IS og islam. Polat læser Koranen lige lovlig selektivt

De sura og vers, Ahmet Polat bringer citater fra, kan ikke sammenfattes i ordene ”peace and love”. Der er oftere tale om det modsatte, skriver Jørgen Grimstrup

IS og islam. Polat læser Koranen lige lovlig selektivt

AHMET POLAT lægger i indlægget ”IS har taget vores religion som gidsel” den 26. august i Kristeligt Dagblad prisværdig afstand til barbarerne i IS, Islamisk Stat.

Et par ting i Polats indlæg vækker dog til indsigelse. Ahmet Polat læser ”international teologi” i Istanbul. Men hvad er international teologi? Det giver mening at studere asiatisk, nærorientalsk, afrikansk, latinamerikansk og middelalderteologi eller -religion, der er knyttet til en tid eller et sted, men ikke at læse international teologi.

Værre er dog det, at Polat læser sin koran selektivt. Jeg er ikke korankyndig af profession, men tjekker man Polats henvisninger til skiftsteder i Koranen, er det tydeligt, at Polat er meget selektiv.

Det gælder for eksempel udsagnet ”Der er ingen tvang i religionen” fra Koranens sura 2 (al-Baqara, Koen) vers 256. Betryggende, men ifølge vers 257 kan vantro bare vente sig: ”De, der er vantro, deres venner er afguderne; de fører dem fra lyset ind i mørket. De hører til i Ilden [Helvede]; dér skal de forblive til evig tid.”

Sura 2 hører til de koran-vers, der traditionelt hævdes åbenbaret for Muhammed i Medina. I Medina-versene er der generelt en hårdere tone over for jøder og kristne end i Mekka-versene, det vil sige i de vers, der blev åbenbaret for profeten i Mekka.

Polat citerer også ordene ”Hvis nogen dræber en person, er det som at dræbe hele menneskeheden, og hvis nogen redder et menneske(s liv), er det som at redde hele menneskeheden” fra sura 5 (al-Ma'idah, Bordet) vers 32, også et Medina-vers.

Ordene er et udpluk af en længere sætning, der, som hele verset, omhandler ”Israels børn”, jøderne. Budskabet i verset er, at jøderne har dræbt flere end dem, de kunne tillade sig ud fra princippet om ”hævn, lige for lige”; jøderne var gået ”for vidt på jorden”. Dermed kan Polats debatindlæg også læses som et spark til Israel for dets optræden i krigen mod Hamas i Gaza.

Polat skriver, at det ”at IS forfølger kristne ... opfordrer dem til at konvertere eller forlade landet ... er fuldstændig uden for islams rammer”.

Jeg vil nu mene, at IS udfolder sig fuldstændig inden for islams rammer, for i næste vers (33) af sura 5 står, at ”gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending” [det må være vantro som kristne og jøder, der tænkes på] ”og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet”.

Det er det, der næsten fra ord til andet er overgået kristne i Nordirak. Jeg synes, at første linje af vers 51: ”I, der tror! Tag ikke jøder eller kristne til venner!” præcist sammenfatter ånden i sura 5.

Polat henviser også til et vers i sura 2, hvor der prædikes fred: ”Træd alle sammen ind i fred” (vers 208). Men i samme suras vers 191 hedder det, at fjender af de troende skal dræbes, for ”Sådan er gengældelsen for de vantro”.

Polat gengiver vers 34 i sura 41 (Fussilat, Fremlagt nøjagtigt) med ordene ”Afværg det onde med det gode”. O.k., men vers 27 har et modsat indhold: ”Vi vil lade dem, der er vantro, smage en streng straf og gengælde dem for det ondeste, de har gjort.” Det ondeste fremgår af vers 26: De vantro har sagt, at man ikke skal lytte til Koranen.

Så jeg må bestemt afvise, at de sura og vers, Ahmet Polat bringer citater fra, kan sammenfattes i ordene ”peace and love”. Der er oftere tale om det modsatte.