Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Vi er ikke Tidehverv, blot fordi vi ikke gider det lavpandede kirkeliv

Bevægelsen Tidehvervs tidsskrift, der udkom første gang i 1926.

Vi har meget til overs for Tidehverv, men Studenterkredsen er en broget flok og ikke en slags Tidehvervs Ungdom, skriver Hans Nørkjær og Kristoffer Garne, som begge er stud.theol.

Artiklen ”Tidehverv vækker unges interesse” den 1. september handlede lidt om Tidehverv, lidt om Studenterkredsen og lidt om nogle gammelagtige unge ”intellektuelle”, der får sig nogle gode måltider ved at suge saft og kraft ud af gamle bøger, der siger noget andet end den sædvanlige kirkelige guidebog.

Det er muntert sådan at blive fremstillet som halvgammel og knotten, når man endnu er i sine glade, frimodige 20'ere, hvilket vi alle endnu er. Man bliver helt smigret.

Men til sagen: Vi, der hér tager til genmæle, har meget til overs for Tidehverv og mener ikke, at de er hverken racister eller mørkemænd eller for den sags skyld dårlige og verdensfjerne præster, der ikke ved, at virkeligt præstearbejde har med en masse ting at gøre, der ikke involverer tykke bøger.

Tendenser er selvfølgelig altid blot tendenser, men det er dog vigtigt at tydeliggøre, at vi i Studenterkredsen hverken har en formålsparagraf eller kan betegnes som en slags Tidehvervs Ungdom. Hver mand og kvinde svarer for sig, og det hverken kan eller må vi hindre dem i, blot fordi nogle af os tilslutter os en kritik af koncernkirke, kirkeråd og andre pastorale fiksfakserier.

Men hvordan ved Kristeligt Dagblad, at ”grundtvigianerne stadig er i overtal” i Studenterkredsen, som det lyder i artiklen? Har man ringet samtlige deltagere fra årets sommermøde op og afkrævet dem en bekendelse?

Det, man kan sige om os, er, at vi ønsker at være et frirum, hvor der er åndeligt højt til loftet, og hvor der bliver taget livtag med de store og dybe spørgsmål, som dog ikke længere har så stor en plads i kirken, hvis man skal tro Hans Raun Iversens konkluderende ord fra artiklen.

Han belærer nemlig os uvidende om, at har man sådanne uheldige laster, at man ønsker at være en dygtig teolog og diskutere højpandede emner, så gør man nok klogest i ikke at søge embeder i folkekirken. Det har den slet ikke ressourcer til, og i folkekirken skal der jo være plads til alle, bare de kan synge klappekage - eller hvad de der 10 daglige ting, vi nu skulle nå, indbefattede? Så nogle af Studenterkredsteologerne må nok se sig om efter andet arbejde. Sørens også, her havde nogle af os håbet på, at man kunne blive præst med en cand.theol.-eksamen.

Heldigvis kommer der også andre end teologistuderende i Studenterkredsen. Det kan være, nogle af dem har mere held med jobsøgningen efter studiet, hvem ved? De bliver nok i hvert fald ved med at diskutere litteratur, kunst, filosofi, historie og alt det andet kedelige, som kirken ikke længere kan bruge.

Og vi vil nok blive ved med at mødes i Studenterkredsen både i det skjulte og i det åbne over en højskolesang og en dram for at være et alternativ til den lavpandede form for kirke- og kulturliv, hvor alt skal tygges, blendes og parteres til små uskadelige bidder af ruskumsnusk, så ingen kløjs i hverken evangelium eller æbleskiver.

Men om dette alternativ lige præcis peger på Tidehverv eller på C.S. Lewis, ja, det må enhver jo selv bestemme. Vi er nogle, der læser K. Olesen Larsen og Jakob Knudsen med glæde. Der er andre, der læser Søren Ulrik Thomsen. Der er nogen, der ikke læser så meget, men mest synger. En broget flok, der er så svær at holde styr på selv - selv med den mest avancerede putte i hul-kasse.

Åh, hvad skal der dog blive af os, når vi vitterligt insisterer på også at beskæftige os med andet end Hans Raun Iversen og koncernkirkens 10 daglige ting?