Den var rodfæstet i et folks egenart og traditionsbårne livsformer, og den satte sine prægtigste blomster i filosofien, i geniale kunstneres værker, i den store digtning og musik. Civilisationen var det internationale, det troløst forandringsparate, det flygtige og upersonligt individualistiske. Alt hvad vi nu kan lægge i begrebet moderniteten.

Pontoppidan begyndte at skrive på sin tredje store roman, ”De dødes rige”, omkring 1910. Fra de første sider rummer den varsler om en kommende katastrofe og så, måske, en forløsning. Det første kunne han, da romanen udkom i 1917, se bekræftet af virkeligheden, det sidste næppe. De tendenser, han havde raset over, tog efter krigens afslutning kun til: et borgerskab, hvis åndelige sult kunne mættes ved at glo på flyvemaskiner og negerboksning; en presse, der gav fanden i lødighed og et idéforladt, kynisk vælgerleflende demokrati.

Hvad krigen skulle have ryddet af vejen for kulturen - alt dette moderne, herunder også det amerikanske - det indtog nu fuldstændig verden. Thomas Mann, der jo samtidig måtte bide et bittert nationalt nederlag i sig, kunne næsten ikke komme over det. Den uhyre flittige forfatter var i flere år så godt som skrivelammet.

Man sundede sig ellers, man prøvede så småt at indrette sig. Det før-moderne sad alligevel tilbage i sind og krop og ville skaffe sig plads igen, og det har det den dag i dag endnu ikke opgivet enhver drøm om. I mindre grad endda her i landet end i størsteparten af Europa, hvor industrialiseringen langt tidligere blev gennemført.

Kulturen havde jo nemlig sin sikre forankring i bondesamfundet, og det forsvandt først for alvor hos os efter endnu en verdenskrig. Industriøkonomien vil derimod civilisationen. Den kræver permanent opbrud, hurtigt skiftende, rationelt begrundede fælleskaber, konkurrence på liv og død på tværs af emotionelle bindinger. Den har brug for alt andet end familien, historisk bevidsthed og intellektuel fordybelse.

I Tyskland opstod med nazismen en utopi om at nyde godt af både det ene og det andet. Man ville skabe et højmoderne industrisamfund og samtidig forstå sig som bønder, der var dybt forbundet med slægt og jord. Man ville have kvinderne til som altid før at beskæftige sig med kirkegang, børnepasning og køkkenarbejde.

Projektet kunne ikke gennemføres uden brug af vold og magt. Det samme gjaldt i Sovjetunionen, hvor man forsøgte sig med at transformere bondesamfundets gamle, hjemmegroede fælleskaber til centralt styrede industrielle kollektiver.

I Danmark er det som bekendt og som vanligt aldrig kommet så vidt, i nogen retning. Vi kan godt rose os selv af at have fundet løsninger og mellemveje, det har været til at leve med, godt og vel. I første omgang med andels-, i næste med velfærdssamfundet.

Afskaffelsen af før-moderne tankegange og livsformer var alligevel ikke til at komme om. Vi måtte omkring 1960 udvikle et moderne industrisamfund og dermed kaste vrag på langt det meste af, hvad vi hidtil havde troet og levet på.

I det samme opstod de første politiske modstandsbevægelser. De har siden, i varierende skikkelser og med forskellig vægtning af kongstankerne, kæmpet for genoprettelse af familien, disciplin i børneopdragelsen, jordbesiddernes selvbestemmelse, en fundamentalistisk kristendom, national suverænitet. Indimellem tilsyneladende med et vist held - i længden dog åbenbart så ganske forgæves.

Alt imens det bliver stadig mere vitalt for os at finde andre veje ud af den grandiost funklende, men livspulverisende modernitet. Noget anderledes nyt end den selv ustandselig og ifølge sit væsen kaster af sig. Nye forpligtende fælleskaber og nye måder for os hver især at tro og leve på. Og ja - en ny økonomi.