Prøv avisen
Debat

Sag om indvandrerpræst afslører dansk snæversyn

Endnu en gang er der røre om migrantpræsten Massoud Fouroozandeh. Foto: Malte Kristiansen

Fyens biskop finder det kritisabelt, at en af folkekirkens driftigste iværksættere i forbindelse med dåb afviser at sætte vandtætte skotter mellem sit embede og sin pinsekirkelige baggrund. Folkekirken må vælge nysgerrighed frem for fordomme, mener teolog Nikolaj Christensen

Endnu en gang er der røre om præsten Massoud Fouroozandeh, en af folkekirkens driftigste iværksættere.

Den iranskfødte præst mener, at hans missionsarbejde blandt immigranter undermineres af Fyens Stift. Stiftets biskop mener omvendt som bekendt, at det er kritisabelt, at den iranskfødte præst i forbindelse med dåb afviser at sætte vandtætte skotter mellem sit embede og sin pinsekirkelige baggrund.

Fyens Stift er da heller ikke kendt som et af folkekirkens mest økumenisk orienterede stifter. Stiftsrådet her har tidligere i år besluttet at melde sig ud af Danske Kirkers Råd. Men pastor Fouroozandeh repræsenterer en udfordring til det folkekirkelige system, som kun vil blive stærkere med tiden.

Som professor Viggo Mortensen udtrykker det i Kristeligt Dagblad den 1. september:

”Man ser et principielt kultursammenstød mellem en kirkelig entreprenør og et kirkeligt hierarki præget af tjenestemandstankegang. Men det handler også om, hvilken fromhedskultur, man mener, er den rigtige at møde nutidens udvikling med.”

Det er samme sammenstød, der for 100 år siden betød, at det, der i dag er verdens hurtigst voksende religiøse bevægelse, blev udskilt fra de gamle kirkesamfund. Siden sin begyndelse i århundredets første årti er pinsekirken og dens forskellige aflæggere vokset til over en halv milliard tilhængere. Den er blevet den største kristne kirke efter den katolske og er en stor del af årsagen til, at kristenhedens tyngdepunkt er flyttet fra Nordatlanten til Asien, Afrika og Latinamerika.

Hjemme i Danmark har mange kristne immigranter bidraget til, at denne kristendomsform nu er mere synlig end tidligere.

En afrikansk pinsekirke i København fik en søndag formiddag i 2012 afbrudt sin gudstjeneste af en razzia, da fem civilklædte betjente brød ind. De antog forsamlingen for en gruppe af illegale indvandrere. ”Vi vidste ikke, at det var en kirke,” lød forklaringen fra politiet, der først senere undskyldte.

Få er dog gået så langt som daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), der i et P1-program i 2009 stillede spørgsmål ved, om pinsekirkerne overhovedet kunne betegnes som kristne.

Men i en globaliseret verden må vi komme os over, at nogle mennesker dyrker et mere farverigt åndeligt liv, end vi er vant til. Vi må vælge nysgerrighed frem for fordomme og afgrænsning. Det bliver vi alle sammen rigere af.

Mange forskere betragter den globale pinsebevægelse positivt på grund af de sociale forandringer, der følger i kølvandet på den. Plattenslagere er nok ofte de synligste i mediebilledet, men under overfladen findes tusindvis af anonyme slidere i alt fra skyskraberne i Seoul til slummen i So Paulo. Deres tjeneste blandt det jævne folk kan få klassisk dansk kristendom til på samme tid at se både ufolkelig og ualvorlig ud.

Fra at være hvide missionærers foretagende er kirkerne i det globale syd i dag blevet et middel til selvbestemmelse og social mobilitet, ofte med et selvbevidst lokalt og ikke-vestligt præg.

Strømmen er skiftet - i dag sendes missionærer tilbage fra resten af verden til det sekulære Europa.