Prøv avisen
Debat

Bedsteforældre skal ikke kun være effektive

Bedsteforældre ser deres børnebørn på en anden måde end forældrene. Derfor må man aldrig reducere dem til ren pasning, mener en farmor. Foto: Scanpix

En farmor kan noget, der ikke kan måles og vejes. Derfor skal bedsteforældre ikke indgå i et moderne effektivitetsparadigme om at få børnefamilien til at glide, skriver en læser, der selv er farmor

”Og så lagde farmor sin hånd på mit hoved og sagde: Det skal du huske, for det er lige så sandt, som at jeg ser dig, og du ser mig. Det er ikke lys og lamper, det kommer an på, og det er ikke vigtigt med måne og sol, men det, som er nødvendigt, er, at vi har øjne af den slags, der kan se Guds herlighed.”

Sådan slutter Selma Lagerlöf på smukkeste vis fortællingen om, hvordan hun fra sin farmor hørte legenden om Den Hellige Nat. Som læser eller tilhører sidder man tilbage med to uendeligt smukke beretninger, en om hyrdens vandring i den hellige nat, og en om Selma Lagerlöfs farmor.

Selmas farmor og den lille havde noget til fælles, de kunne ikke komme med til julegudstjeneste, den ene var for gammel, og den anden ikke gammel nok.

Der sad de så, de to, og fik det bedste ud af det. Selmas farmor kunne og ville fortælle, og fortalte, så det fik en uvurderlig betydning for hendes barnebarn. Det barnebarn, som senere viderebragte fortælleglæden til så mange.

Den lille Selma lærte, at ”dette er lige så sandt, som at jeg ser dig, og du ser mig”. De så hinanden, de to, farmor og Selma.

Det er et højt mål at stræbe efter at blive en farmor som Selmas, men det er et smukt mål at stræbe efter, en farmor, der ser.

Henover sommeren har debatten bølget frem og tilbage.

Er børnefamiliernes pres bedsteforældrenes ansvar? Præget af en tid, hvor omsorg kan beskrives i manualer, og pleje kan tidsfastsættes, ledes der efter entydige svar, hvor der kan sættes flueben ved ja eller nej.

Afsættet for diskussionen er det umættelige arbejdsmarked. Hvordan sikrer vi, at der hele tiden er hænder nok på arbejdsmarkedet? Skal vi helst lade bedsteforældrene blive længere på arbejdsmarkedet, så forældrene kan blive mere hjemme, eller skal vi lade bedsteforældrene passe børnene, så forældrene ikke forstyrres af syge børn i deres ydedygtighed på arbejdsmarkedet? Hvordan anvendes bedsteforældreressourcerne bedst?

Det er, som om vi har mistet blikket for det, som ikke er effektivt og målrettet. Det, som ikke har en umiddelbar nytteværdi eller kan fremvise evidensbaserede resultater.

Vi måler og vejer, tester og kontrollerer og skriver endeløse rapporter, alt imens antallet af børn med opmærksomhedsforstyrrelser, unge med ondt i livet og voksne med stressdiagnoser stiger og stiger.

Selma Lagerlöfs farmor var noget andet end en arbejdsressource. Hun var døren ind til en smuk og fortryllet verden, hun havde tid til at fortælle historier og viser om riddere og vandnymfer og om Den Hellige Nat.

Det er et farmorideal, som måske nok er et romantisk tidsbillede, men også en påmindelse om, at der er en verden uden for den, som kan opgøres, måles og vejes. En verden, som lukker op for alt det, som ikke umiddelbart er nyttigt, men måske netop derfor så uendelig betydningsfuldt.

Børn og voksne næres og vokser af at se og blive set, ikke fordi det er nyttigt og effektivt, men fordi det er berigende og bevægende, fordi det danner bund for de relationer, som vi alle tørster efter og lever af og på.

Bedsteforældretiden må ikke spises op af det effektivitetsparadigme, som præger vor tid. Bedsteforældre skal ikke kun hente, bringe og aflaste, fordi der er brug for deres arbejdskraft, så far og mor kan være effektive på arbejdsmarkedet.

Tiden mellem farmor og Selma havde sin helt egen værdi, som var lige så sand, som at farmor så Selma, og at Selma så farmor. Det er værd at værne om bedsteforældretidens egenværdi.