Præster gør klogt i ikke at lytte til Hans Raun Iversen

Teologilektor Hans Raun Iversen opfordrer indirekte præster til at ignorere præsteløftet, når han siger, at teologi i præstegårdene for fremtiden vil være et særsyn. Det mener sognepræsterne Nana Hauge, Merete Bøye og Stine Munch

Mange præster er ikke længere præster i forståelsen autoriteter på teologiens område, men derimod overfladiske og foranderlige aftryk af de meningsmålinger og spørgeskemaer, som Hans Raun Iversen har lært menighedsrådene, at de skal lave. Det mener tre sognepræster og redaktricer af tidsskriftet Nyt Babel.
Mange præster er ikke længere præster i forståelsen autoriteter på teologiens område, men derimod overfladiske og foranderlige aftryk af de meningsmålinger og spørgeskemaer, som Hans Raun Iversen har lært menighedsrådene, at de skal lave. Det mener tre sognepræster og redaktricer af tidsskriftet Nyt Babel. Foto: Leif Tuxen.

Forleden kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at blandt andre undertegnede redaktører i kraft af vores opgør med oplevelses- og servicekirken er en del af en ny bølge inspireret af det oprindelige Tidehverv. Den nye bølge findes også i yngre miljøer - blandt andet i Studenterkredsen.

For dem, der ikke ved det, har studenterkredsene i Aarhus og København gennem tiden huset nogle af de mest markante debattører, meningsdannere og åndskæmper inden for blandt andet politik, teologi og litteratur.

Derfor er Studenterkredsen blevet kaldt geniernes forskole. Også i dag er de unge mennesker, der tegner Studenterkredsen, blandt de mest skrivende og arbejdsomme unge mennesker i det danske kirkelige landskab, vi kender til. Men ifølge teologisk lektor Hans Raun Iversen har den slags teologer, der blandt andet udgør Studenterkredsen, ikke en chance for at få embede som præst i den danske folkekirke i dag.

Vi har i Danmark et fænomen, der hedder præstegårdsteologi. Ja, man kan ligefrem tale om, at vi har tradition for, at den allerbedste teologi er blevet til i præstegårdene. Men ifølge Hans Raun Iversen vil det i fremtiden være et særsyn, for han mener (og ønsker måske?), at der fremover næppe vil være plads til præstegårdsteologi i den danske folkekirke. ”Dertil skal præster bestille for meget”, udtaler han, thi ”der er mindst 10 daglige ting på dagsordenen for de fleste præster”.

Hvad disse ”ting” er, bliver ikke uddybet, men man må formode, at det ikke er nogle af de ”ting”, som folkene omkring Studenterkredsen notorisk er gode til, nemlig at prædike, skrive, tænke og drive teologi. Ja, Hans Raun Iversen mener tilsyneladende, at teologi-studerende bør opfatte teologisk lærdom som et nødvendigt onde, der bare skal overstås, så de kan komme ud og bygge bivuakker med konfirmanderne.

Man plejer at sige, at der skal drives teologi, fordi der skal prædikes på søndag. Hans Raun Iversen vil tilsyneladende hellere sige, at der skal laves en handskedukke, fordi der skal prædikes på søndag. Moderne præster må stramme op og indse, at teologi er noget, de kan dyrke i fritiden, når de er færdige med at lave Kristus-kranse med egne hænder, rapelle ned ad kirketårnet eller tage på kurser i innovativ kirkeudvikling, hvor man kan lære at lave endnu flere handskedukker og perlekæder på nye og friske måder.

Hans Raun Iversens udtalelse rummer således en slet skjult opfordring til præster i den danske folkekirke om at ignorere deres præsteløfte, hvor de netop lover, at de vil stræbe efter ”ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme altid fuldkomnere at danne og dueliggøre sig til dette hellige embede”. Med andre ord: at de vil vedblive med at drive teologi.

Men ifølge Kristeligt Dagblad mener Hans Raun Iversen altså, at der næppe er plads til præster, der tager præsteløftet alvorligt, i folkekirken i dag. Derfor kan de unge mænd og kvinder i Studenterkredsen godt pakke sammen. De får svært ved at finde embede i folkekirken.

Ud over at Hans Raun Iversens udsagn er en grov fornærmelse over for nogle af de dygtigste studerende i landet, rummer det også et enormt mistillidsvotum til folkekirkens menighedsråd. Hans Raun Iversen regner åbenbart ikke med, at menighedsrådsmedlemmer i Danmark kan finde ud af at vælge præster, der tager deres embede alvorligt. At de er så meget til fals for underholdning og gøglermentalitet, at de fravælger de dygtigste kandidater til fordel for friskfyragtige middelmådigheder.

Det ville være komisk, hvis det ikke var så sørgeligt, hvordan Hans Raun Iversen med disse udtalelser indrømmer noget, som vi faktisk prøver at problematisere i Nyt Babel: at mange præster stresser rundt i evig bevægelse og laver alt muligt andet end at være præster.

De er i hvert fald ikke længere præster i forståelsen autoriteter på teologiens område, men derimod overfladiske og foranderlige aftryk af de meningsmålinger og spørgeskemaer, som Hans Raun Iversen har lært menighedsrådene, at de skal lave.