For et par dage siden var der her i avisen et udmærket interview med tidligere undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen. Han ved, hvad han taler om. Lyt til ham! I interviewet omtaler han Pisa-undersøgelserne og det, at vi konkurrerer på viden. Det er rigtigt, men ikke hele sandheden. Vi konkurrerer også på noget andet.
På vidensområdet klarer vi os ikke godt. Ved de seneste optagelsesprøver til embedsværket i EU var der ingen danskere, som bestod. Det er katastrofalt! Det hænger delvist sammen med dogmet om, at viden forældes så hurtigt, at det ikke kan betale sig at vide noget. Det er en vild overdrivelse. Man er nødt til at stå på vidensvognen. Viden giver overblik, og viden er en væsentlig faktor i socialisationsprocessen.
Der tales meget om læring i uddannelsesdebatten, men læring og undervisning/uddannelse er ikke det samme. Vi lærer hele tiden. Spørgsmålet er hvad og hvordan. Undervisning og uddannelse er tilrettelagt læring, har en metode og et indhold.
En gang imellem virker det, som om nogle tror, at det kommer af sig selv, og at det kan ske uden anstrengelse og vedholdenhed. Uddannelsesdebatten er fyldt med varm luft, sødt vrøvl, og de ansvarlige er resistente over for kritik, debat og erfaring. Undervisningsministeren gentager bare, hvad hun lige har sagt. Det er ikke klogt.
Det er blevet et dogme, at undervisning og uddannelse altid skal være sjovt. At det ikke må være krævende. ”Teachers leave them kids alone,” sang Pink Floyd. Men det er krævende, og derfor kræver det også vilje til at stille krav og give opmuntring.
Det er blandt andet, når det ikke sker, at vi taber børn, som kommer fra et miljø uden boglig baggrund, som ikke har koderne med sig hjemmefra. Innovation handler, som forskeren Jens Juul Holst sagde, da han fik Anders Jahre-prisen i 2013, mindre om lyse indfald og kreativitet og mere om årelangt, systematisk arbejde på baggrund af viden og analyse.
Det andet, vi konkurrerer på, og som man åbenbart ikke er særlig opmærksom på, er selvstændig tænken, ansvarlighed og tillid. Det er det, der i andre sammenhænge kaldes social kapital eller med et udtryk fra uddannelsesforskningen ”subjektifikation”. Og hvad det angår, har den danske folkeskole sejret sig til døde, som Ove Kaj Pedersen udtalte for et stykke tid siden. Danmark er det land, der har den højeste sociale kapital i verden. Den sociale kapital er vores eneste råstof, og det skal vi passe på, for det er det, vi kan konkurrere på.
Det er for så vidt nemt nok at lære noget stof og aflægge regnskab for indlæringen i en Pisa-undersøgelse. Det kan man tvinge børn og unge til mange steder. Det er vanskeligere med ansvarlighed og selvstændighed. Det kan man ikke på samme måde ”styre” sig til, for det bygger i sidste end på tillid.
Tillid er grundstoffet i den sociale kapital. Den styring, som man nu fra politisk side har lagt ind over undervisning og uddannelse, kan være dræbende for netop det.