Forsøger Tidehverv nu at tage patent på seriøs teologi?

Der er tale om uredelige fjendebilleder i debat om Tidehverv, mener sognepræst og historiker

Debatten om Tidehverv de seneste dage og uger har ikke være særlig sober, mener historiker og sognepræst Morten Skovsted. -
Debatten om Tidehverv de seneste dage og uger har ikke være særlig sober, mener historiker og sognepræst Morten Skovsted. -.

Mandag den 1. september bragte Kristeligt Dagblad en artikel om Tidehverv, hvor fagfolk ytrede sig om Studenterkredsen og en formodet tiderhvervsk renæssance blandt yngre teologistuderende.

Artiklen slutter med et afsnit, hvor Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet, giver udtryk for, at det nok vil være svært for disse grundtvigsk-tidehvervske præster at få ansættelse i folkekirken.Der er næppe plads til den klassisk tidehvervske præstegårdsteologi, siger Hans Raun Iversen og uddyber: ”Dertil skal præster bestille for meget, for der er mindst ti daglige ting på dagsordenen for de fleste præster.”

Denne kommentar har i den forgangne uge resulteret i to indlæg, der dels er vendt imod Hans Raun Iversens udtalelser og dels mere generelt fremstiller en modsætning mellem ægte teologi på den ene side og overfladisk, underholderholdningssyg eventkristendom på den anden.

Det første indlæg den 4. september er skrevet af Hans Nørkær og Kristoffer Garne i en sarkastisk tone. I indlægget gør skribenterne det klart, at de gerne vil betragtes som halvgamle, knotne mænd, og det ideal fornægter sig ikke. De to lægger Hans Raun Iversen en række meninger i munden, så det lyder, som om Hans Raun Iversen og hans fæller betragter det som en last at være en dygtig teolog (det har han imidlertid ikke sagt), og at det at synge klappekage er vigtigere end at drive teologi (hvilket han heller ikke har sagt).

Her har vi den påståede modsætning, som tidehvervsfolkene er så optagede af: den lærde, dybe teologi på den ene side (her står Tidehvervsfolkene selv) og så de fladpandende aktivister på den anden. Eller som de selv siger: Vi mødes i Studenterkredsen ”for at være et alternativ til den lavpandede form for kirke- og kulturliv, hvor alt skal tygges, blendes og parteres til små uskadelige bidder af ruskumsnusk, så ingen kløjes i hverken evangelium eller æbleskiver.”

Denne retoriske praksis henleder tanken på Piet Heins Gruk: En yndet form for polemik/ består i det probate trick/ at dutte folk en mening på/ hvis vanvid alle kan forstå.

Pådutningen af absurde meninger fortsætter i indlægget fra den 6. september skrevet af tre teologer, Nana Hauge, Merete Bøye og Stine Munch. Allerede i overskriften spørges der, om teologien nu er ”et nødvendigt onde”? Og det fortsætter: ”Præster gør klogt i ikke at lytte til Hans Raun Iversen.” Men hvornår er nogen nogensinde blevet klogere af ikke at lytte til andre? Det lange indlæg demonstrerer til fulde, at det er præcis, hvad de tre teologer har gjort: ikke lyttet.

Forfatterne skriver, at Hans Raun Iversen ikke har uddybet, hvad det er for mange ting i en præsts hverdag, der vanskeliggør den akademiske fordybelse, men de antager, at det ikke har at gøre med de ting studenterkredsteologerne ”notorisk er gode til, nemlig at prædike, skrive, tænke og drive teologi”.

Skribenterne kalder det en hån mod menighedsrådene, når Hans Raun Iversen angiveligt antyder, at menighedsrådene vil fravælge ”de dygtigste kandidater til fordel for friskfyragtige middelmådigheder”. De tre kvindelige teologer skriver videre, at Hans Raun Iversen åbenbart betragter teologisk lærdom ”som et nødvendigt onde, der bare skal overstås, så de (præsterne) kan komme ud at bygge bivuakker med konfirmanderne”.

Ifølge forfatterne mener Hans Raun Iversen, at moderne præster må nøjes med at dyrke teologi i fritiden, når de er færdige med at lave Kristus-kranse, rappelle ned ad kirketårnet eller lave handskedukker og perlekæder. Intet af alt dette har Hans Raun Iversen sagt noget som helst om.

På baggrund af alle disse mange antagelser og formodninger tegnes et billede af en teolog, så lalleglad og ubegavet, at enhver kan forstå, at han befinder sig langt ude på den forkerte fløj. Man må imidlertid konstatere, at der de facto er meget langt fra de få ord, Hans Raun Iversen har udtalt i den oprindelige artikel, og så til det fjendebillede, der manes frem i de to debatindlæg.

Igen og igen opstilles en kunstig modsætning mellem lærd teologi på den ene side og uteologisk aktivisme på den anden. Men kan Tidehverv påberåbe sig patent på gedigen og seriøs teologi? Kan der ikke gemme sig seriøse og relevante teologiske refleksioner bag de mange forskellige forsøg på at gøre evangeliet og forkyndelsen nærværende og tidssvarende?

Det forekommer mig temmelig usagligt og forstemmende, når de omtalte skribenter på den måde karikerer en akademisk modstander ved at lægge ham ind i ens egen fasttømrede skabelon af ”fjenden”. På den måde ender man med kun at diskutere med sine egne, vrede projektioner.