Tyrkiet har nu fået en ny præsident og en ny premierminister, men der er ikke noget, der tyder på, at der bliver tale om nogen forandring - bortset fra at den nye præsident, den tidligere premierminister Recep Tayyip Erdogan og den nye premierminister, tidligere udenrigsminister Ahmet Davutoglu, har som mål at øge regeringspartiet AKP's antal af pladser i parlamentet til to tredjedele ved næste valg, som finder sted senest næste juni.
På den måde kan regeringen ændre forfatningen uden andre partiers eller befolkningens indblanding og gøre Erdogan til en præsident med udøvende magt som i USA, Rusland og Kina. Det har Erdogan allerede til hensigt at gøre, og han har gjort det klart, at hvad der hidtil kun har været ceremonielle beføjelser såsom at indkalde til og præsidere over kabinetsmøder samt udnævne medlemmer af forfatningsdomstolen og andre instanser fra nu af vil få reel betydning.
Indenrigspolitisk og udenrigspolitisk kan den udvikling, som har fundet sted i de senere år, forventes intensiveret, og det, som er blevet betegnet som den mest centraliserede offentlige administration i republikkens historie, ændres ikke af et proformamagtskifte.
Efter at have opnået 50 procent af stemmerne ved valget i 2011 følte Erdogan sig tilstrækkelig stærk til at røbe, at det var regeringens hensigt at opdrage ”en religiøs generation”, og uddannelsessystemet er skræddersyet til formålet.
Siden 2010 har der været en stigning på 73 procent i antallet af religiøse højskoler, hvorimod en del almindelige skoler er blevet lukket. Samtidig anslås det, at 40.000 studerende er blevet tvunget ind i religiøse højskoler mod deres vilje.
Premierminister Davutoglu har bebudet, at regeringen vil indføre ”en ny moralsk formation”, men ifølge formanden for lærernes fagforening, Egitim-Sen, hedder det: ”Det, vi har brug for, er at revidere uddannelsessystemet for at gøre det foreneligt med sekulære og videnskabelige værdier frem for denne politisering forbundet med et politisk partis islamistiske syn.”
Tyrkiets udenrigspolitik har lidt samme skæbne. Arkitekten bag tyrkisk udenrigspolitik er professor Ahmet Davutoglu, der tidligere var Erdogans rådgiver og senere udenrigsminister. I 2001 fremsatte Davutoglu i et nøgleværk, ”Strategisk Dybde”, strategien om, at landets udenrigspolitik skulle baseres på engagement med lande, med hvem Tyrkiet deler en fælles fortid og geografi.
I en tale holdt i Sarajevo i 2009 talte Davutoglu om en osmannisk renæssance, hvor Tyrkiet sammen med Balkanlandene, Kaukasus og Mellemøsten igen blev centrum for verdenspolitikken. Han har endda talt om en ny islamisk verdensorden og omtalt det sidste århundrede som ”en parentes”, da det er Tyrkiets mål at genforene de lande, der engang var en del af det osmanniske imperium.
Der er ingen tvivl om, at denne politik har givet alvorligt bagslag, da Tyrkiet nu er blevet uvenner med Egypten, Irak, Israel, Armenien og Cypern og er de facto i krig med Syrien.
Sidste år forsvarede Erdogans chefrådgiver Ibrahim Kalin denne politik som ”dyrebar ensomhed”, men nu sidder Tyrkiet i saksen.
Tyrkiet har ikke bare lagt sig ud med USA over sin uforbeholdne støtte til Hamas og kritik af Israel, men siden begyndelsen af juni er 49 tyrkere fra konsulatet i Mosul blevet holdt som gidsler af Islamisk Stat, en bevægelse som Tyrkiet også har støttet i sin kamp mod Assad-styret.
På hjemmefronten er befolkningen også delt med vestligt orienterede vælgere i Istanbul, Ankara og på vest- og sydkysten, et sunnimuslimsk flertal i Central Anatolien og så kurderne i det sydøstlige Tyrkiet, der forlanger selvstyre.
Den første udfordring til Erdogans autoritære styre kom fra demonstrationerne mod ødelæggelsen af Gezi Park i Istanbul sidste maj, der bredte sig til 79 af Tyrkiets 81 provinser. Den anden var en runde af arrestationer i Istanbul den 17. december, der førte til alvorlige anklager om korruption og embedsmisbrug helt oppe i regeringens top.
Erdogan har afvist beskyldninger som ”et beskidt komplot” med det formål at styrte regeringen og påstår, det er Fethullah Gülen, en imam bosat i USA, og hans Hizmet-bevægelse ('tjeneste'), der står bag.
Erdogans højre hånd, den nye premierminister Ahmet Davutoglu, har ligeledes sat som et af sine mål at udrydde denne ”parallelle stat” og fjerne dens tilhængere fra offentlige stillinger. Dette vil blandt andet betyde en omstrukturering af retsvæsenet i et opgør med, hvad Erdogan betegner som ”en håndfuld snigmordere” ('hashhashin'), som holder retsvæsenet som gidsel.
Davutoglu har allerede erklæret, at der bliver tale om en ny æra, ”en restaurering” af Tyrkiets moralske og kulturelle værdier, hvor de første 90 år af republikkens historie fra 1923 indtil 2002, da regeringspartiet AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) kom til magten, kun kan betragtes som et interregnum (mellemperiode).
I sin afskedstale som premierminister udråbte Erdogan AKP til ”et verdensparti”, og Davutoglu siger i sit manifest, at Tyrkiet ikke bare vil være en transport- og energikorridor men også Afro-Eurasiens vigtigste produktionsbase. Den eneste dråbe malurt i bægeret er den kendte økonom Jesse Colombos forudsigelse i Forbes, at Tyrkiets forbrugs- og konstruktionsdrevne økonomi har skabt en boble, der snart kan briste.