Mellemøsten har brug for barmhjertighedens sprog

At splitte had ad med kærlighed. At tale barmhjertighedens sprog gennem handlinger. Det er det, vi har brug for i Mellemøsten i dag, skriver Morten Thomsen Højsgaard

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

Det ene chok har taget det andet denne sommer. Næsten hver dag har haft sine skrækindjagende historier om død, om drab, om hævn, om krig. Var det ikke konflikten i Ukraine, så gjaldt det borgerkrigen i Syrien. Og da der endelig var antræk til nogle dages stilhed i Gaza/Israel, ak ja, så brød den værste storm ud i det nordlige Irak med forfølgelser af ufattelige dimensioner.

En dansk imam postede forleden en video på internettet, hvor man ser tre lastbilchauffører blive iskoldt likvideret med nakkeskud fra maskingeværer af folk fra den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS). Chaufførerne havde ikke den rette tro. Imamen skrev omtrent hundrede gange som ledsagende kommentar, at han var fattig på ord, og at han i øvrigt tog kraftigt afstand fra metoden.

Adskillige andre videoer med tilsvarende brutalt indhold fra de mest urolige områder i Mellemøsten drøner rundt i mediebilledet og gør mange mundlamme af skræk og forbløffelse. Journalister halshugges. Hele familier udslettes. Børn lemlæstes. Nogle forældre har følt sig nødsaget til at begå medlidenhedsdrab på deres egne børn, fordi de ikke har kunnet bære tanken om at måtte overlade børnene til de pinefulde rædsler, som IS påfører deres fjender.

Visse af middelalderens torturmetoder fremstår som det rene vand i forhold til, hvad vi nu ser og hører. Og man håber sådan, det er løgn. Men desværre overgår virkeligheden i flere tilfælde nu fantasien.

En bog med taler, som ændrede verdenshistorien, har fået en del omtale i denne uge. Mange store politiske og religiøse ledere har sat mindeværdige ord på deres drømme, deres håb. Og det har påvirket tusinder af mennesker.

John F. Kennedy kunne under den kolde krig sige det helt rigtige i sin verdensberømte Berliner-tale. Martin Luther King kunne udtrykke præcis, hvad der skulle til om borgerrettigheder i sin tid i USA. Men hvem har ordene, som i disse dage og uger angiver den rigtige retning og tænder håbet i Mellemøsten i stedet for at bidrage til den destruktive spiral af vold?

Måske er det slet ikke ord, der skal til. Måske er det handling, der er brug for.

Tre vidt forskellige mennesker fra Mellemøsten satte sig for nogle år siden sammen for at gøre en forskel. Det var Victor Kalisher, som har jødisk baggrund. Det var Dina Katanacho, som har arabisk baggrund, men er bosat i Israel. Og det var palæstinenseren Nashat Filmon. De driver i dag hver deres bibelselskab i området. Samtidig arbejder de tæt sammen for fred på tværs af de etniske skel.

Mens kampene i og omkring Gaza har været på sit højeste, har Nashat Filmon haft et vigtigt arbejde med at få hjælp frem til mennesker, der i desperation havde søgt tilflugt i kirker i Gaza. Nashat Filmon har fået vedholdende støtte fra sine kolleger i Israel.

”Når vi samarbejder, mister hadet og vreden sin magt, og rummet for samvær og samtale bliver større,” sagde Victor Kalisher, da han sammen med Dina Katanacho og Nashat Filmon var på besøg i Danmark for nogle år siden. Alle tre har de været ramt på nærmeste hold af den vold og den uro, som desværre præger regionen, men de insisterer på, at der er andre veje frem end gengældelse.

Under denne sommers konflikt mellem Israel og Gaza stillede folk fra Det Israelske Bibelselskab en beholder med vand ud på gaden med et skilt. ”Vi beder om, at freden må spredes, ligesom køligt vand på en varm sommerdag,” stod der.

”Reaktionen var fantastisk. Folk kom spontant ind i Bibelselskabet og takkede. Nogle skrev tak på små lapper papir og satte dem på vandtanken. Det var meget opløftende,” fortalte Victor Kalisher bagefter.

Ingen kan eller vil påstå, at der her var eller er tale om raketvidenskab. Men mindre kan måske også gøre det. Ja, måske er det netop i de små, spontane og velmente handlinger, kimen til en ny begyndelse gemmer sig.

Hvilken tale har haft størst betydning i verdenshistorien, spurgte en journalist på P1 i denne uge. Og Uffe Ellemann-Jensen (V) svarede, at det måtte være Bjergprædikenen fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus samler hele det kristne menneskesyn.

Det er i Bjergprædikenen, der står: ”I har hørt, at der er sagt: ”Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.”

Det er den slags tanker, der kan forandre verden til det bedre, når de omsættes til handling af helt almindelige mennesker. Så vandbeholdere bruges som fredsvåben frem for maskingeværer. Så den uventede barmhjertighed vælges frem for den automatiske hævn.

”Luk lyset ind og lad det skinne. En krig kan ingen rigtig vinde,” lød det fra popgruppen Panamah i en ny sang, som udkom midt under sommerens strøm af chokerende nyheder. Panamah hyldede samtidig de mennesker, der ”elsker had ihjel”.

At splitte had ad med kærlighed. At tale barmhjertighedens sprog gennem handlinger. Det er det, vi har brug for. Det er det, det handler om. Det er der, forandringen begynder. I Bjergprædikenen. Og i Mellemøsten i dag.