HØFLIGHED ER EN DYD. Høflighed er en modsætning til det grove, vulgære, uciviliserede, udannede, uslebne, uopdragne og ukultiverede. Høflighed er en slags adfærdsetik eller kroppens moral, der samtidig udtrykker sig gennem sociale ceremonier.
Som sådan er høflighed udtryksgymnastik. Den udtrykker sig let i kunstighed og bliver hul og formel. Høfligheden udstiller os, men er ikke altid et gennemsigtigt udstillingsvindue. Den kan ligefrem virke fornærmende, hvis den skjuler troen på et bedreværd.
Vi kender udtrykket: ”Du er for høflig til at være hæderlig”. Tyven kan eksempelvis være høflig i det ene øjeblik og stjæle i det næste. Vi bliver derfor let mistænksomme over for meget høflige personer, som vi ikke kender. ”Hvorfor gør han nu det?”,”der må ligge noget bag,” kan vi tænke. Høfligheden må dække over et eller andet.
En høflig tyv er ikke blot en tyv, men noget, der er værre. En høflig tyv er en hyklerisk tyv, som udstiller sin foragt for moralen. Langt bedre havde det været, hvis tyven var uhøflig, så passer han bedre med de gængse kategorier. Det provokerende er, at den høflige person udstiller sin foragt for moralen og bruger den til egen fordel.
I disse tilfælde kan høflighed gøre et ondskabsfuldt menneske endnu mere afskyeligt. Den høflige voldtægtsforbryder dømmer vi hårdere, netop fordi forbrydelsen udstilles inden for rammerne af det civiliserede. Blandingen af høflighed og vold er grusomhed og er så meget mere end selve forbrydelsen, netop fordi den blev udstillet som høflig. Mere generelt er forklædt menneskelighed en desto større umenneskelighed.
Men er høflighed blot dyrets overfrakke? Svaret er nej. Høflighed er stadig en dyd og forbliver en dyd. Men den savnes mest blandt dem, som ser andre mangle den. Samtidig opstår den sjældent, fordi andre anklager nogen for at mangle den.
Som udgangspunkt er høflighed en etik gennem skik og konvention. Den ligger i familiens skød som disciplin og er ikke andet end respekt for gode manerer. På den måde grundfæstes høfligheden i barndommen gennem regler. ”Husk at give hånd og sig god dag”, ”sig undskyld”. Men også gennem påbud. ”Du må ikke bande”, ”du må ikke afbryde”, ”du må ikke tale med mad i munden”, lyder det fra forældrene.
Her er reglen uden grund, men fastholdes som ren konvention. Disse regler udtrykker etik som skik, men erkendes senere som æstetik. Det er først som voksne, at vi ser, at det ikke er pænt, når maden er til syne i munden, eller når der smaskes højt. Skik og brug kommer derfor før værdi.
Men høflighed gør os ikke til gode, taknemmelige eller bedre mennesker. Høflighed får os mest til at fremstå som det, vi bør være. Hellere ubehøvlet og ærlig end raffineret og skurkagtig. På den måde vil høfligheden til tider efterabe moralen. Men heldigvis kommer man langsomt til at ligne det, man efterligner. Først er høfligheden derfor noget kunstigt, men kan for nogle blive en kunst i sig selv.