Hvor var det velgørende at læse kollega Christine Becks indlæg om folkekirkens unge i Kristeligt Dagblad den 2. september. Et velanbragt opgør med den evige fokuseren på, hvordan kirken ”får fat på de unge” - tilsyneladende med den begrundelse, at de gamle har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I prædike for dem!
Så meget mere velgørende oven på to temmelig nedslående artikler i samme avis, den ene den 1. september med overskriften ”Tidehverv vækker unges interesse” og dagen efter ”Folkekirken dropper frit valg af præst ved begravelser” - den sidste endda på forsiden.
Lad os tage den med tidehverv først. Her omtales et fortræffeligt net-skrift, Nyt Babel, som har tre redaktricer (det kalder de sig selv), nemlig Merete Bøye, Stine Munch og Nana Hauge, hvis far kalder skriftet ”Damernes Tidehverv”.
Det er ikke i sig selv nedslående, men det er lektor Hans Raun Iversens kommentar til gengæld. Han mener, at det vil være svært for de grundtvigsk-tidehvervske teologer at finde ansættelse i folkekirken, og at der næppe vil være plads til den klassisk tidehvervske præstegårdsteologi i den danske folkekirke.
Og hvorfor så ikke? Raun Iversen svarer: ”Dertil skal præsterne bestille for meget, for der er mindst ti daglige ting på dagsordenen for de fleste præster.” Jamen, det skriver han! For mig at se siger han: Skidt med teologien, bare kalenderen er fyldt! Kalenderkristendom, siger jeg!
Det er måske denne hæsblæsende travlhed, der er grunden til, at man i Brønderslev har valgt at skemalægge begravelser, så der er dage, hvor man kan være sikker på ikke at få nogen.
Begrundelsen for det er lige så nedslående som Raun Iversens: ”Tidligere var der ikke så mange tiltag i sognet, som der er i dag. Arrangementer som børne- og ungdomsgudstjenester, undervisning og mange forskellige fællesskaber vokser, mens vi stadigvæk kun er fire præster hos os. Derfor er det vigtigt, at vi bliver mere strukturerede”, siger sognepræst Gitte Lykke Andersen.
Så ny er idéen altså heller ikke, det gjorde vi faktisk allerede i starten af min præstetid i Nyborg, hvor der var en erfaren præst og to helt nyuddannede præster, hvor jeg altså var den ene. Byen havde kun en bedemand dengang, så derfor var det nemt at sige til ham: I uge et tager Hofdahl de to første, Agerbo de to næste og Kvist de to sidste. I uge to sætter du så Kvist øverst, og så videre. Men vi understregede, at det kun var i de tilfælde, hvor folk var ligeglade med, hvilken præst det blev. Havde man et særligt ønske (eventuelt fordi en præst havde begravet ægtefællen), var listen suspenderet lige på stedet.
Det samme, naturligvis, hvis man blev ringet direkte op af de pårørende. Der sagde man da ikke nej med den begrundelse, at man havde vigtigere ting at gøre. For det, de pårørende ringede om, var det vigtigste af alt!