Efteråret nærmer sig. Det kan beskrives meteorologisk: successive lavtryk og faldende temperaturer. Det kan forklares astronomisk: Jordens akse hælder, og nu er nedre halvkugle på vej til at være tættest på solen. Men det kan også fortælles mytologisk: Når solen stod lavt på himlen om vinteren, skyldtes det solguden Helios' tilbagevendende ønske om at rejse til Etiopien, sagde grækeren Hesiod.
Vi kan åbenbart tale om samme fænomen med mere end et sprog, og hvert sprog siger noget sandt om fænomenet. ”Digterne beskriver efterårets pragt, vi andre river bladene sammen.” Sådan sagde Storm P. I en af sine andre fluer siger han: ”Som ung var jeg digter, nu siger jeg det, som det er!”.
Men hvordan er det så? Jo, det kan naturvidenskaben give os svar på. Den kan give os svar på jord og himmel. I oplysningstiden hed det: ”Man troede, men sandheden er“” Og sandheden var naturligvis blevet den videnskabelige sandhed.
For videnskaben giver os forklaringer på, hvordan tingene hænger sammen. Den måler, vejer, noterer, beregner og forudser. Alligevel erfarer vi, at den ofte kommer til kort. Den kan ikke forudsige eller håndtere naturkatastrofer og epidemier. Den er så lovende, men det er, som om den har lovet mere, end den har kunnet holde.
Vi tænker, at det mest videnskabelige er beskrivelse af årsag-virkningsmekanismer. Det psykologiske spil er, at hvis der findes årsager og virkninger, får vi en ønsket sammenhæng i tilværelsen. Det giver os forklaringer, og forklaringer tæmmer den vildskab, der er i livet og omkring os; vi får orden på noget, vi får styr på noget.
Vore tankegange er gennemsyrede af bevidstheden om årsag-virkningssammenhænge, som vi godkender. Blot dette, at noget tidsmæssigt ligger efter noget andet, kan få os til at tro, at der foreligger en årsag og virkning.
I den periode, hvor antallet af storke faldt kraftigt i Danmark, faldt fødselstallet også. I tidligere tider gav man udmærkede årsagsforklaringer på naturfænomener. Der er for eksempel Thors tordenvogn, hvis hjul slog gnister, når den rumlede hen over himlen. Alene forklaringen gjorde tordenvejr og lyn mindre frygtindgydende.
Nogle fortæller, at de har fået den eller den sygdom, fordi de var ude for den eller den voldsomme begivenhed. Så er der da en sammenhæng, en mening og ikke en meningsløshed.
Spørgsdmålet 'hvorfor har dette ramt mig?' kan næsten ikke besvares med: Det er en biologisk tilfældighed. Et statistisk udsving. Det er for urimeligt at høre på. Et menneske tænker uvilkårligt, at han eller hun ikke kan være genstand for tilfældigheder. For den enkelte føler sig som verdens centrum, hvad der er såre naturligt, fordi hele verden er udenom. Og verdens centrum rammes ikke af noget tilfældigt. Det giver ikke den søgte mening.
Verden kan ikke kun betragtes videnskabeligt; den må også anskues med de sandheder, som findes i myterne og poesien. Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen sagde: ”Der er andre måder at tale om verden på end videnskabens. Andre måder at tale på med andre regler, der henviser til helt andre erfaringer i den samme verden.”
Det vidste H.C. Andersen. I ”Nattergalen” siger spillemesteren: ”Hos den virkelige Nattergal kan man aldrig beregne, hvad der vil komme, men hos Kunstfuglen er Alt bestemt! saaledes bliver det og ikke anderledes! man kan gjøre Rede for det, man kan sprætte den op og vise den menneskelige Tænkning, hvorledes Valserne ligge, hvorledes de gaae, og hvordan det ene følger af det andet “” Men vi lærer, at det er den lille grå fugl, som redder kejseren. Den fugl, som kun synger, når den selv vil, eller fordi den ikke kan lade være.
Naturvidenskaben giver ikke mennesker nogen samlet forståelse og mening med verden og livet. Videnskaben forekommer fragmenteret, og videnskabelige sandheder er relative og tidsbestemte.
Det er, som om naturvidenskaben tager fortryllelsen ud af verden. Bedstemoder fortæller naturligvis ikke om græssets celluloseindhold. Hun fortæller om elverpigernes dans på græsset. Morgendug, der sagte bæver, er ikke kun kondenseret vand. Tårer, som fældes, er ikke kun vand med lidt natriumklorid i.
Frugten fra kundskabens træ har bragt os vidt; vi har megen glæde af denne kundskab. Men ingen af os kan nøjes med den føde.
Vi må også spise af livets træ, for frugter fra kundskabens træ leder ikke til indsigt i, hvad meningen med livet er. Når man står med sin elskede eller sit barn i armene, spørger man ikke om livets mening. Man har den mellem hænderne.