I oktober 2001 angreb NATO Afghanistan. Det var en reaktion på 11. september og handlede om at uskadeliggøre al-Qaeda. Altså en forståelig forsvarskrig, som skulle forhindre flere blodige angreb på Vesten. Det lykkedes i nogen måde.
Men man kunne kun nedkæmpe al-Qaeda ved at afsætte det styre, der beskyttede dem: Taleban. Og man kunne mest naturligt bekæmpe Taleban ved at indgå en alliance med Talebans traditionelle fjender, den såkaldt Nordlige Alliance. Den fik også magten, efter at Taleban var fordrevet, og Hamid Karzai blev præsident.
Hans regime har vist sig at være bedre end Taleban, så der i dag er flere skoler, flere hospitaler og større frihed. Ikke mindst for kvinder. Hertil kommer en eller anden form for spirende demokrati.
Men så er der et stort forbehold: Netop når det handler om behandlingen af de kristne, er det nuværende styre ikke bedre end det forrige. Der bliver stadig afsagt dødsdomme over kristne konvertitter, og kristen mission i landet er stadig en særdeles farlig affære, hvad mordet på to finske missionærer denne sommer er et vidnesbyrd om.
Netop nu står vi over for en ny islamisk trussel fra Islamisk Stat i Syrien og Irak. Og verden sitrer, mens den venter på, hvad de ansvarlige politiske beslutningstagere vil stille op med det forfærdelige blodbad, vi er vidner til. Og den fornyede terrortrussel mod Vesten.
Igen er der - internt i Mellemøsten - nogle naturlige fjender af Islamisk Stat, som det er oplagt at indgå alliancer med. På en hel del af strækningen mere moderate muslimer og mere omgængelige regimer.
Men risikoen for en gentagelse af Afghanistan er virkelig til stede: Vesten indgår alliance med mere godartede regimer, der bare ikke er mere godartede over for lige netop de kristne. Det er nemlig ikke kun Islamisk Stat, der fordriver og forfølger kristne i Syrien og Irak. Eller for den sags skyld i Mellemøsten generelt.
Og fordi de vestlige samfund i stigende grad bliver sekulære, er der færre og færre i Vesten, der for alvor taler deres sag. De bliver konfliktens blinde punkt. Det er en af pointerne i Klaus Wivels læseværdige bog ”Den sidste nadver”. Ateisten Wivel fortjener for øvrigt tak for det udslag af (kristen?) næstekærlighed, den bog er!
Fordi de kristne i Mellemøsten er klemt på denne måde mellem islamisk fundamentalisme og vestlig sekularisme, må kristne kirker og bevægelser insistere over for deres regeringer på, at dette blinde punkt - de kristne - ydes særlig opmærksomhed i de løsninger, der nu vælges.
Og derfor må vi insistere på, at de muslimske samarbejdspartnere, som Vesten naturligvis må finde, forpligtes på at behandle de kristne med respekt, herunder give dem fuld frihed til gudstjenesteliv, diakoni og evangeliserende mission. Det vil sige mission, der tager sigte på omvendelse fra islam til Kristus.
Heldigvis er der moderate muslimer, der undsiger Islamisk Stat. En af dem er Ahmet Polat i Kristeligt Dagblad den 26. august: ”Terroristerne har taget vores religion som gidsel.” Her tages afstand fra vold, henrettelser og undertrykkelse. Han er klar i mælet: ”En islamisk stat kan på ingen måde bygge på uret, tvang eller blodbad”.
Tak for det!
Men nu er jeg enten meget mistænksom eller brændt barn. Sagen er, at jeg mange gange har forsøgt at få muslimske ledere i Danmark til at konkretisere denne humanisme over for de kristne. Betyder det, at der i jeres drømmesamfund - i Danmark og Mellemøsten - vil herske fuld frihed til at drive kristen mission, bygge kirker, udgive bøger, oprette tv-stationer og vel at mærke konvertere begge veje? Både fra kristendom til islam og fra islam til kristendom?
Jeg spørger, fordi der i nogle lidt mere afdæmpede muslimske samfund gælder en særlig form for repressiv religionsfrihed: Hvis man er opvokset i en kristen familie, må man gerne være kristen. Hvis man konverterer fra kristendom til islam, giver det heller ikke de store problemer. Men konversion fra islam til kristendom giver ballade, for nu at sige det meget afdæmpet. Nogle steder er det direkte forbudt.
Derfor spørger jeg dig direkte, Ahmet Polat: Vil du give fuld åndsfrihed til kristne - inklusive muslimer, der konverterer til kristendommen - i din islamiske stat?
Vil der for eksempel blive fuld frihed til kristen mission og opbygning af menigheder? Svaret på de spørgsmål er afgørende for karakteren af den alliance mod Islamisk Stat, vi kan indgå.