Prøv avisen

Frit valg af præst ved begrav-elser?. Kirkens imødekommenhed har aldrig været større

”Folkekirken dropper frit valg af præst ved begravelser”. Sådan lyder den dramatiske forsideoverskrift i Kristeligt Dagblad den 2. september. Det er dog en noget overdrevet påstand i forhold til artiklens indhold. Den handler om, at man i et stort bysogn har valgt at have faste dage til de forskellige præster for begravelser/bisættelser.

Man kan altså sagtens få en bestemt præst til handlingen; men indimellem må man prioritere enten dagen eller den konkrete præst højest. Det er der intet nyt i. Præster har - heldigvis da - fridage, friweekender og ferier. Præster kan være optaget af andre gøremål som for eksempel konfirmander, så naturligvis må præster af og til sige nej til det tidspunkt, de pårørende ønsker, eller henvise til en anden præst. Det er der intet nyt eller u-imødekommende i. Som præst i et tilsvarende stort sogn møder jeg heller ikke problemer med pårørende af den grund. Naturligvis er der forståelse for, at en præst også har andre opgaver, ikke kan være flere steder på én gang og er et menneske, der har behov for fridage, ferier og tid sammen med familien.

Brønderslev-løsningen med faste dage for de enkelte præster kan oven i købet være en fordel både for pårørende, for bedemænd og for præster og andre medarbejdere.

De pårørende og bedemændene kan på forhånd vide, hvilke dage de med stor sandsynlighed kan få en bestemt præst, i stedet for at skulle ringe rundt og høre, hvorfor det hverken kan blive den eller den dag. Præsterne kan nemmere planlægge deres samtaler og andre opgaver og fordele dem imellem sig, fordi planerne ikke med få dages varsel kan kastes omkuld af begravelser. Præster og kordegne behøver ikke bruge så mange kræfter på konkret at passe begravelser ind, men kan koncentrere sig om samtale og sjælesorg.

Bedemandsformandens og Carsten Mulnæs' argumenter med det uheldige i, at en præst, der har begravet et familiemedlem, eventuelt ikke kan begrave den næste afdøde i familien eller ikke er til rådighed på alle tidspunkter, er noget ude af trit med virkeligheden. Konsekvensen af de argumenter ville være stavnsbinding af præster til samme sogn karrieren igennem, afskaffelse af deres ret til ferier og fridage samt krav om evne til for eksempel både at have begravelse og konfirmander samtidig.

I vort provsti har vi p.t. en diskussion kørende om det rimelige i at have faste lukkedage, hvor man ikke kan få begravelser/bisættelser bortset fra i særlige tilfælde, hvor der er helt nødvendige grunde til det. For mig er der ingen tvivl om, at vi både for at begrænse vikar- og andre lønudgifter og for at give vore medarbejdere en rimelig arbejdsuge er nødt til at se positivt både på Brønderslev-modellen og på faste lukkedage.

Vi skal som folkekirke være der for mennesker, når de har behov for det, og vi skal både være imødekommende og fleksible. Men deri ligger ikke, at vi har pligt til at yde enhver service på ethvert tidspunkt. I gamle dage bestemte præsten ofte suverænt, hvornår en begravelse kom til at foregå, og ingen skal bilde mig ind, at folk tidligere har fået nær så høj en imødekommenhed som i dag.

Samtidig skal vi også tænke over, hvad den rigtige imødekommenhed er. For mig at se skal en præst helt naturligt stå til rådighed for sjælesorgssamtaler 24 timer i døgnet. Jeg kender ikke præster, der ville nægte at komme til en døende eller en sørgende eller en person i krise og yde sjælesorg også på fridagen.

Derudover mener jeg, at imødekommenhed og åbenhed består i, at præsten er så veludhvilet, ustresset og velforberedt, at hun/han kan yde den højest mulige kvalitet i de kirkelige handlinger, set i forhold til formålet med den. Vi er jo kirke, så den primære service, vi skal yde, er kirkelig kvalitet, ikke den kvantitet i form af ubegrænset åbningstid for kirkelige handlinger. Det er ikke imødekommenhed, men knæfald for overfladisk krævekultur.

Endelig er der så hensynet til de øvrige medarbejdere. Vi har i vores sogn relativt mange yngre medarbejdere. En hurtig optælling siger, at vores medarbejdere tilsammen er forældre til en lille halv snes mindre børn. Hvis vi vil have medarbejdere, der ikke alle er på pensionens rand, men dækker et stort aldersspektrum og mange forskellige kompetencer, må vi sikre arbejdsvilkår i kirken, der ikke får småbørnsforældre til at flygte skrigende, fordi de aldrig kan planlægge noget som helst uden med kort varsel at kunne få det smadret.

Folkekirkens medlemmer har krav på en ordentlig service. Det får de ikke mindst, hvis medarbejderne har et ordentligt arbejdsmiljø med meningsfulde arbejdsopgaver, en ordentlig planlægning af dem og rimelige muligheder for at holde fri sammen med familien.